Den ungarnske frihedsø bliver udforsket til tonerne af blandt andre Major Lazer og Kings Of Leon
Der er virkelig kul på solen om fredagen, så jeg beslutter at lade heden lægge sig en smule inden jeg tager ud på frihedsøen. I stedet besøger jeg en af byens mange fortovscaféer, hvor jeg køler ned i skyggen med en let frokost, mens jeg nyder synet af gadernes majestætiske bygninger. Et par timer efter kører jeg susende forbi dem i retning af festivalpladsen, frisk og veludhvilet til endnu en dag på Sziget.
Farvefest, moshpit og sælsomme ballader
Hver aften genlyder af brag og hvin, når der bliver uddelt flere tusinde konfettikanoner, balloner eller i aftenens tilfælde farvepulver, der bliver kastet ud til folk i små, klare plastposer. En nedtælling begynder på scenens skærme, og på slaget syv bliver poserne triumferende kastet op i luften og forvandler festivalpladsen til en farvesky. Det kulørte pulver lægger sig støvet på alle svedige kroppe og trænger sig ind i alle luftveje. Festivalgæsterne ligner derefter omvandrende abstrakte malerier og falder derfor godt ind med omgivelserne.
Lidt efter træder Kasabian ind på scenen og den tågede dis af farvepulver, der netop har lagt sig på jorden, bliver hurtigt hvirvlet op i luften igen, da trommerne skælvende sitrer under fødderne. Med hårdtslagende pumperock og messende støjlyde opfordrer orkestret folk til at lave en moshpit foran scenen, som munder ud i en uhæmmet dansefest.
Alle, der ikke føler for en koncert i rockens tegn, trisser over til scenen A38, hvor Jamie Woon står for aftenens mere sagte indslag. Den lettere tilbageholdende singer-songwriter fremfører en strøm af klassiske popnumre, men spiller også skarpere kompositioner som nummeret "Street" og hans letfjedrende, dansable single "Sharpness". I længden kommer han dog til at fremstå en anelse monton i sin kropslige stilstand og kontrollerede vokal, men han får alligevel skabt intimitet i menneskemylderet.
Fra portugisisk fado til halvnøgne mænd
Som et jaget rådyr sætter jeg i galoperende flugt væk fra hovedscenen, hvor svenske Avicii står klar til at underholde med hårdtslående EDM for det feststemte publikum. Da min ugidelige basarm ikke rigtig føler for at skubbe luftpartikler, får den i stedet lov at bære en friskskænket fad, som jeg tager med mig ud på de smalle stier for at udforske det store festivalområde, der strækker sig ud over hele øen. Fra trækronerne hænger kulørte lamper på en perlerække og kaster deres skær ned over en bevokset sti, som fører mig ind på ukendt land.
Det første stop bliver området med det mundrette navn Afro-Latin-Reggae Village. På en oplyst scene skinner de jamaicanske farver ud mod det sparsomme publikum, der bevæger deres stive kroppe i takt til den obligatoriske off beat-rytme fra forskellige reggaetracks. På den anden side af stien, der krydser området, ligger scenen for verdensmusik. Her flyder tonerne fra hurtigtspillende mandoliner og en særpræget vokal fra portugisiske Mariza, der synger i stilarten fado. Selvom området ligger langt fra pumpende trancerytmer og knæklys er der ikke skruet ned for festbarometeret. Publikum er stimlet talstærkt sammen foran scenen og forsøger efter bedste evne at klappe med på de skæve rytmer og slår knuder på tungen i forsøg på at synge med. Resten sidder under høje træudskårne blomster og paddehatte, der er spredt ud over græsplænen og giver følelsen af at være på størrelse med græsrøddernes insekter.
Aftenen slutter af på Magic Mirror, der byder på et varieté-show med farverige kostumer og imponerende kropskunst fra letpåklædte mænd, der vrister deres kroppe ud af led på måder, vi andre kun kan præstere at forme i modellervoks. Aftenens konferencier er den flamboyante draq queen, Gloria Viagra, der er klædt i tårnhøje stilletter, platinblond paryk og stramtsiddende kjoler. Den spændende kombination af dygtige kunstnere, musikalske gimmick-indslag og prædikener om fri kærlighed og fred er den perfekte afslutning på endnu en varm festivaldag.
Den slumrende strandoase
Dagen efter er termometret stadig rødglødende, da vi får serveret vin og pindemadder til festivalens pressemøde. Her bliver det forklaret, at festivalen er en hyldest til friheden og mangfoldigheden, der derfor kan bryste sig af en tilstrømning på 430.000 mennesker fra 95 forskellige nationer. Med de opløftende statistikker i baghovedet bliver det endnu en gang tid til at bevæge sig ud i det viltre landskab.
Under sommersolens skarpe stråler virker strandområdet som et godt sted at køle ned. Langs kysten ligger en farverig strandbar, en lille café og et vidtstrakt område med madrasser, lave borde og kulørte flag om træernes stammer. Her ligger festivalens udmattede gæster som søstjerner skyllet ind på strand og flere har set deres snit til at lukke øjnene for en stund. En lækker, svalende oase midt i støvet og larmen, der giver følelsen af at være på eksotisk badeferie.
Ravefest og stadionrock
Den ravestemning, jeg har fortrængt ved flodens blikstille vand, bliver jeg pænt mindet om til aftenens koncert med Major Lazer. Den elektroniske trio har ikke sparet på hverken bragende effekter eller bevægelige visuals. Det koger, syder, bobler og pulserer, da trioen strør om sig med røgslør, halvnøgne danserinder og rasende tunge beats. Publikum slubrer det i sig og virker fuldstændig ignorante overfor det faktum, at der rent faktisk ikke bliver præsteret særlig meget musikalsk, men i stedet minder koncerten mest af alt om en aerobictime, hvor der bliver vrikket, hoppet og svedt tran. Trumfkortet er ikke uventet Billboard-triumfen "Lean On".
Senere på aftenen er der pres foran scenen, da det amerikanske rockorkester, Kings Of Leon leverer en hæderlig omgang stadionrock. Bag dem kører et blåligt tredimensionelt visual i skarpkantede og bevægelige mønstre. Den psykedeliske bagbeklædning går næsten i ét med publikums vejrende flag og plænen koger. Koncerten forløber uden de store overraskelser eller kuldegysninger, men får til gengæld sat punktum for aftenens musikprogram med sing a long-klassikere som "Sex On Fire" og "Use Somebody".
Resten af natten bliver tilbragt sammen med et par udklædte Baywatch-livreddere med afroparykker, et par basketballspillere og nogle hollændere til reggaefest med Riddim Colony Sound System, der sørger for et brændende dansegulv til den lyse morgen.
I tre dage har jeg følt mig som et omvandrende stykke fluepapir. Min sarte skandinaviske hud har suget skraldestøv til sig, men også min hjerne har været fyldt til bristepunktet med sanseindtryk. Sziget tilbyder en bred vifte kunst, der forundrer og fascinerer. Det er derfor underordnet om du er mest til sværvægtermetal, lette popmelodier, klassiske sonater eller fusionsjazz. Festivalen har sørget for lidt til enhver smag. Samtidig efterlader festivalen sig ikke et blødende hul i lommen. Du kan få en fadøl til flade femten kroner eller pimpe en papvin for sølle tolv. Den ungarnske gøglerfestival fortjener den varmeste anbefaling - og forhåbentlig skruer vejrguderne lidt ned for charmen næste år.
