Guide til en klassiker: The Rocky Horror Picture Show fylder 40

"It's just a jump to the left," og alle rettroende ved, at herpå følger et skridt til højre, men at det, til syvende og sidst, er det der med bækkenbunden, der driver dig til vanvid. En klassiker fylder fyrre i år, og selvom "The Rocky Horror Picture Show" selvsagt er en film, selvsagt baseret på en musical, så er det i meget høj grad musikken, der driver værket. Og det er da også netop musikken, der skal ses nærmere på i denne artikel, for nu er Gaffa jo ikke noget filmmagasin, og alt det der.

Som nævnt er "The Rocky Horror Picture Show", som titlen da også temmelig direkte lader antyde, filmoversættelsen af den oprindelige teatermusical-opsætning, "The Rocky Horror Show," som så dagens lys – eller nattens mørke – oprindeligt i 1973. Filmen, og dens soundtrack, fulgte to år efter, i 1975. Ingen af delene blev i første omgang nogen succes, i hvert fald ikke hvis succes måles i kroner og øre, ja, faktisk blev soundtrack-albummet slettet fra bagkatalogerne det meste af verden over.

Og sådan kunne det alt sammen være endt hvis ikke der, langsomt men sikkert, begyndte at opstå kultdyrkelse omkring filmen, der typisk blev vist sent eller ligefrem som midnatsforestilling i Waverly Theatre i New York, hvor tilskuere dukkede op klædt ud som karakteristiske karakterer fra filmen, råbte med på replikkerne og sang med på sangene. Med tiden blev de flere og et helt sæt af ritualer begyndte at knytte sig til filmens forskellige scener, ritualer som man stadig kan overvære den dag i dag, hvis man ser – eller måske snarere oplever – filmen i rette dannede kredse.

Folk kaster stadig med ris, når vort unge All-American elskovspar Brad og Janet er til bryllup, danser Timewarp, mens Riff Raff, Columbia og Magenta svinger skankerne, og The Criminologist svinger taktstokken og kaster med spillekort, når den rørstrømske Frank-N-Furter synger om hjemve på "I'm Going Home". Af alle kultfilm fremstår "The Rocky Horror Picture Show" stadig som den mest kultiske, i en sådan grad at 1980-kultfilmen "Fame" bruger en flere minutter lang scene på at portrættere netop nogle af de ritualer, der er forbundet med The Rocky Horror Picture Show. Jeg skal ikke dykke ned i en længere analyse af helt præcist, hvad det er der gør, at The Rocky Horror Picture Show har overlevet alle disse år, og at den her i 2015 igen-igen går sin sejrsgang verden over i forbindelse med sit fyrre års jubilæum, men faktorerne er utvivlsomt mange.

Filmen er en komedie, og den er rent faktisk stadig sjov den dag i dag, men måske også fordi der er alvor bag komikken. Mange har også gennem tiden påpeget, at The Rocky Horror Picture Show var en ikke uvæsentlig brik i udviklingen af punk – Tim Curry som Frank-N-Furter ser da også mere Sid Vicious ud end Sid selv og parringen af halvtredser rockabilly-outfit med SM-ditto er spot on, som man siger.

Og så er der jo altså musikken. Jeg har som musiker selv optrådt (i netstrømper, naturligvis) med fortolkninger af Rocky Horror-sange i år til arrangementer, hvor man fejrede filmens jubilæum, jeg kan skråle med på stort set alle filmens sange, inklusive, naturligvis, kvindepartierne, udført med øm falset, og jeg har set alt fra hardcore-metallere til Kraftwerk-kolde synthtyper samt dem, der bare er til Melodi Grand Prix en enkelt gang om året, gøre det samme. Til årets stort anlagte jubilæum-show i London tidligere på året sang sågar Emma Bunton – Baby Spice – med.

Min pointe er her, at ikke alene er The Rocky Horror Picture Show kultfilmen over dem alle og et decideret fænomen, selv i dag, nej, musikken, sangene, har tilmed vist sig slidstærke og med en sjælden crossover-evne som man ellers, alt andet lige, måske lige netop ikke skulle forvente fra noget så i virkeligheden obskurt som en glamrock-musical-hyldest til B-science fiction- og gyserfilm, forfattet af en herre med hang til Brian Eno- eller Hulk Hogan-frisure (afhængigt af intellektuelt ståsted) og en fetich for netstrømper, som ville have imponeret selv Ed Wood. Nogle gange er verden et vidunderligt sted.

Fra spøg til alvor

For de knap så indviede, de, der ikke kan filmens scener og sange ned til de mindste detaljer, jomfruerne som de i Rocky Horror-kultens terminologi nogle gange benævnes, følger her en ganske kort opsummering af den fortælling, der er den røde tråd i filmen, fortalt ikke mindst gennem de forskellige sange undervejs. Vi indleder med introduktion og røde læber, som Man Ray i mørket, en hyldest til alskens B-gysere og science fiction-film fra gamle dage, inden der blændes op for Denton kirke og kirkegård ("The Home Of Happiness"), hvor det er tid til bryllup mellem Ralph og Betty Hapschatt (née Munroe). Efter bryllup udtrykker Brad og Janet deres kærlighed til hinanden i øm duet, hvorefter en kriminolog afbryder fortællingen – for at fortælle. Vi vender tilbage til Brad og Janet, der kører gennem en mørk skov ved nattetide i håb om at besøge deres fælles ven, professor Scott.

