Nyhed

Sinatra 100 år: Her er de fem bedste rock- og hiphop-fortolkninger

Hør fem stærke coverversioner af sange kendt med legenden

I dag er det præcis 100 år siden, Frank Sinatra blev født. Han døde i 1998, 82 år gammel og står stadig som en af de største sangere i det 20. århundrede med mere end 150 millioner solgte plader. Vi markerer den runde dag med de fem bedste Sinatra-fortolkninger inden for rock, hiphop og det, der ligner. Altså af sange, som er blevet kendt med Sinatra, der selv kun skrev ganske få numre. 

Sid Vicious: My Way (1978)

Sex Pistols-bassisten provokerede mange med denne punkversion af klassikeren "My Way", hvor han lavede om på noget af teksten og bandede. Sangen blev dog også et pænt hit i England, hvor singlen nåede en syvendeplads på hitlisten i 1978. Få måneder efter udgivelsen af sangen blev Vicious anholdt for mordet på sin kæreste Nancy Spungen. Han blev løsladt mod kaution, og inden sagen kom for retten, døde han af en overdosis heroin, 21 år gammel. 

Iggy Pop: One for My Baby (and One More for the Road) (cirka 1981)


En lavmælt, jazzet fortolkning af den NorthSide-aktuelle protopunker, udgivet som bonustrack til en år 2000-genudgivelse af albummet "Party" fra 1981. Iggy i sit mest afdæmpede hjørne. 

Neneh Cherry: I've Got You Under My Skin (1990)


Den svensk-amerikanske rapper og sangerinde fortolkede sangen på overbevisende, hiphoppet vis på albummet "Red, Hot + Blue", et støttealbum til fordel for kampen mod aids med coverversioner af sange skrevet af Cole Porter. Andre medvirkende var Sinéad O'Connor, Annie Lennox og U2. Cherry lavede en del af teksten om til at handle om, hvordan samfundet behandlede ofre for aids. 

The Kills: Willow Weep for Me (2009)


I 2009 udkom iTunes-hyldestalbummet "His Way, Our Way" med Sinatra-fortolkninger af en række yngre bands og solister, blandt andre Maroon 5, The Kooks og danske, nu hedengangne The Fashion. Et af højdepunkterne var den afsluttende, afdæmpede fortolkning af "Willow Weep for Me" med The Kills, hvis sangerinde Alison Mosshart også er kendt fra The Dead Weather med blandt andre Jack White. 

Bob Dylan: The Night We Called it a Day (2015)

Det kom som noget af en overraskelse, at sangskriverlegenden med de lange, kryptiske og billedrige tekster udsendte albummet "Shadows in the Night" med lutter fortolkninger af mere ligefremme tekster gjort kendte af Frank Sinatra. Og så sang han dem tilmed med noget, der mindede om en croonerstemme et stykke fra hans velkendte, hæse, raspende røst. Resultatet var dog overraskende godt.

Og nåja, så lige ham selv til sidst som 65-årig anno 1980 – ingen gør det trods alt bedre:

ANNONCE