Den fremadstormende trio kan opleves på venues i hele Danmark fra oktober
Mont Oliver har på ganske kort tid fået etableret sig som ét af de navne, der skal holdes øje med i dansk musik. Til oktober drager de ud på landets spillesteder, hvor de, sammen med hits fra succes-ep'en "19", vil afprøve en håndfuld nye sange, inden debutalbummet udkommer.
I løbet af sommeren har de spillet på de mest toneangivende festivaler i Danmark, herunder Roskilde, Northside, Spot og Distortion, hvilket har forberedt dem til den live-tour, de nu drager ud på. Samtidig er udlandet begyndt at røre på sig, og bandet har høstet interesse fra både Japan, USA, Tyskland og UK. Mont Oliver er blandt andet inviteret til at spille Reeperbahn Festival den 20 september. En af Europas største branchefestivaler. Selvom de endnu ikke har et fuldlængdealbum i ryggen, formår de at indtage scenen med en vis overbevisning. Der arbejdes i øvrigt på højtryk på at få debuten klar, der øjensynligt kan forventes i starten af det nye år.
Mont Oliver bevæger sig i et univers af hiphop, pop, soul og indie. En uortodoks og meget udansk blanding, der dog har vist sig at være særdeles interessant. Bandet skriver, indspiller og producerer alle numre selv og bruger deres særegne udtryk til at skubbe til nogle af de dogmer, der ellers er inden for genrerne. Der er lige dele rå hiphop beats, samples og storladne synthesizere, og i front imponerer Jakob Hammershøj med sin patosfyldte vokal.
Du kan opleve Mont Oliver her:
30/10: Skanderborg, Walthers Musikcafe
31/10: Frederikshavn, Det Musiske Hus
1/11: Kolding, Pitstop
7/11: Pavillonen, Grenå
8/11: Stuttgart, PopNotPop
13/11: Generator, Ringkøbing
14/11: Rampelyset, Silkeborg
15/11: Radar, Aarhus
20/11: Sønderborghus, Sønderborg
21/11: Stars, Vordingborg
22/11: Vega, København
27/11: Bygningen, Vejle
28/11: Paletten, Viborg
Find billetter via GAFFA Live.