Bilen bryder sammen, det regner noget så forfærdeligt, og vort unge par synger i uvejret, mens de vakler gennem skoven mod lyset i vinduet af et gammelt slot. Her bliver de modtaget af stedets skumle og pukkelryggede butler, Riff Raff, der leder dem indenfor og udsætter dem, sammen med slottets to andre tjenende ånder, de unge kvinder Magenta og Columbia, for en heftig omgang Time Warp, i selskab med en flok gæster med udpræget hang til kjole, hvidt og sorte solbriller. Lettere fremmedgjorte beslutter Brad og Janet sig for at forlade stedet, men nu dukker herren (?) i huset op, the Sweet Transvestite selv, Dr. Frank-N-Furter, og præsenterer sig selv så ganske eftertrykkeligt med sang og musik, netstrømper og læbestift.

Så er vi ligesom i gang. Det viser sig, at Brad og Janet er ankommet på en yderst speciel aften, hvor Frank-N-Furter agter at præsentere sin skabning, det platinblonde muskelbundt, Rocky, hvilket, naturligvis, foregår efter den velafprøvede devise: pomp, pragt, pral, sang og musik. Hele herligheden afbrydes dog ganske pludseligt af Meat Loaf i halvtredserrock-mundering – intet plot er så skudsikkert, at det ikke kan gennemhulles med stil af et fedt læs på en motorcykel – og så skal der godt nok synges og spilles sax. Og fræses på motorcykel.

Det lyder lidt vel løssluppent, og det er det måske også, eller også bryder Frank-N-Furter sig bare ikke stort om afbrydelser, hvorfor han slår Meat Loaf, eller Eddie som han hedder i filmen, ihjel. Og fortsætter lidt endnu med at prale med sin nye skabning, hvorefter de gifter sig. Sådan et giftemål skal man dog ikke tage alt for højtideligt, og det gør Frank-N-Furter da heller ikke, i en sådan grad ikke, at han senere samme nat forfører-med-mere både Brad og Janet.

Nu kunne man måske fristes til at mene, at det her plot er så usammenhængende som overhovedet muligt, men tøv en kende, det her er The Rocky Horror Picture Show, the pro, så naturligvis kan det hele filtres endnu mere godt og grundigt sammen. Se, det viser sig nemlig, at Riff Raff og Magenta er elskende. Og søskende. Og de synes måske nok, at ham der Rocky allerede har fået for megen opmærksomhed, så de pudser hundene på ham. Han flygter og gemmer sig på slottet, men findes af Janet, der ikke kan stå for fristelsen. Det kommer der også en sang ud af.

Nu introduceres en ny karakter, nemlig den aldrede Dr. Scott, som ankommer – i kørestol – til slottet. Han får foretræde for Frank-N-Furter, der er midt i et flerkantsdrama-moment med Brad, Janet og Rocky, og snart afsløres det at Scott er von og forsker i rumvæsner, og at Frank-N-Furter er et sådant. Klart nok, ikke? Det viser sig også, at von Scott er kommet fordi han har modtaget et bekymret brev fra sin nevø, Eddie. Trykket stemning, men så skal der spises. Her synges igen, om Eddie, som til sidst viser sig at være et temmelig…mørt emne. Fjollerier og drama følger, jagtscener, der ville gøre Benny Hill kåd, den slags.

Det hele ender med at Frank-N-Furter må tage sin Medusa-maskine i brug, som man jo nu engang er tvunget til i den slags situationer, og herefter skal der optrædes. Nu samles folk på scenen – en sådan er slottet selvsagt udstyret med – lyset tændes og der synges og danses i netstrømper og sminke af den slags som salig Steve Strange sikkert stadig glædes over i efterlivet. Hæmningerne slippes og Frank-N-Furter synger om dametøj og leverer filmens måske helt centrale budskab: don't dream it, be it.

Efter en tur i svømmepøl sættes tempoet i vejret og selv von Scotts ben vækkes til live fra kørestolen, selvsagt i netstrømper. Men hov, du havde nok helt glemt det elskende søskendepar, Riff Raff og Magenta. Disse afbryder festen og forklarer Frank-N-Furter at det er på tide at sige farvel, for nu skal man hjem, tilbage til planeten Transsylvanien. Frank-N-Furter bryder ud i trist sang, alene på scenen, synger om hjemve som, efterhånden som sangen skrider frem, viser sig at handle om ikke at høre hjemme nogle steder. En fyldt sal klapper, men da han vender sig og åbner øjnene er alle sæder tomme og man sidder med en skidt fornemmelse. Var det her ikke en komedie?

