Nyhed

Guide: 11 essentielle koncerter i april

Denne måned gemmer på forårskoncerter fra blandt andre Kate Tempest, Kwabs og Vinnie Who

Nu har vi ramt forårsmåned nummer to, og der er forhåbentlig lidt flere solstråler på vej i Danmarks retning nu. Der er i hvert fald masser af gode koncerter på vej i din retning, så det er med at gribe chancen for at få ørerne fulde af god musik. Vi har samlet aprils 11 essentielle koncerter, som der stadig er billetter til. Klik på kunstnernavn for links til billetsalg – også til andre koncerter med den pågældende kunstner. 

 

TORSDAG DEN 9. APRIL 


København: 

Vinnie Who, Templet (Kongens Lyngby)

Med singlerne "Seven" og "Only Dreaming" fra det nye album "Harmony" har Vinnie Who lagt diskoskoene på hylden og i stedet skabt et mere afdæmpet 60'er/70'er inspireret univers. GAFFAs Michael Jose Gonzalez gav den nye plade fire stjerner med overskriften: "Tilbagelænet behageligheds-bombardement fra den tidligere disko-prins." Nu står Vinnie klar til at fyre det nye lydunivers af sted foran det danske publikum med turnéstart på Templet i Lyngby torsdag den 9. april.


Aarhus: 

De Bliver Store i 2015, Train


Ord bliver til handling, når GAFFA-artiklen "De bliver store i 2015" bliver realiseret til en koncertaften i på Train i Aarhus torsdag den 9. april. Her kan du få lov til at smage på det kommende musikår med fire, lovende kunstnere: De Dødelige, Kill J, Gregersen og Alex Vargas. Lyt på navnene i nedenstående videoer.

 

SØNDAG DEN 12. APRIL

Aarhus: 

Steven Wilson, Train

Den engelske sanger, sangskriver og guitarist Steven Wilson kommer forbi Danmark til en koncert søndag den 12. april på Train i Aarhus og ligeledes dagen efter i Amager Bio i København. Wilson er bedst kendt som frontmand i det progressive rockband Porcupine Tree, men er involveret i et utal af bands og musikalske projekter. Lige nu er han aktuel med soloalbummet "Hand. Cannot. Erase.", som publikum helt sikkert vil høre nogle numre fra til de to danske koncerter.

 

MANDAG DEN 13. APRIL 

København: 

Tove Lo, Vega

Den svenske sangerinde Tove Lo udgav sit debutalbum "Queen Of The Clouds" i september sidste år og er efterfølgende blevet en fast bestanddel af den skandinaviske radioflade med hittet "Habits (Stay High)". GAFFAs anmelder gav albummet fire stjerner og skriver blandt andet: "Albummer er inddelt i tre temaer: the sex, the love og the pain, og dermed kommer vi omkring alle faserne i Tove Los kærlighedsliv, hvilket fremstår både ærligt og vedkommende (uden at være alt for dybt) – i hvert fald for de fleste "moderne kvinder", der har prøvet både forelskelsens rus og det smertelige brud." Du kan komme til koncert med sangerinden mandag den 13. april på Vega i København.

 

Kate Tempest, Vega

Den 29-årige rapper, poet og spoken word-kunstner Kate Tempest (billedet) gæster Lille Vega i København mandag den 13. april. Tempest er født og opvokset i Sydøst-London, og hendes debutalbum, konceptalbummet "Everybody Down" fra 2014, fortæller også en historie fra samme område. Albummet omhandler tre karakterer, Becky, Harry og Peter, hvis historie fremstår som lydbog, når man lytter til sangerindens ord om dem. Det er rap på en anderledes måde med elementer af spoken word. Der er desperation, kærlighed, tomhed ensomhed, glæde, lys og mørke. Konceptalbummets historie har været så stærk, at Kate Tempest nu er i gang med at skrive sin debutroman, som omhandler den samme trio som på albummet.

 

FREDAG DEN 17. APRIL 

København: 

Kwabs, Pumpehuset

Den britiske electro-soul sanger Kwabs er blevet spået en storslået karriere af musikmedier verden over. Kwabs har nydt anerkendelse i hele Europa med singlen "Walk", der er strøget til tops på de tyske hitlister. Manden har netop offentliggjort, at han smider sit debutalbum "Love + War" på gaden den 18. maj. Den 24-årige sanger har blandt andet arbejdet sammen med Sohn og Dave Okumu og har derudover udgivet tre ep'er "Pray For Love", "Wrong Or Right" og "Walk", der alle er blevet modtaget med rosende ord. Du kan opleve soulsangeren fredag den 17. april på Pumpehuset i København.

