Nyhed

Det synes publikum om Pharrell

Vi fangede fire tilhørere efter gårsdagens koncert i Forum

I aftes gav superstjernen Pharrell Williams en udsolgt koncert i Forum i København. GAFFAs anmelder var begejstret og tildelte koncerten fem stjerner under overskriften "Hitmageren spreder lykke". Læs anmeldelsen og se alle de flotte billeder her.

Vi fangede efter koncerten fire publikummer for at høre, hvad de syntes om koncerten:


Sofie Krarup Henningsen (Henning), 22 år, København, læser til sygeplejerske

Hvad synes du om koncerten?

– Den var mega god. Fantastisk. Han var mega nærværende, og han spillede alle de gode gamle sange og alle de gode nye.  Han havde publikum med sig. Det var helt vildt.

Hvad var højdepunktet?

– Det er svært. Da han havde den lille dreng med sig oppe på scenen.

Hvad var bundskraberen?

– At Marilyn Monroe blev spillet så tidligt.

Hvad gør Pharrell unik?

– Hans stemme. Han har ikke en særlig stor stemme, og alligevel får han alle med. Han er en god producer og laver nogle gode sange.

Line Juby Rosbæk, 23 år, Nørrebro, studerer filosofi

Hvad synes du om koncerten?

– Jeg må give Henning ret. Fuldstændig sveddryppende fantastisk. Mit tøj kan vrides.

Hvad var højdepunktet?

– Det var afslutningen. Man kunne bare se, da han så den lille dreng sidde på skuldrene af sin far, så skete der bare et eller andet magisk. Der var så meget kærlighed oppe på den scene til sidst. Hans nærvær var helt unikt.

Hvad var bundskraberen?

– Han sagde mange ting, som jeg gerne ville have hørt, men lyden var for dårlig på det tidspunkt. Men det er svært, for jeg synes bare, det hele var så godt.

Hvad gør Pharrell unik?

- Han formådede at stoppe tiden. Han gav sig tid til at mærke nuet. Og det, at han prøvede at få os til at glemme vores mobil-telefoner og bare nyde Happy.

Kristoffer Kaae Iversen, 18 år, Frederiksberg, i lære som tømrer

Hvad synes du om koncerten?

– Jeg stod helt oppe foran og jeg synes, at musikken var lidt ærgerlig, men hen ad vejen blev den faktisk meget god. Det kan godt være, man bare lige skulle vænne sig til det.

Hvad var højdepunktet?

– Det var helt klart hans sange. Han startede godt ud, jeg kan ikke lige huske sangen, men Marilyn Monroe eller hvad den nu hedder.

Hvad var bundskraberen?

– Det var måske en af hans stille sange, men sådan er det.

Hvad gør Pharrell unik?

- Det er hans sange. Der er bare noget godt dans over de sange. Han formåede at få publikum med. Jeg var meget tæt på og fik faktisk øjenkontakt med ham. Det var meget sjovt. Jeg fik også øjenkontakt med en af danserne. Det var også sjovt.



Johnny Vinding, 38 år, Aarhus, shop manager

Hvad synes du om koncerten?

– Den var okay. Den holdt de første tre kvarter, og så dalede den lidt.

Hvad var højdepunktet?

– At han trækker noget tilbage fra N.E.R.D.-perioden. Det var det jeg kom for i dag, og jeg fik, hvad jeg kom for.

Hvad var bundskraberen?

– Det var det der medley, efter han havde lavede N.E.R.D.-perioden. Så døde det lidt resten af vejen, da han spillede de mange numre, han har lavet siden. Det holdt ikke rigtigt.

Hvad gør Pharrell unik?

- Man kan ikke tage fra den mand, at han måske er verdens bedste producer. Altså, han har et øre for musik, og det har han bare, for uanset hvad han rører ved, så er det bare et hit. Og det kan man ikke tage fra ham. Det gør ham unik.



ANNONCE