GAFFAs prisbelønnede fotograf Morten Rygaard fulgte i hælene på Helmig på hans første soloturné
I september, oktober og november var Thomas Helmig på sin første soloturné nogensinde, en tur han meget passende kaldte "Mutters Alene", og som var udsolgt stort set hele landet rundt.
Helmig var mutters alene på scenen med akustisk guitar, flygel, mundharpe og både hits, mindre kendte sange og nye numre, og det usædvanlige setup for et siddende publikum viste helt nye musikalske sider af ham.
Helmig var dog ikke helt alene på turnéen, idet han havde både lyd- og lysmand med, og ved to af koncerterne, i henholdsvis Vendelbohus i Hjørring og Musikkens Hus i Aalborg, fik han selskab af GAFFAs mangeårige, internationalt prisbelønnede fotograf Morten Rygaard, der fulgte ham før, under og efter koncerterne, både foran og bag scenerne. Det er blevet til en flot, kæmpe fotoserie, som du kan se via dette link.
GAFFAs anmelder Torben Holleufer var i øvrigt forholdsvis tilfreds med turnépremieren i Glassalen i Tivoli, som han tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:
"Han kunne ikke sætte en fod galt på denne aften. Han var Thomas Helmig, og foran sig havde han et publikum, der for manges vedkommende stadig syntes ubehjælpeligt ramt af det crush, der med Bieber-effekt havde ramt dem for 30 år siden. En uudslukkelig hengivenhed over for en entertainer, der med charmen intakt, et selvironisk glimt i øjnene og lyst til at få folk til at le af alle historierne, fik kørt en gedigen koncert mere end i mål." Læs hele anmeldelsen her.
DR1 sender i øvrigt en nærgående dokumentar om Thomas Helmig søndag den 27. december klokken 20 instrueret af Anders Agger. Se en trailer for programmet her.