Nyhed

Lyt: 11 essentielle sange i april

Månedens varmeste numre, du bare SKAL høre

Vi er i gang med en ny måned, og derfor har vi fundet 11 nye sange, du bare SKAL høre.

Hør sangene nedenfor og hør playlister på Spotify og WiMP.

 


Blur – Go Out


Efter sidste års meget lavmælte soloalbum Everyday Robots er det forfriskende at høre Damon Albarn teame op med Graham Coxons splintrende guitar og resten af Blur på singleforløberen Go Out fra det kommende album The Magic Whip, der er bandets første i 12 år.

Kwamie Liv – About A Girl


Det unge danske stjernefrø Kwamie Liv, der sidste år ep-debuterede med Lost In The Girl, medvirker på hyldestalbummet Teenage Angst Has Paid Off Well, der indeholder 17 fortolkninger af Nirvanas-sangskat kurateret af bloggen Pigeons And Planes. Kwamie Liv har taget Bleach-popperlen About A Girl under kærlig behandling.

Hør sangen her 

Tame Impala – Let It Happen

Tre år er der gået, siden det populære australske psych-band Tame Impala udsendte albummet Lonerism, og noget tyder på, at en opfølger er lige om hjørnet. For den næsten otte minutter lange spacepoppede sag Let It Happen er netop sendt ud i stratosfæren som forsmag.

Allan Olsen – Ballade Om T.T.T. (Live)

En af de helt store perler i Allan Olsens albumdiskografi, Sange For Rygere, blev tidligere på året fremført solo med henblik på en liveudgivelse, der nu er ude både digitalt og på lp. Det er i øvrigt første gang, eviggyldige sange som Streger Af Slim, Staklernes Hus og selvfølgelig Ballade Om T.T.T.er skåret i vinyl.

Hør sangen her 

The Singles – Candy

Skuespillerinden med de danske aner, Scarlett Johansson, forsætter samarbejdet fra solodebuten Anywhere I Lay My Head med producer-esset David Sitek på sin nye single Candy i front for gruppen The Singles, der også tæller solisten Holly Miranda og Haim-bassisten Este Haim.

The Tallest Man On Earth – Sagres

Svenske Kristian Matsson bedre kendt som The Tallest Man On Earth udsender i midten af maj sit fjerde album Dark Bird Is Home og drager i den forbindelse på en verdensturné, der fører ham forbi Roskilde Festival. Lyt allerede nu til førstesinglen Sagres.

Legend Of The Seagullmen – The Deep-Sea Diver

Ni år er der gået, siden det progressive metalband Tool sidst var albumaktuelle, og selvom rygterne svirrer på livet løs om en opfølger, må vi stadig væbne os med tålmodighed. I ventetiden kan man passende tjekke Tool-trommeslageren Danny Careys nye allstar-band Legend Of The Seagullmen ud. Ud over Carey består bandet af Mastodon-sangeren Brent Hinds og Dimitri Coats fra punkbandet Off!.

Kanye West – All Day

So Help Me God er titlen på innovatøren Kanye Wests nye syvende album, der her op til deadline endnu ikke har en udgivelsesdato, men skulle være lige på trapperne. Seneste single er All Day, der gæstes af Theophilus London og en fløjtende Sir Paul McCartney.

Johnny Marr – I Feel You

Vinylsamleres mest kostelige dag Record Store Day falder i år den 18. April, og blandt de mange særlige udgivelser på denne mærkedag kan man for eksempel se frem til The Smiths-, The The-, Electronic- og Modest Mouse-guitaristen og solisten Johnny Marrs 7"-udgivelse med en coverversion af Depeche Modes I Feel You.

Calexico – Falling from the Sky (feat. Ben Bridwell)

NorthSide Festival-aktuelle Calexico er inden længe klar med deres ottende album Edge Of The Sun. Arizona-bandet gæstes på pladen af navne som Neko Case, Sam Beam fra Iron & Wine og på singlen Falling from the Sky af Band Of Horses-sangeren Ben Bridwell.

RZA & Tom Morello – The Mexican

Syv år er der gået siden Wu Tang Clan-rapperen RZAs seneste soloalbum udkom, men arbejdet på en opfølger skrider så meget fremad, at han nu har udsendt singlen The Mexican. Sangen sampler 1972-hittet af samme navn af den engelske gruppe Babe Ruth og indeholder en typisk solo af Rage Against The Machine-guitaristen Tom Morello.

ANNONCE