Nyhed

Guide: Det sker på Record Store Day 2015

Uanset hvor du befinder dig i landet på Record Store Day, er der rigeligt at tage sig til på dagen, der af mange anses som vinylelskernes juleaften.

Record Store Day 2015 står for døren, nærmere betegnet på lørdag den 18. april. Dagen, hvor vinylpladen hyldes med et hav af eksklusive udgivelser, og musikalske arrangementer bliver iscenesat på de små såkaldte indie-pladebutikker rundt omkring i verden – og Danmark bliver ingenlunde forbigået. Med Dave Grohl som dette års RSD-ambassadør – arvtager for sidste års ambassadør, Public Enemy's Chuck D – står han i spidsen for dette års vinylmekka, der blandt andet indebærer udgivelser fra The White Stripes og Bruce Springsteen til David Bowie og The Flaming Lips.

Men som sædvanlig kan det være svært at komme til bunds i, hvor vinylelskeren kan finde lige dén plade, samt hvor helligdagen fejres på bedste manér. Men frygt ej! GAFFA har sammensat en guide til, hvem der spiller hvor, hvem der (forhåbentlig) ligger inde med hvad – ja kort sagt, en guide til hvor det hele sker, uanset hvor i landet du nu skulle befinde dig på denne tredje lørdag i april.

 


København:

Sound Station

Den velkendte pladebutik på Gammel Kongevej lægger endnu engang rammer for denne eksklusive højhelligdag, hvor pladejagten underlægges af musik fra blandt andre electronica-projektet Strange Weather og de lokale syrerockere Electric Elephants. De to orkestre tager dog ikke kun deres live-sæt med i rygsækken, men også mere eller mindre eksklusives RSD-udgivelser. Strange Weathers kommende udspil "Big Sleep" står til udgivelse på selvsamme dag og er produceret af Bikstoks Blæs Bukki på undergrundspladeselskabet Doktor Robot. Electric Elephants hopper modsat på den lidt mere eksklusive vinylvogn med en split-single udgivet i samarbejde med kollegaerne – og Spot-aktuelle – Baby In Vain.


Route 66

Route 66 på Fælledvej lader sig heller ikke forbigå denne ni-årige Record Store Day, der dog skruer fuldt op for programmet og de musikalske gæster. Københavnerafdelingen byder de morgenfriske gæster på kaffe i kampen om de mest eksklusive udgivelser, efterfulgt af det tætpakket musikalsk program. Københavnske Wangel åbner ballet kl. 12, efterfulgt af blandt andre svenske Jenny Wilson, Allan Olsen, Magnolia Shoals, og Sound Station-aktuelle Strange Weather skulle også lægge vejen forbi. Ifølge Route 66 dukker der måske endda flere overraskelser op – hvem ved…

Sort Kaffe & Vinyl


Sort Kaffe & Vinyl på det indre Vesterbro er også at finde på dette års RSD-plakat, hvor musikken også er sat i højsædet. Ud over en bred række RSD-udgivelser byder vinyl-kaffebaren også på en lange række populære titler til nedsat pris, samt kaffe af bred format, kolde øl og måske endda lidt vin. Efter al pladeræset og kaffedrikkeriet er overstået, overtager Nils Gröndahl underholdningen kl. 17.30, efterfulgt af F16, og kl. 20 afrundes mærkedagen med et live-sæt leveret af Static Teller.

 

Aarhus:

Den Gamle By

Selvom vinylen har fået sin renæssance, anses denne dog stadig som et nostalgisk klenodie for mange. Den Gamle By i Aarhus tager dig derfor med tilbage til 70'ernes rockmusik, hvor de i samarbejde med GAFFA vil fejre Record Store Day i Pouls Radio fra 10-17. Foruden oplevelsen af stemningen af musikken fra 70'erne er der desuden sat nogle helt specielle titler i salg, som netop har en helt speciel forbindelse til den danske musikhistorie. På GAFFA Plus kan du desuden hente en gratis voucher, som slår det halve af entréprisen.

Route 66

Den århusianske landevejsopkaldte vinylbutik imødekommer de ekstra morgenfriske, når de så tidligt som klokken 8 slår dørene op til årets plademekka. De bydes derfor naturligvis på kaffe, så øjnene og fingrene kan blive lynskarpe, når der intenst skal bladres rundt i RSD-kasserne. Fra klokken 11 sættes live-afdelingen i højsæde, hvor Per Vers gæster Route66 til en præsentation af sit nye album, og mon han også ikke byder på et nummer et eller to. Black Light-afdelingen hiver desuden et lille es ud af ærmet, når de på denne dag præsenterer en overdådig jazz-pladesamling fra Tagskægget. Så er man velbevandret i jazzafdelingen, er der nok rig mulighed for at grave en lille sjældenhed frem. 

BadstueRock

Vinylbiksen på Badstuegade byder også de vinylsultne gæster indenfor i forårsvejret til diverse forfriskninger. Butikken holder ekstraordinært længe åbent – fra 8 til 18 – og dele af det overdådige udgivelseskatalog vil også være at finde i butikken. BadstueRock står endnu ikke klar med en officiel liste over bestillinger, men ifølge dem selv vil listen blive offentliggjort aftenen forinden den årlige mærkedag – så hold godt øje.

 

Odense:

Moby Disc

For mange vinylelskere er den 18. april i år desværre en lidt bittersød dag. Den efterhånden legendariske pladebutik med den ikoniske kaskelothval drejer nemlig nøglen om på årets Record Store Day. Trods et stigende internationalt salg af vinylplader har den odenseanske pladebutik fundet det svært at følge med i musikræset, men epoken rundes dog af i stor stil og på ægte RSD-manér. Der er købt stort ind af eksklusive RSD-udgivelser, og den løbende opdaterede liste kan allerede findes på Moby Discs hjemmeside. Hyldestbandet AD/HD lægger vejen forbi og byder på en række hårdtslående AC/DC cover-numre, og Per Vers er også at finde i dagens program. Så er du omkring det fynske, er der god grund til at lægge vejen forbi Moby discen til en fejring af en afsluttet æra i det danske vinyl-land.

RecordPusher

Et af de nyeste skud på den odenseanske vinyl-stamme er RecordPusher på Overgade, som siden åbningen i foråret 2014 har haft godt vind i sejlene (nyeste skud er i øvrigt Glad Samler Records, der åbnede i Odense NV i efteråret 2014). Med et stigende slag både i butikken såfremt som på RecordPusher.com har butikkens indehaver Bo Ellegaard cementeret sig solidt på det danske – og endda internationale vinylsalg. Ifølge RecordPusher er der købt stort ind i dagens anledning med udgivelser fra Steppeulvene til The White Stripes og Ryan Adams. Der bydes også her på diverse forfriskninger til de morgenfriske, og pladeræsets lydbillede vil blive leveret af Jens K efterfulgt af Dirty Old Town.

Record Store Day markerer i år rekorden for RSD-udgivelser med over 600 af sin slags, og du kan se den fulde liste her. De danske deltagende indie-pladebutikker har alle gjort opmærksom på, at inputs er yderst velkomne, så er der en udgivelse, du bare må have, er der god grund til at holde høje med de forskellige arrangementer i København, Aarhus og Odense.

ANNONCE