Det bliver værre endnu, for Riff Raff henretter først Columbia, så Frank-N-Furter og til sidst Rocky med sit medbragte lasergevær, for, som von Scott udtrykker det, samfundet må beskyttes. Herefter letter slottet, på vej mod verdensrummet, og von Scott, Brad og Janet efterlades, i bogstavelig forstand, i tågerne, mens der synges trist. Til sidst vender kriminologen tilbage og konkluderer, at vi alle blot er som insekter, der kravler forvirrede omkring på vor planet, fortabt i tid og rum. 

Og nåja, tag ikke fejl, det her er en af mine yndlingsfilm. Midt i alle de morsomme dansetrin og de medrivende sange serverer The Rocky Horror Picture Show til syvende og sidst en morale, og faktisk en temmelig trist og desværre tilsyneladende ret universel en af slagsen, nemlig at der sjældent i længden er plads til det, der rent faktisk er anderledes. Og se, så handlede det hele alligevel ikke bare om, at mænd i dametøj er sjovt, og det er dansekoreografi a la Muppet Show også. Men det var musikken, vi kom fra.

Rock, protogoth og pastiche

På samme måde som handlingen i Rocky Horror er en ironisk-dog-kærlig hyldest til især halvtredsernes B-gysere og science fiction-film, så er musikken også en hyldest til den periode, med flere klare referencer til halvtredserrock, rockabilly og også, til en vis grad, soundtracks til netop gyser- og science fiction-film fra perioden. Vi vælter ikke rundt i thereminer, men det er den stemning, der bl.a. også trækkes på.

Mest oplagt er halvtredserreferencerne naturligvis i "Hot Patootie – Bless My Soul", der er rendyrket pastiche, med klassisk rock'n'roll-instrumentering, komplet med Little Richard-smagende saxofon-solo, og som sågar på tekstsiden refererer til Buddy Holly. Også den udødelige "Time Warp" smager lidt af halvtredser med sin skiffle-guitar og typiske rock'n'roll-akkordprogression. Selvom Rocky Horror altså på mange måder er Richard O'Briens nostalgiske hyldest til den musik og de film, han voksede op med som barn og teenager, så bærer musikken unægtelig også præg af sin samtid og ikke mindst midthalvfjerdsernes glamrock.

Udover en vis lighed mellem O'Briens Riff Raff og Brian Eno fra samme periode, så fornemmes glamrocken også på flere af de klassiske Rocky Horror-numre – åbneren "Science Fiction Double Feature", med sine klare melodiske kvaliteter, sin mildt sagt idiosynkratiske tekst og O'Briens androgyne vokal, kunne godt snige sig ind på Bowies "Hunky Dory", mens "Sweet Transvestite" sine steder smager lidt af både Alice Cooper og Sparks i samme periode.

Og måske netop Tim Currys vokal hele vejen igennem, fra det rå og maskuline til det inderligt feminine, hele tiden teatralsk og en smule over-the-top, er meget karakteristisk for netop glamrocken. Det samme er den sporadiske brug af synthesizere, som fra tid til anden antyder science fiction, dog uden at der ligefrem går Kraftwerk og Tangerine Dream i den. Flere numre, bl.a. den allerede nævnte "Science Fiction Double Feature", men også helt tydeligt "I'm Going Home", benytter sig også af strygerarrangementer, noget der måske på mange måder peger i retning af musikkens rolle som netop soundtrack – strygere er jo i hvert fald traditionelt set tættere forbundet til Hollywood end f. eks. halvtredserrock.

Strygerne giver, ligesom de fleste af vokalerne, en stemning af over-the-top og sine steder en vis grad af dekadence, hvilket selvfølgelig går hånd i handske med fortællingens karakter i det hele taget, og netop fordi strygerarrangementerne er mere flødeskum end avantgarde og kontrapunkt, så tilføjer de en smag af kitsch, som igen er med til at understrege de mange nostalgiske referencer, der på en og samme tid er såvel ironisk som absolut kærligt ment.

Men Rocky Horror-musikken er ikke kun nostalgisk med lidt smag af samtidig glamrock, den peger faktisk også fremad på nogle punkter. Som allerede antydet, er der efterhånden en vis enighed om, at filmen såvel som dens musik var med til at inspirere visse ender af punken, og måske ikke mindst den, der blev til postpunk og til goth – det er i hvert fald oplagt at trække en rød tråd frem til Bauhaus' næsten ti minutter lange og noget dunkle klagesang-hyldest til Dracula-skuespilleren, Bela Lugosi, på samme måde som både Marc Almond og Robert Smith i hvert fald i perioder i løbet af firserne med deres blotte fysiske fremtoning, kunne vække lykkelige minder om Frank-N-Furter.

Og i nyere tid har også Dresden Dolls vedkendt sig arv og ved koncerter opført "Time Warp" – i selskab med Richard O'Brien selv – et nummer, som ligeledes stadig, den dag i dag, kan fylde Halloween-gulve på alverdens gotiske kælderklubber. Nu skal man naturligvis ikke glemme, at Rocky Horror til syvende og sidst er en musical – selvom den gode smag selvfølgelig helst vil fortie det. Og det betyder, at brugen af vokaler spiller en lidt anden rolle end i traditionel rock- og popmusik, fordi teksterne ofte bærer narrativt indhold, understøtter billeder, skubber handlingen videre, og af samme årsag synges af forskellige karakterer, med forskellige stemmer.

