Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste koncerter

Vil du bruge nogle timer af din dyrebare weekend på at udvide din musikalske horisont, så læs med her

Efteråret er så småt under opsejling og selvom vi endnu nyder godt af solens gavmilde stråler, så kan vi ikke undgå, at den mørkere del af året nærmer sig. Fortvivl dog ej, for efteråret er også den tid på året, hvor koncertkalenderen boomer noget så eftertrykkeligt. Så snør de gamle sneaks, laksko, pumps eller hvad du nu lige er til og smut ud på de danske spillesteder. Vi har samlet et overblik over ti koncerter, du kan vælge imellem.

TORSDAG

Thomas Buttenschøn, Café Ciffy, Hjørring


Den krøllede troubadour med den særegne stemme og de eftertænksomme, velskrevne tekster er i øjeblikket på tur rundt i landet for at promovere sin nyeste plade "Sange Der Ikke Er Til Radioen", der udkom den 4. september. De 10 nye sange vil ikke være tilgængelige digitalt og kan kun købes på cd og vinyl til koncerterne. "Jeg har skrevet alle sangene, fordi det var sange, som havde brug for at blive skrevet. Der er ikke de klassiske tre singler, som der normalt skal være på et album. I virkeligheden er der nok ikke en eneste." Albummet appellerer til liveoplevelsen, så kig forbi Café Ciffy, hvis du er på de kanter. Han spiller i øvrigt også i Muzikhuset på Bornholm den 12. september og på Fatter Eskild i Aarhus den 13. september.

Phono Festival, diverse spillesteder, Odense

I alt indtager 34 forskellige elektroniske sammensætninger scenen, når Phono Festival løber af stablen i fra den 10. til den 14. september. Mest bemærkelsesværdigt er det sceneshow Pantha du Prince & The Bell Laboratory, der spiller i Danmark for første gang. Med et klokkespil bestående af 50 kirkeklokker og en kampvægt på tre tons samt en hær af klassiske musikere, bliver det den klart største og mest krævende koncert, Phono Festival nogensinde har afholdt. Derudover er blandt andet også at finde Holly Herndon, Acid Symphony Orchestra, Container og James Holden. Festivalen har eksisteret siden 2006 og stræber efter at forene det eksperimenterende og udfordrende med det festlige.


Postfest, Radar og Train, Aarhus

Her er der ikke tale om videreformidling af breve og deslige. Postfest er en international festival for post-rock, post-metal og progressive, der samler publikummer og bands fra hele verden. Festlighederne løber af stablen over de næste tre dage i Smilets By og der skulle være noget for enhver smag. Efter en pause i 2013 er Postfest tilbage og præsenterer en masse forskellige bands, blandt andet Flod, This Will Destroy You, Mimas og The Ocean.

FREDAG


Stephen Malkmus & The Jicks, Lille Vega, København

Efter en årelang genforeningsturné med sit gamle band Pavement annoncerede Stephen Malkmus tilbage i 2013, at han nu var klar til at genoptage arbejdet med sit andet, yngre band, The Jicks. I den forbindelse lægger de nu vejen forbi København. I januar i år udgav de pladen "Wig Out At Jagbags", der fik fire stjerner med på vejen af GAFFAs Finn P. Madsen under overskriften: "Pavement-frontmand holder fast i sin velkendte signatur". De spillede på Voxhall for nylig og fik ligeledes fire stjerner for den præstation.

The Cabin Project, Jazzhouse, København

Kira Skov og Marie Fiskers The Cabin Project har efterhånden været længe undervejs. De to sangerinder har sunget samme siden teenageårene, og da de i 2007 optrådte sammen med sangen The First Time Ever I Saw Your Face til et temaprogram om Johnny Cash på DR2, blev det besluttet, at et fælles projekt skulle søsættes. Det projekt er nu en realitet og med deres første, selvbetitlede plade er forventningerne tårnhøje til de kommende liveshows. Den modtog nemlig ikke mindre end fuldt hus, seks ud af seks stjerner, fra GAFFAs Ivan Rod.

