Nyhed

Gratis Aarhus-festival klar med de første navne

Musik Aarhus Festival har offentliggjort halvdelen af programmet – festivalen er helt og aldeles gratis

Musik Aarhus Festival løber i januar af stablen for femte år i træk. Festivalen har hidtil været en velbesøgt begivenhed og er som i de forgange år helt og aldeles gratis at deltage i. Arrangementet er en ganske glimrende mulighed for at opleve livemusik i en ellers koncertfattig januar måned. Festivalen har nu offentliggjort første halvdel af programmet, som du kan se nederst på siden.

Musik Aarhus Festival 2015 arrangeres af Atlas, Voxhall, Train og Radar – Aarhus' regionale spillesteder, der med arrangementet tegner et stærkt øjebliksbillede af, hvad der rører sig på den spirende aarhusianske musikscene. Dette både i vækstlaget og blandt byens mere etablerede navne. Foruden festivalens otte koncertaftener, der hver præsenterer tre band/artister, byder festivalen lørdag den 17. januar på en kombineret musik- og plademesse på Godsbanen. Her kan alle med interesse for musik blive klogere på byens sprudlende musikliv, og pladeentusiasterne kan være heldige at finde lige præcis den plade, de mangler for at gøre samlingen komplet.

Festivalen vil i denne omgang beskæftige sig med genrerne indie, folk, soul/funk og jazz samt elektronisk, indie/elektronisk, heavy og rock, og nu foreligger programmet for de fire førstnævnte genrer. Festivalen finder sted fra den 15 til den 24. januar.


Herunder kan du se de navne, der indtil nu er offentliggjort:

Indie – 15. januar på VoxHall:

Green Lives – folk-inspireret indierock (billedet)


Lowly- rastløs og inciterende støjpop

Maskinvåd – eklektisk pop og rock

Folk – 16. januar på Train:


Sonja Hald – Blander folk, pop og rock

Jonah Blacksmith – rå, inderlig og moderne country-folk

In Lonely Majesty – folkelig såvel som nichepræget indie-folk

Soul/funk – 20. januar på Radar:

Manus Nigra – støvet hiphop og neo-soul

Androgyn – inspireret af byture og uendeligt ungdomsliv

Ankah – dyb soul-vokal møder støvede hiphop-beats

Jazz – 21. januar på Atlas

Pauseland- lyrisk, ambient og stilfærdig jazz

Rockguitar – jazz med noter af rock og klassisk musik

The Embla – selverklæret "savage pop"

Varm op med Green Lives og "Dancing in the Snow":

ANNONCE