Flere sange byder på bidrag fra flere forskellige karakterer undervejs, Time Warp, Sweet Transvestite, Eddie, og synges således også helt konkret af forskellige personer, et vers måske af Tim Curry, derefter en sektion af Barry Bostwick, etc. Det skaber en anden dynamik end man er vant til i en klassisk eller traditionel pop- eller rocksammenhæng, hvor et band typisk har en forsanger, og er der tale om en solist, så er der i sagens rette natur slet ikke noget at rafle om.

Hertil kommer at der er nogle ret karakteristiske stemmer i brug undervejs – stemmer som formentlig i mere traditionel rock- eller popsammenhæng ville være sorteret fra. Bevares, vi ved alle sammen, at Meat Loaf blev stor, men hvor mange strømlinede pladeselskaber ville have sagt ja tak til Richard O'Briens androgynt nasale røst eller Little Nells DødsSmølfine?

Min pointe er den, at qua sit udgangspunkt som (let bizar) musical, excellerer Rocky Horror i excentriske vokaler, hvilket igen på fremragende vis er med til at understøtte fortællingens centrale stemning og pointe om det anderledes og fremmedartede. Velan og nuvel, skal man således forsøge at kloge sig på – og den slags er jo i sagens rette natur altid lettere i bagklogskabens blændende lys – hvorfor Rocky Horror har fået en så solid crossover-succes som tilfældet er, en succes, der altså i år gør at man fejrer filmens fyrre års jubilæum rundt omkring i verden, og gør at nogen gider beskæftige sig med vinklen i en artikel til Gaffa, ja, så kunne et bud lyde på, at succesen må søges i musikkens kombination af oprigtig kærlighed til materialet, en oplagt gakket og, fristes man til at sige, udpræget engelsk humoristisk sans, en stribe meget karakteristiske og til tider direkte excentriske vokaler samt musikalske tråde både tilbage i tiden, en smag af samtid og med inspiration til fremtiden.

Sang for sang

Richard O'Brien er hjernen bag Rocky Horror og samtidig også stemmen bag åbningsnummeret, "Science Fiction Double Feature", en sand perle, hvor uomtvistelige melodiske kvaliteter går hånd i hånd med en alt andet end syng-med-bar tekst, medmindre man da er særdeles velbevandret i halvtredsernes B-gysere og science fiction-film. Men der er ingen vej uden om – er man Rocky Horror-aficionado, så ved man, at Claude Rains spillede Den usynlige mand, og at Anne Francis var med i "Forbidden Planet". Nummeret er skrevet i A-dur, benytter en akustisk guitar som centrale harmoniske element sammen med elorgel, arpeggioklaver i andet vers og senere også svulstige strygere, der smører behageligt tykt på i nummerets to omkvæd og coda. O'Briens vokal er lys og spagfærdig, bevidst androgyn og med enkelte falsetmomenter. Musikken er bygget op over en simpel akkordstruktur med fokus på den mildt sagt iørefaldende melodi og den spidsfindigt nørdede tekst. Der lægges med andre ord ud med en afgjort fuldtræffer. Som et sjovt kuriosum kan i øvrigt nævnes at nummeret bl.a. er blevet fortolket af Amanda Palmer, Moby, Stephin Merritt og Sandman-forfatter Neil Gaiman – sammen, vel at mærke!

Med "Dammit Janet" skrues tempoet i vejret og der skrues op for musical-indflydelsen, og så introduceres Barry Bostwick og Susan Sarandon aka Brad Majors og Janet Weiss i (meget) øm kærlighedsduet. Instrumenteringen forener musical-strygere, pizzicato, sirup og det hele, med halvtredserklaver med boogie-woogie-tendenser. Kirkeklokker bliver det, naturligvis, også til, for der bliver jo næsten friet. Teksten er en bevidst men kærlig parodi på halvtredsernes ungdomsfilm samt en sarkastisk kommentar til all American family values, og så er tekststumpen – og titlen – Dammit Janet velsagtens gået delvist over i engelsk og amerikansk sprogbrug. Både Bostwick og Sarandon synger uskyldigt entusiastiske, på en og samme tid en parodi på og en hyldest til alt hvad der har med musical at gøre.

"Over At The Frankenstein Place" er endnu en øm duet mellem Brad og Janet, der, efter et motorstop, er fanget i uvejret i den mørke skov. Men et sted derinde mellem træerne, mens trommerul panorerer fra den ene højttaler til den anden, skinner et lys fra et borgtårn, og så har man jo ikke andet valg end at give pokker i regnen og bryde ud i sang. Fra tårnvinduet blander Richard O'Brien, i rollen som melankolsk Riff Raff, sig også, igen i et vidunderligt androgynt stemmeleje, inden Bostwick og Sarandon, godt hjulpet på vej af korstemmer og trommer, synger omkvæd om lyset, der skinner i mørket hos hvert eneste menneske, og så er ikke et øje tørt, regn eller ikke regn. Musikalsk befinder vi os i E-dur, et sted mellem glampop og musical, mellem det dunkle og det håbefuldt naive.

