Nyhed

Guide: Her er ugens 11 essentielle koncerter

Weekendens program er bredt, med både malinesisk afro-rock og dansk mainstream-pop

Endnu en travl uge lakker mod enden, og weekenden er så småt over os – med en dejlig bededagsferie. GAFFA bringer dig hermed 11 koncerter, du ikke må gå glip af i de kommende uge:

Torsdag den 30. april

København:


Danish DeeJay Awards, Øksnehallen

Danish DeeJay Awards løber af stablen torsdag den 30. april – awardshowet, der alle dage har haft størst fokus på det, man kan kalde overgrunden af klubscenen, hvilket (sådan har det ikke altid været) også afspejler, hvad man vil kunne finde på de helt almindelige hitlister. Siden 2011 har arrangementet hædret kunstnere som Safri Duo, Kato og Trentemøller, og til dette års prisshow er det dj'en Kongsted, der er den helt store nominerings-sluger med hele seks nomineringer. Den populære dj optræder i øvrigt også under Danish Deejay Awards 2015. Du kan se alle de nominerede, og læse mere om de navne der skal spille under showet via den officielle hjemmeside
Og du kan finde billetter til Danish DeeJay Awards lige her.

Lyt til: "R.E.D" af Kongsted

Hymns From Nineveh + Copenhagen Phil, Vega


Symfoniorkestret Copenhagen Phil og indiepop-bandet Hymns From Nineveh slår pjalterne sammen i Vega torsdag den 30. april. Det bliver en koncert med konceptet "60 minutes" bestående af numre fra Hymns From Ninevehs efterhånden solide bagkatalog - og der vil desuden blive optrådt i intime rammer foran et siddende publikum. Det er første gang nogensinde, at gruppen skal prøve kræfter med et stort klassisk orkester ved en hel koncert, men deres favnende og melankolske popsange synes at passe godt til idéen. Hymns From Ninevehs seneste album "Visions" udkom tilbage i 2013, hvor GAFFAs anmelder gav hele fem stjerner fra sig. I overskriften lød det: "More is more på stort anlagt, flot og formfuldendt treer fra Jonas H. Petersen og co." Hymns From Nineveh spiller i øvrigt også koncert på dette års Spot Festival, der begynder torsdag.


Billetter kan købes her.

Lyt til: " I Saw Ashes Where You Once Lay"

Kesi, Rust

Urbanartisten Kesi er et af de nye skud på den danske hip hop-stamme. Singlen "Søvnløs" fra 2014 er blevet råspillet i radioen landet over, og rapperen har arbejdet sammen med så forskellige navne som Ukendt Kunstner, Pernille Rosendahl og Johnson. Han er dog helt sig selv, når han stiller sig op på scenen på Rust torsdag den 30. april, hvor han med al sandsynlighed skaber en fest i de københavnske aftentimer. 22-årige Kesi skulle efter sigende være godt i gang med at indspille sit andet studiealbum, og han giver i øvrigt koncert på diverse danske festivaler dette forår og den kommende sommer, for eksempel på Spot Festival, Nibe Festival og Skive Festival. 

Billetter kan købes via GAFFA Live.

Lyt til: "Søvnløs"

Aarhus:

Spot Festival, diverse spillesteder

Spot Festival i Aarhus giver publikum og branchefolk et sandt Mekka af upcoming og kendte artister i løbet af de fire dage, festivalen finder sted. Med fokus på dansk og nordisk musik med internationalt potentiale kan festivalen i år præsentere navne som Anya, Blaue Blume, Emil Stabil, I'll Be Damned, Kill J, Kube, ONBC, Solbrud, Alex Vargas og mange flere. Der bliver givet koncerter på spilledesteder i hele Aarhus, blandt andet Voxhall, Musikhuset og Godsbanen. Spot Festival løber af stablen torsdag den 30. april til søndag den 3. april. Du kan se hele programmet lige her.

Billetter kan købes via GAFFA Live.

Lyt til: "Greet Me" af Anya

Odense:

Warehouse Festival, Odense Havn

Den unge, fynske festival Warehouse Festival løber i år atter af stablen på Odense Havn, og denne gang regner arrangørerne med knap 3.000 publikummer. Tre-dages festivalen har da også en hel del tunge danske navne klar i affyringskanonen, blandt andre Karl William, Medina, When Saints Go Machine og Nonsens. Warehouse Festival finder sted den 30. april til 2. maj, og du kan se programmet lige her.

Se programmet lige her.

Billetter kan købes her.

