Nyhed

Tønder Festival annoncerer nye navne

Festivalen har mange tilføjelser på plakaten: En irsk supergruppe, amerikanske bluegrass-veteraner, skotske talenter og to store skandinaviske sangerinder

Interessen for de danske festivaler er stor, og udbuddet er tilsvarende stort. Nu kan Tønder Festival annoncere en række yderligere navne.

Den amerikanske bluegrass-kvartet Hot Rize, den irske gruppe Usher's Island med to generationer af musikere, den skotske sanger og sangskriver Adam Holmes er blandt dagens tilføjelser til dette års Tønder Festival. 

Programmet på Tønder Festival 2015 er næsten færdigt, men festivalen har dog stadig en række overraskelser i ærmet, som snart bliver offentliggjort. 


Hot Rize (USA)

Tim O'Brien har i en årrække været en flittig gæst på Tønder Festival, men først i 2010 lykkedes det at få vennerne fra Hot Rize med til Tønder. Hot Rize opstod sidst i halvfjerdserne og blev hurtigt et af de mest fremtrædende bluegrassbands i USA. I 1990 stoppede bandet som fuldtidsband, og medlemmerne tog hul på nye projekter. De spillede dog nogle få reunion-koncerter, men der skulle gå 24 år, før der kom endnu et studie-album fra kvartetten. "When I'm Free" udkom sidste år og blev efterfulgt af den første store USA-tour i årtier. Ud over Tim O'Brien på mandolin består Hot Rize af Pete Wernick "Dr. Banjo", bassist Nick Forster og guitarist Bryan Sutton.   

"Blue Is Falling"


Usher's Island (IRL)

Bandet består af Andy Irvine, Dónal Lunny og Paddy Glackin som i halvfjerdserne gjorde op med gamle normer og dogmer. De byggede videre på gamle traditioner og skabte en dengang helt ny og progressiv lyd, der inspirerede en lang række af de irske folkemusikere, der kom efter dem. Når de kommer til Tønder Festival, kan man nyde Andy Irvines ballader og sirlige mundharmonikaspil og Glackin og McGoldrick's tætte fraseringer. 

"The Green Island" 


Adam Holmes and The Embers (SCO)

Udråbt som et af de nye lysende talenter på den skotske folkscene er 24-årige Adam Holmes godt i gang med at indtage verden også uden for Skotland. Adam Holmes kommer fra Edinburgh, og hans første instrument var violinen, som han senere skiftede ud med guitaren. Debutalbummet "Heirs and Graces" udkom i starten af 2014 og er produceret af den erfarne producer John Wood. Adam Holmes har ud over sit eget band også et samarbejde med gruppen Rura, som han også optræder sammen med på årets Tønder Festival.

"I Can't Be Right" 

Rura (SCO)

De fire unge musikere Steven Blake, Jack Smedley, David Foley og Adam Brown fik deres gennembrud på Celtic Connections festivalen i Glasgow i 2010. Deres debutalbum "Break It Up" fra 2012", produceret af Aidan O'Rourke fra gruppen Lau, fik gode anmeldelser, og bandet blev blandt andet nomineret til BBC Radio 2 Horizon Award. Med i bandet er nu også sangeren og guitaristen Adam Holmes, som Tønder Festivalen også får glæde af, når han stiller op med sit eget band Adam Holmes and The Embers. Ruras andet album, "Despite The Dark", udkommer i april 2015.

"Allegory"

Skerryvore (SCO)

Skerryvore er et af tidens bud på et folkrockband, der arbejder i samme genre som eksempelvis Runrig og Wolfstone. Syvmandsbandet har ti års jubilæum i år, og det bliver i øvrigt fejret med en open air-koncert, "Skerryvore Decade" 30. maj i den lille by Oban i Skotland. I front er sangeren Alec Dalglish, der sikrer et udadvendt show. Bandets seneste album er "Chasing The Sun" fra 2014, men det var især albummet "Skerryvore" fra 2010, der skabte hul igennem, og med "World of Chances" fra 2012 med doser af country, jazz og verdensmusik fik Skerryvore for alvor fat i den internationale scene.

"We're The Lucky Ones" 

Lisa Nilsson (S) og Ida Jenshus (N) – gæster hos Poul Krebs

Når Poul Krebs & venner går på scenen i Tønder, bliver det med to yderligere store stemmer på holdet. Svenske Lisa Nilsson og norske Ida Jenshus. 

Ida Jenshus befinder sig på toppen i Norge, og hendes nye album "Starting Over Again" har fået fremragende anmeldelser. Lisa Nilsson har siden sit gennembrud med "Himlen Runt Hörnet" i 1992 beskæftiget sig med pop, folk, jazz og mange andre genrer. Hun har arbejdet sammen med Poul Krebs på hans album "Asfalt" fra 2014, hvor de to synger duet i sangen "Vi tog heldigvis fejl". Frem til foråret 2015 er Lisa Nilsson travlt optaget som skuespiller i musicalen "Chicago", der spiller på Stadsteatren i Stockholm. 

Lisa Nilsson og Poul Krebs "Vi Tog Heldigvis Fejl" 

Indtil videre ser Tønder Festivalens program således ud: 

Hot Rize USA), Adam Holmes and The Embers (SCO), Rura (SCO), Usher's Island (IRL), Skerryvore (SCO), Richard Thompson (ENG), John Prine (USA), Sturgill Simpson (USA),

The Lone Bellow (USA), Mike Andersen (DK), La Bottine Souriante (CAN), Mánran (SCO), Hans Theessinks Townes Van Zandt-projekt (NL, USA), Richard J. Dobson (USA), Butch Hancock (USA),

J. T. Van Zandt (USA), Eleanor Shanley (IRL), Folkeklubben (DK), Poul Krebs & venner (DK), Lisa Nilsson (S), Ida Jenshus (N), Henning Kvitnes (N), Daniel Lemma (S), Chris Smither (USA),

The Stray Birds (USA), Sheesham, Lotus & 'Son (CAN), Ten Strings And A Goat Skin (CAN), Spiro (ENG), Hayseed Dixie (USA), Kathryn Tickell & The Side (ENG), Kepa Junkera (E), Bellowhead (ENG),

Gregg Russell & Ciaran Algar (ENG), Mary Gauthier (USA), Lynn Miles (CAN),  The Wood Brothers (USA), Allan Taylor (UK) The Sexican (DK), Three Tall Pines (USA), The Great Malarkey (ENG),

Meschiya Lake & The Little Big Horns (USA), King James & The Special Men (USA), Jonah Blacksmith (DK).

Tønder Festivalen foregår d. 27. 28. 29. 30. august 2015 og billetter kan købes her. 

ANNONCE