Nyhed

Derfor har Vanguard ændret profilen

Festival-leder Peter Fredsted Jacobsen fortæller, hvorfor festivalen nu udelukkende vil fokusere på urban

Weekenden mellem juli og august vender Vanguard Music Festival tilbage til Søndermarken den 31. juli-1. august 2015. Årets festival præsenterer internationale og danske hiphop-, soul-, r&b- og elektroniske artister. De tre første navne er Madvillian, Lee Fields & The Expressions og Kool Keith (billedet) & KutMasta Kurt.

Vanguard fokuserer samtidig musikprofilen, og lineuppet vil nu indeholde internationale og danske artister, der kommer fra urban-musikken, altså hiphop, soul, r&b, funk, boogie, afro- og electrojazz. Men altså ikke rocken, som tidligere har været præsenteret i form af navne som Mew, Kashmir og Håkan Hellström.

Konkret betyder justeringen i år, at det, som festivalens gæster tidligere har kendt som "lørdagsprogrammet" fra de foregående to år nu vil fylde hele to dage på festivalen. Fredags- og lørdagsprogrammet udformes i år med alle typer artister ligeligt fordelt på begge dage.

GAFFA har talt med festivalleder Peter Fredsted Jacobsen for at høre, hvorfor festivalen har skiftet profil.


– Det er jo en ny festival, og det er kun tredje år, vi skal i gang med. Vi har brugt de første to år på at skyde os ind på, hvad Vanguard skal være, og publikums reaktioner har buldret i den retning – at de især har været tilfredse med vores urban-navne. Omvendt synes vi, der er mange andre festivaler, der er gode til at præsentere rocknavne.

Tænker I også i branding? – på denne måde skiller I jer jo ud fra de andre festivaler?

– Vi har faktisk ikke tænkt det på den måde, for vi synes jo, vi hele tiden har skilt os ud, også internationalt. Sidste år solgte vi billetter til folk fra 17 europæiske lande samt USA og flere lande i Mellemøsten. Men det er ikke sådan, at vi har tænkt, at her var der et hul i markedet, som vi så kunne fylde ud. Vi har booket de her navne, fordi vi brænder for musikken.


Der er voldsom konkurrence på det danske festivalmarked i disse år, nu også med den nye Tinderbox Festival i Odense. Frygter I konkurrencen?

– Nej, jeg tror Vanguard kan noget, inden andre kan. Og vi er meget bevidste om at præsentere navne, man ikke ser til hverdag i Danmark. Festivalen er stadig ikke blevet nogen guldgrube, men underskuddet var mindre det andet år end det første, så det går den rigtige vej.

Billetter til årets festival, hvor kapaciteten er 12.000 personer, og der bliver afholdt cirka 16 koncerter over to dage, sælges via Billetlugen fra fredag den 6. februar kl. 10. Indtil da kan du varme op med de tre nye navne her:


ANNONCE