De to veteraner besøger landet til foråret
De to legender Paul Simon og Sting har valgt at slå pjalterne sammen, når de i starten af 2015 tager på deres On Stage Together-turné. En turné, hvor duoen for en uge siden offentliggjorde koncerter i Norge og Sverige, men ikke Danmark. Det viser sig nu, at de alligevel kommer til landet. De to gæster Sparekassen Fyn Arena i Odense 17. marts. Paul Simon og Sting optrådte for første gang sammen til en velgørenhedskoncert i år 2013. Det udviklede sig efterfølgende til en turné i USA tidligere i år, hvor de to solister blev til en duo og sammen fremførte hinandens sange.
Nu er det Europas tur til at opleve de to stjerner udfolde sig på scenen sammen. De vil spille deres største hits, lige fra Simon & Garfunkel og The Police og til deres egne hitsingler. Du vil nok huske "You Can Call Me Al" med Paul Simon og "Englishman In New York" med Sting, som du nu kan opleve live. Du kan varme op med sidstnævnte nedenfor.
I Odense vil Sparekassen Fyn Arena byde på en intim stemning, hvor 4.500 publikummer vil komme tæt på Paul Simon, Sting og deres imponerende sangkatalog.
Billetsalget begynder 22. september på Billetnet.