Nyhed

Biografi om Thomas Helmig på vej

Dagen Efter Dagen Derpå fortæller historien om den 50-årige succes-sanger

24. august udkommer bogen "Dagen Efter Dagen Derpå" om Thomas Helmig. Bogen er skrevet af Søren Anker Madsen og er den første større biografi om den populære sanger og sangskriver, der 15. oktober sidste år fyldte 50 år.

Bogen følger Helmig, fra han 20 år gammel bliver lanceret som pigernes idol, over hans gennembrud med Thomas Helmig Brothers, om tiden, da Aarhus var Danmarks rockhovedstad, om indgåede og forliste ægteskaber, om kampen for et internationalt gennembrud, om at modnes som kunstner og meget mere. "Dagen Efter Dagen Derpå" er på 240 sider og, som enhver Helmig-fan og mange andre vil vide, opkaldt efter en sang fra hans fjerde album, den storsælgende "Vejen Væk" fra 1988.

Et af bogens første afsnit lyder som følger:


"Den 21. marts 1985 tager en 20-årig fyr toget fra Århus til København for at deltage i receptionen for sit debutalbum "Thomas". Det var dengang turen inkluderede en timelang færgetur over Storebælt, der som regel blev skyllet ned med en kop storebæltskaffe, der havde ry for at være vildt dyr og virkelig dårlig. I den brune seks-mands rygerkupé i det røde regionaltog kan han stadig sidde i al ubemærkethed for sine medpassagerer, som endnu ikke aner, hvem ham den lille fyr med de bløde mørke krøller og det skælmske halvgenerte smil er. Det bliver en af de sidste gange, han nogensinde kommer til at opleve det." 

Bogens forfatter Søren Anker Madsen er uddannet journalist, har arbejdet på Berlingske Tidendes kulturredaktion, som chefredaktør i Aller Media og er i dag pressechef på Lindhardt og Ringhof. Derudover er han tekstforfatter til blandt andet Cirkus Revyen, Tam Tam i Tivoli, Nykøbing Falster Revyen og Svikmøllen, ligesom han har udgivet bøger om blandt andre Ugens Rapport og Ghita Nørby. 

Da Thomas Helmig 15. oktober sidste år fyldte 50, bragte GAFFA artiklen "50 grunde til at elske Thomas Helmig", og den kan du læse her.


Forudbestil bogen i GAFFA Shop

ANNONCE