Lyt til: "Alt Er Godt" af Pharfar

 

Fredag den 1. maj:

København: 

Spids Nøgenhat, Tivoli (Plænen)

Siden udgivelsen af "Kommer Med Fred" fra efteråret 2013 har der været fart på for Spids Nøgenhat, der blandt andet oplevede stor succes på Avalon-scenen på Roskilde Festival sidste år, efterfulgt af en udsolgt Danmarksturné. I november 2014 modtog bandet to Danish Music Awards for "Årets Danske Livenavn" og "Årets Danske Liveudgivelse". Ganske live spiller de altså også på Plænen i Tivoli fredag den 1. maj, og bandet kan også opleves på NorthSide Festival i Aarhus samt Tinderbox i Odense.

Billetter kan købes her.

Lyt til: "Den Gennemsigtige Mand"

Aarhus:

Kato, Train

Fredag den 1. maj går Kato på scenen på Train klokken 21. Kato er en af danmarks største dj's, han har rundet 60 millioner streams på Spotify, solgt mere end en halv million singles og over 20.000 plader. Derudover er han en af de første club-artister, der er rykket ind i de danske hjem, som familien Danmark har taget til sig. Han fik sit kommercielle gennembrud med 2010-hittet "Turn The Lights Off", der er produceret sammen med Jon Nørgaard. Få måneder efter udgav han sit debutalbum, "Discolized", hvor singlen "Hey Shorty (Yeah Yeah Pt. II)" blev et kæmpe hit med 30.000 solgte eksemplarer, og som sikrede ham en Zulu Award i kategorien "Årets Danske Hit". Sidenhen er hans navn kun blevet større, hvor han i 2012 samarbejdede med Snoop Dogg på singlen "Never Let U Go" I år udkommer hans fjerde album.     

Billetter kan købes her.

Lyt til: "Hey Shorty (Yeah Yeah Pt. II)

 

Lørdag den 2. maj:

København

James Brown-hyldest, The Ballroom

Lørdag klokken 21 byder The Ballroom til funkfest, når internationale og danske soul, R&B og funk-musikere hylder James Brown med deres egne versioner af hans populære og udødelige musik. Aftenen starter ud klokken 18 med en filmfremvisning af James Brown-dokumentaren "Get On Up", der er produceret af Mick Jagger. Fra 22.30 vil den så efterfølgende stå på ren funkfest til afterpartyen skyder i gang ved midnat.

Billetter kan købes her.

Lyt til: "Living In America"

De Dødelige, Vega

Lørdag kan man opleve R&B-douen De Dødelige, der netop er aktuelle med deres anden ep, "Oplev", som fik fem stjerner af GAFFAs anmelder. "Oplev" er en del af deres ep-trilogi "Opdag", "Oplev" og "Opgiv", der beretter om et kærlighedsforholds livscyklus, fra begyndelse til kulmination til afslutning.

De Dødelige har tidligere varmet op for både Marie Key og Nik og Jay og vender så lørdag tilbage til Vega, hvor de også gav koncert sidste efterår.

Billetter kan købes her.

Lyt til: "Sig Det"

 

Bassekou Kouyaté & Ngoni Ba, Global

Malinesiske Bassekou Kouyaté giver koncert på Global sammen med sit band Ngoni Ba lørdag aften klokken 22. Bassekou har revolutioneret lyden af ngoni'en, som er en fjern forfader til guitaren. I 2010 udgav han sin første plade, "Segu Blue", og siden er det blevet til fire mere, med den seneste udgivelse "Ba Power" i år, som scorede fem stjerner af GAFFA. Bassekou Kouyaté & Ngoni Ba har spillet i Danmark ad flere omgange, blandt andet på Roskilde Festival i 2010, og senest i 2013, hvor de for anden gang gæstede Global.

Billetter kan købes her.

Lyt til: "Jama Ko"

 

Søndag den 3. maj:

København:

Jungle Brothers, Loppen

Loppen på Christiania er om søndagen værter for den legendariske amerikanske rap-gruppe Jungle Brothers. Jungle Brothers udgav i 1988 deres debutalbum "Straight Out The Jungle", hvor de fornyede hiphoppen ved at blande genren med house. Bandet slog igennem med singlen "I'll House You", der gav dem en pladekontrakt med Warner Bros, som de efterfølgende udgav to plader sammen med.

Sammen med De La Soul og A Tribe Called Quest udgør de kernen af rap-kollektivet Native Tounges, hvis fokus er positive afrocentriske tekster. Jungle Brothers har til dato udgivet ni plader inklusiv opsamlingsplader, og deres 1990-single, "What U Waitin 4?", er udråbt til at være en af de 100 bedste hiphop-numre af VH1, hvor de rangerede på 88. plads.

Billetter kan købes her.

Lyt til: "Brain"

 

ANNONCE