 

LØRDAG DEN 18. APRIL 

København: 

High Voltage Rock Awards, High Voltage

 Lørdag den 18. april bliver en skelsættende dag for den danske rock- og metalmusik, som nu igen får sin helt eget awardshow: High Voltage Rock Award, som bliver uddelt på det københavnske spillested High Voltage. Alle i branchen skal hyldes, både nye og gamle navne, og størstedelen af de nominerede i de mange kategorier er allerede fundet. Du kan se den foreløbige liste over kategorier og nominerede lige her. Få mere information om show og billetter via High Voltage Rock Awards Facebookside her. Og se i øvrigt en teaser video for showet via dette link 

SØNDAG DEN 19. APRIL 

København: 

Purity Ring, Vega

Da Purity Ring debuterede tilbage i sommeren 2012 med albummet "Shrines", tog det hurtigt fart for den canadiske electro-duo. Tiden efter fulgte en omfattende turné og festivalbesøg på toneangivende amerikanske festivaler som Lollapalooza og Coachella. Og nu bliver det så endelig Danmarks, når Purity Ring gæster Lille vega i Københann søndag den 19. april. Gruppens seneste album "Another Eternity" udkom den 2. marts, og GAFFAs anmelder kvitterede med fire stjerner. I Anmeldelsen lyder det blandt andet: "Det er ganske velkomponeret materiale, hvor der er et klart fokus på at skabe kontraster til gruppens fortsatte es, Megan James' engleklare stemme, der ikke kun bliver suppleret af absolut minimalisme (dunkle indpakninger), men også en total lydmur a la den slags, de allerstørste mainstream popstjerner har, når de har skruet volumeknappen op på 11."

 

LØRDAG DEN 25. APRIL 

København: 

Nils Frahm, Bremen

Den 32-årige tyske pianist Nils Frahm har de sidste små ti år gjort sig bemærket med sin særegne blanding af klassisk klaver og elektronika. Den Berlin-bosiddende komponist var senest aktuel med livealbummet "Spaces" fra sidste år og har optrådt herhjemme adskillige gange – blandt andet på Spot Festival i Aarhus. Seneste studieudspil var "Screws", som blev varmt modtaget af GAFFAs anmelder med hele fem ud af seks stjerner. Lørsdag den 25 april kan danske fans se ham optræde på Bremen i København.

 

TIRSDAG DEN 28. APRIL 

København: 

Anne Linnet, Biblioteket Frederiksberg (GAFFA Library Sessions)

Dagen efter udgivelsen af sit nye album, "Alle Mine Drømme Til Dig", kan Anne Linnet opleves til GAFFA Library Sessions på Biblioteket Frederiksberg i København tirsdag den 28. april – altså et liveinterview med akustisk minikoncert og mulighed for publikum for at stille spørgsmål til Linnet og hilse på hende bagefter. Den nye udgivelse går angiveligt tilbage til dengang Anne Linnet hittede allermest med sange som "Tusind Stykker", "Smuk og Dejlig" og "Barndommens Gade" med et fokus på nærværende tekster og fængende melodier. Den 62-årige sangerinde har da også 45 års erfaring som musiker bag sig på det nye studiealbum, der er opfølgeren til udgivelsen "Kalder Længsel" fra 2012. Billetter kan findes via Frederiksberg Biblioteks hjemmeside.

 

TORSDAG DEN 30. APRIL

København: 

Danish DeeJay Awards 2015, Øksnehallen 

Øksnehallen danner rammen om Danish DeeJay Awards torsdag den 30. april, der er den årlige prisuddeling for den del af musikbranchen, der slår sine rødder på landets diskoteker og i klubmiljøerne. Siden 2011 har arrangementet hædret kunstnere som Safri Duo, Kato og Trentemøller med en overvægt af priser. Til dette års prisuddeling er dj'en Kongsted nomineret hele seks gange og optræder i øvrigt til showet. Du kan se alle kategorier samt de nominerede lige her. Og du kan finde billetter lige her.

ANNONCE