Ulige Numre + Hymns From Nineveh, Tivoli, København

Denne aften afslutter både Ulige Numre og Hymns From Nineveh deres danmarksturnéer. Københavnerdrengene fra Ulige Numre brød gennem lydmuren med singlen "København" som øjeblikkeligt blev et hit og vendte alles opmærksomhed mod det purunge band. i 2013 kom så det længe ventede album "Nu Til Dags", der modtog fire ud af seks stjerner af GAFFAs Pelle Sonne Lohmann. De er efterhånden også særdeles erfarende på livefronten. Anført af sanger og sangskriver Jonas H. Petersen har Hymns From Nineveh de seneste par år skabt smuk og himmelstræbende musik, der har høstet massevis af anmelderroser, priser og nomineringer. Singlen "A Kid on the Beach" var tidligere på året nomineret til P3 Guld i kategorien "Lytterhittet" – og bandet var blandt højdepunkterne i det store Guld-show i Koncertsalen.

Quadron, Posten, Odense

Quadron, der selv har navngivet deres musik elektronisk soul, er i skrivende stund midt i en mindre danmarksturné og spiller i øvrigt i Falconer Salen lørdag den 13. september. Med Coco O's evne til at tryllebinde sit publikum med inderlighed, nærvær og en stemme af guds nåde, skal det uden tvivl nok blive en glimrende aften. Debutpladen "Avalanche" er spækket med hits som blandt andre "Hey Love" og "Favorite Star", som du uden tvivl nok skal komme til at opleve. Det er også næsten blevet alment kendt, at de fremfører en usandsynlig smuk udgave af den gamle hippieklassiker "Herfra Hvor Vi Står", når de giver koncert i Danmark – så det kan man jo håbe på.

NovemberDecember, Bygningen, Vejle

Folk-kvintetten fra Aarhus har pakket tourbussen og tager på en miniturné i Danmark. Touren bringer blandt andet bandet forbi Vejle, Aalborg, Aarhus, Odense og København, hvor de tager sange med fra deres debutalbum "From The Swing Into The Deep", der udkom i januar. NovemberDecember vil dog også benytte touren til at spille nyt materiale fra deres næste udgivelse. Dette bliver samtidig det første udspil fra bandets nye konstellation, da der siden debuten har været udskiftning i bandets medlemmer: "Man vil nok opleve, at vi er blevet et "større" band sound- og performancemæssigt, men det brede vingefang har samtidig givet os luft til at vende fokus mod nogle helt nye territorier i vores sangskrivning og arrangementer".

LØRDAG

The Rumour Said Fire, Jazzhouse, København

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden, at man har hørt noget til den danske indie-folk kvartet The Rumour Said Fire. Siden 2008 har drengene huseret i det danske musikliv og fik deres endelige gennembrud med P3 Guld-prisen i kategorien "Talentet" i 2010 på baggrund af hit-singlen "The Balcony", der klinger velkendt i de flestes ører. Efter en del stilhed omkring gruppen i knap et år er The Rumour Said Fire nu klar med nyt materiale for første gang siden 2012, der skal afprøves og præsenteres for offentligheden. Det sker denne aften på Jazzhouse.

SØNDAG

Blonde Redhead, VoxHall, Aarhus

Der er dømt eklektisk shoegaze og drømmepop, når New Yorker-bandet Blonde Redhead indtager Voxhall denne søndag i september. Trioen har otte album på cv'et, og de har udgivet et hav af ep'er. De seneste er "Penny Sparkle" fra 2010 og "Barragán", der netop er udkommet. Siden japanske Kazu Makino mødte de italienske tvillinger Amadeo og Simone Pace i New York for 21 år siden og dannede Blonde Redhead, har dette fascinerende, nærmest ubegribelige band nået at bevæge sig rundt inden for både grumset, kras og dissonant støjrock og ultramelodisk kammerpop.

Udsolgte koncerter: 

Søren Huss solo, Budolfi Kirke, Aalborg. Han spiller også 12/9 i Skt. Lukas Kirke, Aarhus og 13/9 i Mariehøj Kirke, Silkeborg – alle koncerterne er udsolgte.

Pharrell Williams, Forum, København

Crunchy Frog 20 års fødselsdag, Pumpehuset, København

Blonde Redhead, Vega, København

 

ANNONCE