Så er det hit-tid! "Time Warp" er uden skyggen af tvivl en af de bedst kendte sange fra Rocky Horror, og dens kikset koreograferede dans, som får Muppet Show til at se organiseret ud, praktiseres stadig til filmforevisninger, på gothklubber og til Halloweenfester den dag i dag. Brad og Janet er nu blevet budt indenfor af husets skumle pukkelryg af en tjener, Riff Raff, som naturligvis udnytter dén lejlighed på det groveste til at bryde ud i sang og dans. Musikalsk er vi oppe i tempo, under kraftig indflydelse af halvtredser rock'n'roll, med en solid smag af glamrock og måske også en smule protopunk, parret med Elton John-klaver og saxofon-trut-trut. På vokalsiden leverer O'Brien lidt af en præstation og bevæger sig fra næsten talte vers til næsten skrigende, mens Patricia Quinn og Little Nell giver den som kvindelige modstykker, Quinn dyb og Nell lys, i rollerne som Magenta og Columbia. Det hele fra tid til anden afbrudt af en tør Charles Gray i rollen som kriminolog med hemmelig identitet som danseinstruktør. Teksten vrøvler af sted og handler – muligvis – om tidsrejser, om voyerisme og om smarte fyre i pick-up-trucks. Der er også en stepdans-solo og så har ingen ringere end Baby Spice (!) optrådt med nummeret. What's not to like?

Kan man fyre et hit af, så er det jo noget, men trykker man to af i træk, ja, så er man i hvert fald mere end et one-hit-wonder, og sikkert er det, at efter "Time Warp" følger endnu et kæmpe-hit, nemlig "Sweet Transvestite", hvor vi får introduceret fortællingens excentriske omdrejningspunkt, transvestitten, protopunkeren og rumvæsenet, Frank-N-Furter, naturligvis udødeliggjort af Tim Curry, som i dén grad også lægger stemme til. Musikken trækker en del på halvfjerdsernes glamrock og kan måske smage en lille smule af teatralske navne som Sparks og David Bowie i nogenlunde samme periode. Egentlig er kompositionen, hvad harmonierne angår, ganske simpel - E, G, A hele vejen igennem og en smule B7 i omkvædene - men der leges med formen - vers og omkvæd forlænges og forkortes undervejs. Det er dog på mange måder virkelig Curry, der blæser liv, energi, vigør og rette mængde elegant dekadence i nummeret med sin på én gang fyldige og kælne vokal, der er både seksuelt dragende, let truende og fuld af humor – og mere end en knivspids selvglæde. Teksten handler om Frank-N-Furter som sød transvestit, om hans fantastiske eksperimenter ud i at skabe liv og lidt om at fantasere til Steve Reeves. Brad forsøger ganske vist at låne en telefon undervejs, men sådanne afbrydelser kan man virkelig ikke tage sig af, nu man er trukket i netstrømper og det hele.

Med "I Can Make You A Man" er det blevet tid til mere (homoerotisk) pral fra Frank-N-Furters side, for nu skal festens fremmødte gæster, samt, naturligvis, Brad og Janet, have at vide lige præcis, hvad det er den gode doktor har for i sit laboratorium. Det handler selvsagt om at gå skaberen i bedende, intet mindre, og kreere liv, nærmere bestemt et platinblond muskelbundt af en fyr. På dette tidspunkt ved vi endnu ikke, at muskelbundtet tilmed går med guldtrusser, men til de værdigt nysgerrige kan det godt røbes allerede nu, at sådan er det. Klaver og spinetklange udgør det musikalske akkompagnement til Currys vokal, som nok engang veksler mellem versenes manierede diktion og fuld knald på omkvæd, hvor der også introduceres trommer, bas og korstemmer. I andet og tredje vers går der lidt barpiano i tangentspillet, mens sidste omkvæd slutter med svedent grin, inden det hele bliver afbrudt.

"Hot Patootie – Bless My Soul" er rendyrket halvtredserpastiche med trommer, bas, boogie-piano, saxofon og skiffle-agtig guitar og så en kraftpræstation af en ung Meat Loaf i rollen som rock'n'roll-bøllen Eddie, der bare gerne vil fortælle os alle sammen om de gode, gamle dage, hvor Buddy Holly stadig var i live. Måske vil han i virkeligheden også gerne stjæle showet, fræse på motorcykel og have det sjovt med Columbia. Når jeg taler om kraftpræstation på vokalsiden, så er det ikke kun fordi Meat Loaf synger sangen godt med sin helt karakteristiske nasale stemme, nej, teksten er notorisk besværlig at få til at passe ind med versefødderne uden at det hele snubler og vælter. Men han får plads til det hele, den gode Meat Loaf, og får i den grad melodierne til at svinge tilmed. Der fyres naturligvis godt op under omkvædene med ekstra korstemmer, og en saxofon-solo her og en saxofon-solo der bliver der, i sagens natur, selvfølgelig også plads til inden den stakkels Eddie pludselig løber ind i uventet medlidenhedsdrab.

