Nyhed

Shaka Loveless overfaldet på Smukfest

En mand angreb sangeren, lige før han skulle på scenen

I aftes optrådte Shaka Loveless på Bøgescenerne på Smukfest og virkede upåvirket. Umiddelbart før han gik på scenen, var han imidlertid blevet overfaldet af en mand på backstage-området, skriver MX Aarhus.

– Vores vagt måtte gå i mellem dem. Han (manden, red.) mente, at Shaka Loveless havde stjålet hans tekster, og var derfor meget vred. Det var meget uheldigt, for det var lige inden Shaka Loveless skulle optræde, siger Smukfests formand Claus Visbye til MX Aarhus. Visbye tilføjer, at manden i forvejen har et polititilhold mod at nærme sig Medina, som skulle optræde sammen med Shaka Loveless.

Ifølge Ekstra Bladet havde manden fået adgang til det ellers lukkede backstageområde via en relation til et af årets andre optrædende navne.


Shaka Loveless har nu skrevet om episoden på sin Facebook-profil, hvor han fortæller:

"Yooo gode mennesker!!

I har måske hørt om episoden, hvor jeg blev overfaldet i går fem minutter inden vi skulle på scenen. Det var selvfølgelig træls, og det er altid lidt sværere at spille, når det gør ondt, når man åbner munden. Men alt er godt – ingen hjernerystelse.


Heldigvis var der gode boys, der hurtigt fik stoppet situationen, så han nåede kun at ramme mig et par gange. Der var et par gange på scenen, hvor jeg lidt mistede overblikket, men er du sindssyg, hvor er jeg taknemmelig for band, gæster og Skanderborgs fantastiske publikum, der bar mig gennem showet. Jeg har endnu aldrig oplevet noget, der ku' få mig til at aflyse en skanderborg koncert. Så længe jeg kan stå på benene, er jeg altid klar. Tusind tak for støtten!!!

1 love!!!"

ANNONCE