Nyhed

Hvor gode er Hej Matematik til matematik, og hvad lytter de til?

To gange Rasted svarer på spørgsmål fra GAFFAs læsere

Hej Matematik er aktuelle med ep'en "Selvfed", og i den forbindelse har vi bedt vores læsere stille dem nogle skarpe spørgsmål.

Kunne man forestille sig, at I i live-sammenhæng vil bruge den Billy Idol-bid, som var tiltænkt til Ik Ordinær? (Mesterhakket via GAFFA.dk)

– Nej. Udgaven, vi har lavet med Jesper Binzer er lysår bedre end Billy Idol-udgangspunktet.


Hvordan fik I ideen til at prøve naturens lyde og lægge dem i jeres musik? (Annalaura Pancetti via GAFFA.dk)

– Vi har eksperimenteret i længere tid med at få "reallyde" eller dyrelyde implementeret i lydbilledet. I både rytmik og som atmosfære. Der er så mange fede naturlyde rundt om os konstant, og det kan være interessant at blande med lyde, vi skaber i studiet.

Hvor gode er I egentlig til matematik? (Jens via Facebook)


– Når NASA ringer for at få udregninger på Mars-landinger og formler på sort stof, så sender vi dem altid videre. For sandheden er, at det er der nogle, der er bedre til end os.

Har I på noget tidspunkt overvejet at ændre bandnavn? (Anna via Facebook)

– Det startede med at være titlen på en sang fra første album, og så blev det vores midlertidige bandnavn, indtil vi fandt på et bedre, men det skete bare ikke. Siden hen har vi analyseret os frem til at "Hej" er det blødeste ord i verden, og "Matematik" det hårdeste ord. Derudover var det navnet på folkeskolens matematikbøger i 70'erne og 80'erne, men for det ikke skal være løgn, så havde vi overvejet bare at hedde Matematik fra i år af, fordi vi har ændret os lidt fra de tidligere udspil. Vi er knap så "morsomme" med Selvfed, som vi har været, og er måske blevet en lille smule mørkere i lyd og lyrik.


Nicolaj, er der nogen forskel i din tilgang, når du skriver til Hej Matematik, end når du skriver med andre kunstnere? (Stine via Facebook)

­– For mit vedkommende er det vigtigt fra start at sætte sig ind i et univers – hvad er det, man skriver til… Det er meget et spørgsmål om at se den kunstner, man skriver til eller med lige foran sig og så sigte højt. Altså sætte sig ned ved klaveret, guitaren eller hvad det nu er og tænke: "I dag er jeg fucking Pharrell Williams". Eller Beyoncé, for den sags skyld – køn har ingen betydning, haha!

Søren, er det rigtigt, at der findes Aqua-demoer med de sange, du i sin tid skrev til Sort Sol? (Ole via Facebook)

– Husker det ikke, men det skal der nok have været, siden du spørger. Men en god melodi er altid en god melodi – om den så er produceret til at være en rocksang eller en popsang. Jeg prøver hver gang at gøre tingene på en ny måde, så du forhåbentlig aldrig vil kunne høre, at jeg gentager mig selv – i hverken lyd, tekst eller melodi. Det er derfor, det tager mig eller os så sindssygt lang tid at lave en plade – for mit ambitionsniveau er højt – og vi vil altid forsøge at lave noget, der ikke er hørt før.

Hvad er det vildeste, I har oplevet fra publikums side? (Per via Facebook)

– Selvfede – det har vi altid været. Og nu er vi måske det bedste liveorkester i Danmark, så der har været mange vilde oplevelser. Men det er virkelig svært at svare på, for når andre besvarer sådanne spørgsmål, sidder man som regel altid og tænker: "Var det virkelig det vildeste, de har oplevet?" Ofte er det jo en stemning eller en pludselig episode, der gør musikken eller koncerten "larger than life". Men på Skanderborg var der en gang ti smukke piger på første række, der stod topløse og gik amok til Party I Provinsen – det glemmer man ikke lige med det samme.

Er der mange Hej Matematik-groupies? (John via Facebook)

– Der er aldrig nok!

Har I fået nogle sjove gaver fra fans? (Thomas via Facebook)

– Ja! Ud over walkmænd – altså walkmand i flertal, "Hej Matematik"-bøger og "Centerpub" + "Legende børn"-skilte, har vi fået canadiske jakker – vi havde et lille hit med Party I Provinsen i Canada – rom, hjemmelavede dukker og tegninger af os. Vi har nogle af de bedste fans, man kunne drømme om. De er cool og loyale og optur at være sammen med. Og de gaver og oplevelser, de giver os, betyder virkelig meget for os.

Hvor er det mærkeligste sted, I har hørt jeres egen musik? (Pia via Facebook)

– I et indslag i TV-Avisen fra Christiansborg, hvor Det Bli'r En Go Dag bragede ud fra et partilokale.

Hvad er jeres respektive yndlingssang i hele verden? (Fabian via Facebook)

– Nicolaj: Massive Attacks Unfinished Sympathy. Dén sang kan virkelig det hele for mig. Den har et vildt fedt beat og den lækreste melodi, sunget af den sprødeste vokal. Og så har den et strygerarrangement, som jeg ville ønske, jeg havde skrevet! Lyt lige til dét, de strygere gør gennem sangen! De sætter en helt fantastisk stemning med en melankoli, som jeg bliver virkelig rørt af.

Søren: – Teenage Dream af Katy Perry.Den sang er så vanvittigt godt skrevet. Den er simpelt bygget op med kun to akkorder gennem hele sangen. Melodien lyder så legende let, og lyrikken rammer mig. En ting er, at historien er godt fortalt, men læg mærke til, hvordan de bruger vokaler og konsonanter. Produktionen er genial, og sangen kulminerer for mig, når efteromkvædet kommer ind, og hun synger "skin tight jeans". Man kan i øvrigt godt høre, at producerne og sangskriverne Max Martin og Dr. Luke har været inspireret af New Radicals Get What You Give, men man kan så samtidig også høre, at Carly Rae Jepsens Call Me Maybe året efter var stærkt inspireret af Teenage Dream.

Søren, jeg har hørt, at du er ret glad for heavy metal, er det rigtigt? Og hvis så, hvem er så din favorit inden for genren? (Jacob via Facebook)

– Jeg voksede op med Iron Maiden og gled i mine ungdomsår på pikrockbølgen med Def Leppard, Dio, Ratt, Mötley Crüe, Metallica, men brændte senere for Motörhead, Black Sabbath, Manowar, Pantera, Slayer og Megadeth. All time-favoritten er AC/DC, de første albums produceret af Robert Mutt Lange.

Er der en type musik, I aldrig ville give jer i kast med? (Pernille via Facebook)

– Alt fra Finland. Inklusive instrumenter, sange og kompositioner...

Hvis I kunne vælge en hvilken som helst gæst til at være med på et nummer - ikke Billy Idol eller Jesper Binzer – hvem skulle det så være? (Andreas via Facebook)

Nicolaj: – Dave Grohl fra Foo Fighters eller Robert Smith fra The Cure. Det gælder nemlig altid om at drømme om noget, der alligevel er en vis chance for at nå, haha!

Søren: Stephen Hawking – det ville blive vocoder/talkbox på en helt ny måde.

 

ANNONCE