Hvorefter vi fortsætter, som var intet sket med "I Can Make You A Man (Reprise)", hvor Tim Curry aka Frank-N-Furter synger videre med sine pralerier og gør ikke så lidt ud af de meget detaljerede fysiske beskrivelser af sin skabning og dennes muskler. Og skridt. Selv Janet er på dette tidspunkt overbevist, og hele herligheden ender med Mendelssohn Bartholdys berømte bryllupsmarch, spillet på helteguitar, der ville gøre Brian May våd i bukserne, mens Frank-N-Furter og muskelskabningen Rocky får hinanden.

Med næste nummer, "Touch-A, Touch-A, Touch Me" føler Janet sig fristet, så Susan Sarandon tager leadvokalen, mens Quinn og Nell også er sporadisk aktive undervejs som Magenta og Columbia. Nok engang spiller klaveret en væsentlig rolle i instrumenteringen, mens trommer og bas, ikke overraskende, leverer rytmik. Vi er igen i retning af musical-land, så strygere bliver det også til, men også et par imposante elguitarhug her og der, siden også akustisk guitar. I de afsluttende omkvæd og under codaen sniges ligeledes en højfrekvent synthesizer ind, som leverer melodiske variationer. Teksten handler om Janets tiltagende seksuelle frustration og som resultat heraf stigende fascination af den underskønne skabning, Rocky, hvem hun da også, med sangens afslutning, hengiver sig til.

Næste sang, "Eddie", introducerer Jonathan Adams i rollen som doktor von Scott, og vi befinder os her i tungt slæbende tempo, med gravrøst, marchtrommer og pumpeorgel, samt en tekst, der handler om hvorledes lømlen Eddie vendte sin bamse ryggen for i stedet at leve det vilde liv med sex, stoffer og rock'n'roll (og rumvæsner i netstrømper). Som om det ikke var tørt nok i forvejen, giver Charles Gray også sine besyv som kriminolog med undervejs, men fra og med andet vers kommer der lidt mere Schwung i det hele. Trommer, bas, saxofon og lidt synthesizer sætter tempoet i vejret, og fra og med første omkvæd introduceres flere vokaler, korstemmer så vel som Frank-N-Furter og Janet. Herpå følger et vers hvor stakkels Columbia begræder Eddies skæbne, for som en anden James Dean var han rebellen hun aldrig kunne trænge helt ind på. Eddie selv kommer også posthumt til orde i form af et brev, der læses op inden det hele slutter rørstrømsk og, nåja, hovedretten serveres.

Nu er det blevet tid til fest og ballade, og næste nummer er i virkeligheden en slags fem-i-en-sag, nemlig "Rose Tint My World: Floor Show/Fanfare/Don't Dream It/Wild And Untamed". Scenen er i dén grad sat og Columbia, Rocky, Brad og Janet står klar i netstrømper og make-up, der foregriber både Visage og Liquid Sky, så nu skal der synges og danses. Glamguitar, horn, bas, klaver og trommer driver musikken fremad i mellemtempo, og første vers går til Columbia, der med vanligt skinger glasknuservokal beretter om sin tilværelse som Frank-N-Furter-groupie og udtrykker bekymring og jalousi over dennes nye skabning, Rocky. Herpå følger først Rocky, så Brad og Janet, som alle synger om deres nyfundne seksuelle lyst og appetit på livet, alt sammen takket være Frank-N-Furters indflydelse – og sådan ros og smiger kan den excentriske herre naturligvis ikke lade gå næsen forbi. Med pomp, pauker, pragt og fanfare indtager Frank-N-Furter scenen og krænger ømt og dybtfølt hele historiens måske centrale budskab ud af sjælen; don't dream it, be it, til drømmende arpeggopspil på klaveret og rørstrømske korstemmer, så selv de ellers så konservative von Scott og Brad Majors må give efter. Og så kommer der ellers fart over feltet med "Wild And Untamed"-delen, der parrer halvtredser-rockabilly med glam-elementer, mens Frank-N-Furter fører an på vokalsiden og i dén grad dyrker sin rolle som vild og utæmmet rebel. Senere følger også Columbia, Rocky, Brad og Janet med, og lidt saxofon-solo kan det også blive til, men alt godt får jo en ende, og de løsslupne løjer stopper brat, da det incestuøse søskendepar, Riff Raff og Magenta, nu iklædt smagfuldt moderigtige rumdragter og Bride Of Frankenstein-frisure, afbryder og gør opmærksom på, at det er på tide at sige farvel til det dekadente liv og i stedet drage hjem til den anden ende af universet.

