Reportage: KarriereKanonens finalekoncert

Efter to dage og 18 koncerter med den del af vækstlaget, der kommer kun med entusiasme, var turen kommet til KarriereKanonen, hvor bandsene har været igennem forløb med coach og vejledning og branchetricks. Ikke at de nødvendigvis var bedre, men der var tydeligvis blevet rettet til i forhold til at nå målgruppen.

I skrivende stund er vinderne ikke offentliggjort, og jeg kender heller ikke kriterierne, de udvælger fra i år. Skal det være topaktuelt og nutidigt, eller skal der tænkes i personlige udtryk og karrierer? Skal det være det sidste, så er mine bud på de tre vindere helt sikre: We Are The Way For The Cosmos To Know Itself, Katinka og Klub 27. Af tre vidt forskellige grunde.

Katinka var dagens første kunstner, og det passede fint til en eftermiddag i solen. Hun skriver nogle aldeles vidunderlige sange, med tekster man slet ikke kan få ud af kroppen. Hendes ukulele er efterhånden landet rigtig godt i mikset, og vokalen flyder frit hen over melodierne. Hun lever sig meget ind i det, og det er ikke altid en god ting: Når sangene handler så meget om smerte og savn, ender det op med at se ud, som om hun slet ikke har lyst til at være på scenen. Til gengæld er det nemmere at gøre noget ved, end det er at lære at skrive sange, og det kan hun.

Klub 27 (billedet) var ét stort stykke overskud af charme og utilpasset møgunge. Jeg havde ikke set for mig, at man kunne tage det bedste fra Vesterbro Ungdomsgård og gøre det i en voksenudgave, og at det rent faktisk ville lykkes. De kan oven i købet skrive hits, selvom det ikke virker som agendaet for dem. De er helt i et med deres udtryk, og festen smittede hele vejen ud over pladsen.

Årets store overraskelse for mig var We Are The Way For The Cosmos To Know Itself. Præcis lige så flyvefærdige som The Minds Of 99 var for to år siden, og fuldstændigt overvældende performance. En ting er de seje sci-fi-trigger pads, malingen, den lysende dragt og den perfekte lyd og lys, men det havde ikke virket, hvis ikke sangene også var der. På en måde er det så perfekt, at man nærmest ikke opdager bandet, men er helt hypnotiseret af sangerinden og oplevelsen. Det her er et band, du ikke skal snyde dig selv for, og det er så vildt, hvad de kan føre det til.

Men der var flere gode koncerter. Tidligere på dagen spillede Paper Cranes deres bud på en luksuspop anno 2015. Det er ikke helt Duran Duran, men et reelt bud alligevel. Jeg hørte ikke det store hit, men jeg tror, de kan skrive det, og teknisk kan de i hvert fald spille det. Et tjekket lydbillede, der ikke virkede gammeldags og heller ikke forhippet på at være aktuelle.

Vampire Blow fyldte scenen op med planter og fest, og der var rigeligt at dele ud af. Der bliver råbt i kor, og kækhedsfaktoren er helt i top. Der er en skøn bandfeeling og så meget entusiasme, at man kan næsten overse, at sangene ikke er helt stærke nok.

Tidligt på dagen spillede Nick Sway for første gang med band. Ingen tvivl om, at han kan synge og har noget stort foran sig, men han skal nok overveje, om det skal være den konservatoriekorrekte kedsomhed, han vælger. Jeg er helt sikker på, at han kan noget mere spændende, hvis han nedprioriterer den sikre hygge og sætter noget på spil.

Og så er det her, at vandene skilles. For jeg kan da sagtens høre, hvor nutidige og tidstypiske både Oliver Blank og Zanno Otis er, men jeg kan næsten ikke høre andet. Og jeg er lidt i tvivl om, om der er plads til flere i det felt. De ser begge godt ud, og radioen kan jo godt lide den slags, men i går virkede ingen af dem klar endnu. Oliver Blancs forsangers falset er ikke helt stærk nok, og hvis du skal spille med i sukkerligaen, skal den sidde helt i skabet. Bandet spiller godt, og det fungerer som sådan, jeg tror bare ikke, at Scarlet Pleasure og Julias Moon behøver være nervøse.

Så ser jeg mere potentiale i Zanno Otis. Helt okay produktioner, der slet ikke er så dumt, som det ellers høres, og en charmerende forsanger, der nok skal smelte trusser i det ganske land. Lige nu ligger hele vægten på omkvædene, og det er de ikke skarpe nok til at kunne bære. Der skal bruges lidt tid på at få det til at løfte sig lidt mere. I næstsidste sang, som jeg ikke fangede titlen på, skete der noget andet, og selve versene havde også fået opmærksomhed. Her var det tydeligt, at når de skrev egentlige numre, havde de meget mere at byde på. Til sidst fyldte de scenen op med alle deres venner, og jeg blev lidt glad for, at det kun var fyre. Det havde været lidt for nemt og klichépræget med letpåklædte piger, når det nu er bounce, man spiller.

KarriereKanonen er tydeligvis en konkurrence, og i modsætning til Live Camp-dagene er bands'ene meget fokuserede på det aspekt, og der var nerver på i en helt anden grad omme bagved. Det er på en måde lidt ærgerligt at være nervøs, efter man har spillet, og det lægger en klar dæmper på festen.

Igen i år er det tre dage, der indgyder afgrundsdyb respekt for den holdindsats, der ligger bag den scene. Det hele kører og klapper i en grad af professionalisme, der signalerer meget tydeligt for bands'ene, at det her, det gælder. I år var niveauet hos KarriereKanonen også generelt højere end for eksempel sidste år, og det er med til at gøre det til virkelig dejlige dage. Nu gælder det så den egentlige festival, men jeg er ikke overrasket, hvis vi allerede har set nogle af de bedste koncerter.

NB: Den endelige vindere af KarriereKanonen viste sig at være Katinka, Klub 27 og Nick Sway