"I'm Going Home" er, hvad man vist må kalde for en vaskeægte sjæler. Tempoet er dæmpet og melankolien fosser som et sprængt blodkar til tonerne af bas og sørgmodigt klaverspil, mens Frank-N-Furter viser bagsiden af sin excentriske personlighed, nemlig den ensomhed, der nødvendigvis altid må følge med at være anderledes. I omkvædet introduceres trommer, langstrakte guitartoner, synthesizer, lidt horn samt en smule korstemmer og en klagende violin, inden andet vers byder på mere ensomhed, på følelsen af altid at måtte vandre alene gennem livet et sted derude i regnen. Det hele er rørstrømsk ud over alle grænser, sentimentalt og tyktflydende, og alligevel skal man være af typen, der uden at blinke vil fratage krigsflygtninge deres vielsesring for ikke at fælde en stille tåre et sted i sit indre. Men det går jo desværre fra ondt til værre; Frank-N-Furter, Rocky og Columbia kommer alle af dage, Riff Raff og Magenta rejser tilbage til deres egen planet, mens Brad, Janet og von Scott, alle rystede og mærkede, lades tilbage i tågerne.

"Super Heroes" er endnu en langsommelig affære, en trist sang, hvor først Brad og herefter Janet reflekterer over det, der er sket og hvordan det har påvirket dem. Pointen males temmelig sort op med Janets afsluttende linjer, "To taste the flesh not yet deceased. And all I know is still the beast is feeding" – og bæstet, hvis nogen skulle være i tvivl, og det kunne man måske nok mistænke nogen for i disse tider, er den indre svinehund, den intolerante hykler, der æder sjæle op og frygter og fornægter alt anderledes, såsom f. eks. en charmerende fyr i netstrømper. Herpå følger en prog-passage med korstemmer og klagende elguitar, som Pink Floyd i øvrigt kommer lidt tæt på at planke med "The Show Must Go On", før Charles Gray i rollen som kriminolog får det sidste ord og tørt konstaterer, at vi alle er som insekter, der kravler forvirrede rundt på en planet i det uendelige univers.

Tilbage er blot rulleteksterne til tonerne af "Science Fiction Double Feature (Reprise)", hvor Richard O'Briens sagtmodigt lyse røst akkompagneres af xylofon, akustisk guitar og bas. Frank skabte og mistede sin skabning. Hans tjenende ånder er rejst hjem til deres egen planet, og Brad og Janet omsluttes ganske af mørket. Hvad der begyndte som en komedie er endt som en tragedie, ak, sådan kan det gå.

En dansk vinkel

Nu behøver det hele jo ikke bare at handle om mit eget forhold til Rocky Horror, og filmen, musicalen, musikken har, ikke overraskende, inspireret forskellige danske kunstnere og, heller ikke overraskende, på forskellig vis. Jeg fik en lille snak med et par af dem. Steen Rasmussen kendes af mange bl.a. som noir-detektiv-og-lommefilosof Klap-i-Olsen, som hårdkogt Bror Bisp og som anløben Onkel Morfar, og her er han fanget, i et sjældent øjeblik, uden den kreative makker, Mastodont-Svend, Bror Bisp og Morbror Harry, aka Michael Wikke, til en snak om netop hans forhold til Rocky Horror.

Hvor gammel var du, da du oprindeligt blev introduceret til Rocky Horror, og hvordan foregik det? 

- Jeg var omkring de tredive og det var i 1980, i New York. 

Er der noget om at en af dine første opgaver for DR rent faktisk havde med Rocky Horror at gøre?

- Ja, jeg havde på det tidspunkt boet nogen tid i Californien, og på min hjemvej var jeg ti dage i New York. Jeg hørte rygter om et mærkeligt teatershow, som spillede i et teater i ottende gade. Jeg fik tiltusket mig en billet, som jeg husker som svær at få, og jeg så forestillingen med alle ritualer, som åbenbart allerede var i fuld gang, med publikum næsten som en anden scene. Jeg blev så optaget af det, at jeg tog min lille bærbare Sony kassettebåndoptager med og tapede hele forestillingen. Da jeg kom hjem til Danmark havde jeg fået en idé om at jeg gerne ville prøve at lave radio efter ti år på vejen som rockmusiker. Jeg indsendte et forslag om en radiomontage, Horror i ottende gade, som de tog imod, og dermed var jeg begyndt hos DR.

Nu kan man jo nok godt tillade sig at påstå at du, sammen med din anden halvdel, Wikke, har haft en del med komedie og humor at gøre - har den anarkistiske humor i Rocky Horror været med til at påvirke dig?

- Ja, fortællemåden er noget vi har brugt meget, f. eks. i "Sonny Soufflé Chok Show", som jo var gys for hele familien.

Og sidst, men ikke mindst - hvad arbejder Wikke & Rasmussen på for tiden? Kan du afsløre evt. planer?

- Vi arbejder i øjeblikket på en spillefilm med titlen "Verden for nybegyndere", og det en slags Astrid Lingren-science fiction, en genre vi ikke har prøvet før, men som åbenbart ligger til os.

Martin Hall vil sikkert være kendt af mange fra tv som først Talent-dommer, så smagsdommer, men hvis man udelukkende kender ham på den baggrund og ikke for hans egen musik-med-mere-produktion gennem tiden, så er der meget at indhente, og det er bare med at komme i gang. Som en del af første bølge af punk og goth er det ikke overraskende, at Hall også har et og andet at sige om Rocky Horror.

Hvornår og hvordan blev du første gang introduceret til The Rocky Horror Picture Show, og hvad var din reaktion?

- Jeg så filmen, da den havde dansk premiere i foråret 1976 i Simon Spies' biograf Mercur. Den var forbudt for børn under 16 år, og da jeg på det tidspunkt endnu kun var 12 år gammel, fik jeg overtalt min far til at gå med mig ind og se den. Jeg elskede selvfølgelig hvert sekund af den og så efterfølgende filmen et hav af gange – også da den senere kørte videre i Klaptræet, der dengang var en biograf. Jeg mener, den gik der i flere år.

Lige fra åbningssekvensen, hvor et sæt enorme, ansigtsløse røde læber fremfører Science Fiction-nummeret, følte jeg mig hjemme. Aldrig havde jeg set så smukke læber før. Sekvensen er efter sigende inspireret af et Man Ray-billede (Observatory Time: The Lovers), og herfra gik det i slag i slag. Jeg havde allerede som ni-årig set Cabaret-filmen, der bød på god portion sminkede mænd og biseksualitet, men aldrig før havde jeg set en mand se så godt ud i dameundertøj, som Tim Curry gjorde i rollen som Dr. Frank-N-Furter. Det er og bliver hans livs rolle, hvad end han selv måtte mene om den sag – selv prinsesse Diana var en Frank-N-Furter-fan! Men også pigerne, Columbia og Magenta gjorde stort indtryk på mig dengang. Man ønskede bare at bo i det hus, som filmen udspillede sig i.

Man kan sige, at glamrockens kønskabale allerede i årene inden havde gødet jorden med en ny form for mandlig seksualitet. Selvom det at gå med læbestift for en fyrs vedkommende først blev rigtig stort i løbet af 80'erne, var "The Rocky Horror Picture Show" på mange måder med til at gøre både cross-dressing og biseksualitet mere "spiseligt" for mange. Der var selvfølgelig også et vist harmløst kitsch-element over filmen, der bare fungerede utroligt godt som underholdning, hvilket bl.a. afspejlede sig i det miljø, jeg færdedes i som helt ung teenager – hvis folk ikke følte sig tiltalt af transvestitter eller bunkepul, kunne de nøjes med at danse "Time Warp". På den måde var alle glade.

Efter at have set filmen ved den danske premiere så jeg samme sommer den oprindelige teaterudgave af forestillingen på King's Road Theatre i London. Adskillige gange. Jeg var faktisk ret fanatisk – købte alt, jeg kunne finde med og om stykket, pladerne for både teater- og filmudgaven og sågar et nodehæfte med tekster og becifringer…så kunne man sidde der og forsøge at pløje sig gennem sangene, mens man klimprede løs på sin guitar. For mig var The Rocky Horror Show uskyldens sidste bastion – efter den kom punken, og så var alt ligesom ændret.

Rygter vil vide, at du har brevvekslet med hjernen bag Rocky Horror, Richard O'Brien. Kan du forklare nærmere?

- Ja, det er sandt. Betaget af filmen og teaterforestillingen, som jeg dengang var, sendte jeg ret hurtigt et brev til ham via King's Road-teatret, hvor forestillingen som sagt gik. Jeg har nok altid været temmelig nøgternt anlagt på nogle punkter og ville gerne spørge ham om forskellige ting – bl.a. om castingen og hans egen rolle i teaterforestillingen. Jeg var meget overrasket over, at han rent faktisk svarede mig på det alt sammen. Det var en stor oplevelse sådan at få et frankeret brev fra England ind ad døren på det tidspunkt i mit liv.

Har Rocky Horror påvirket din egen musikalske og kunstneriske retning?

- Ikke konkret set. Jeg skrev en musical, som jeg efterfølgende fik opført på min skole i 8. eller 9. klasse, men påvirkningen skal nok især ses i sammenhæng med filmens rock'n'roll-æstetiske og seksuelle råderum samt de basalt set fængende melodier.

Min mandlige identitet er helt klart formet af start-70'ernes opulente musik- og filmscene, periodens Fellini'ske overdrev af stil og virkemidler, og i den henseende var "The Rocky Horror Show" endnu et puf i den rigtige retning. Inden da havde cross-dressing for de fleste danskeres vedkommende været sådan noget med Dirch Passer i Charles tante, så man kan roligt sige, at Dr. Frank-N-Furter i 'high heels and furs' indgød et vist håb for fremtiden. Samme måned som den danske filmpremiere, så jeg også David Bowies første koncert på dansk jord i Falkoner Teatret, så der skete mange ting i den periode. Det var i øvrigt Pierre La Roche, Bowies tidligere personlige stylist, der stod for størstedelen af filmens make-up-stilarter.

Og lige på falderebet, nu året rinder ud, kan du røbe nogle planer for hvad du agter at kaste dig ud i i det ny år?

- Nein.

Hør soundtracket til "The Rocky Horror Picture Show":