Nyhed

Guide: 11 essentielle koncerter i weekenden

Ved du ikke, hvad du skal få weekenden til at gå med? GAFFA giver dig 11 idéer til gode oplevelser

Hvis du mangler noget, der kan sparke dig ud i vinterkulden her i weekenden, så tjek GAFFAs 11 bud på en spændende koncertoplevelse ud her.

 

TORSDAG DEN 5. FEBRUAR


København:

Bell Orchestre + CPH Phil, Konservatoriets Koncertsal 

Som et led i årets Frost Festival kommer to af medlemmerne fra det canadiske indie-rockband Arcade Fire, Sarah Neufeld og Richard Reed Parry, til Danmark med deres sideprojekt Bell Orchestre for at give koncert i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg. I forbindelse med koncerten har Richard Reed Parry kreeret et nyt klassisk værk, der vil blive akkompagneret af symfoniorkestret CPH Phil.

 


Aarhus:


Aarhus International Supernoise Festival, Jægergårdsgade 152 

"A three day festival celebrating harsh noise & shitcore culture!," skriver Aarhus International Supernoise Festival. Der er to regler til festivalen: Ingen bærbare computere og ingen trommesæt. Festivalen koster kun 50 kroner, så er du til bands med navne som Cementimental, Gravhund, Ild I Dit Ansigt og The Artist Formerly Known As Pikblod, så er Jægergårdsgade stedet at være denne weekend. 

 

Aalborg:

The Cabin Project, Huset 

Oplev duoen Kira Skov og Marie Fiskers roste musikprojekt live, når The Cabin Project tager på tour i Danmark. Duoens første album udkom i september 2014 og høstede seks stjerner hos GAFFAs anmelder Ivan Rod, der spåede pladen til at være en af årtiets bedste. Turnéen starter i Aalborg, men allerede lørdag den 7. februar kan du igen se duoen, når touren fortsætter til Vordingborg.

 

Struer:

Steen Jørgensen, Folkets Hus 

Steen Jørgensen er kendt som frontfigur i kultbandet Sort Sol. Men Steen Jørgensen har også haft succes som solist senest med coveralbummet "Standards For Living...", der indbragte fem stjerner fra GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen. Steen Jørgensen fortsætter til Herning fredag og Horsens lørdag, så der er gode muligheder for at fange manden med den mørke røst et sted på touren, der går landet rundt den næste måneds tid.

 

Vordingborg:

Folkeklubben, Stars

Den gæve trio turnerer igen igen landet tyndt med sin kække folkpop. I november var bandet forbi VoxHall i Aarhus, hvor GAFFAs Ole Rosenstand Svidt skrev i sin fem stjerners anmeldelse: "Folkeklubben var dog ikke fedtede med de gode sange, de begavede, poetiske tekster, spilleglæden og den smittende begejstring, og publikum holdt sig heller ikke tilbage med at vise deres tilfredshed." Alene i den kommende weekend runder bandet desuden både Strib Vinter Festival fredag og Pavillonen i Grenå lørdag.

 

FREDAG DEN 6. FEBRUAR

København:

Tribute to Bob Marley 70 – Old School Reggae Night #3, Loppen

På denne dag ville reggae-legenden Bob Marley være fyldt 70 år. Det bliver fejret på Christianias Loppen med masser af reggae-rytmer fra kunstnere som Jassica, Ida Ambrose og Jah Bobby.

 

Mames Babegenush, Global 

Har du hørt om Mames Babegenush? Hvis ikke har du en oplevelse til gode. Det danske band, hvis navn betyder "mors auberginesalat" på jiddisch, spiller nemlig traditionel jødisk klezmermusik i kombination med moderne beats og (på album) musikere som Pharphar, Ena og Trentemöller. Det er sært og syret, men også underligt festligt.

 

Aalborg:

Lord Siva, Studenterhuset

Lord Siva er et af de navne, der af GAFFA er spået til at blive store i 2015. Om sin musik siger sangeren og rapperen selv: "Hver sang har været en rejse for mig. Når jeg går fra studiet, eller når jeg har skrevet en sang, så føler jeg mig helt renset indeni. Mine sange er min sjæl og min selvrenselse – de er min psykologi". Bedøm selv om Lord Siva har, hvad der skal til, når sangeren besøger hjembyen Aalborg fredag eller i Odense på Studenterhuset lørdag.

 

LØRDAG DEN 7. FEBRUAR

København:

John Scofield & DR Big Band, Koncertsalen

Én af de største og mest indflydelsesrige jazz-guitaister John Scofield er igen i Danmark, hvor han spiller med DR Big Bandet i DR's Koncertsalen. Guitaristens seneste album "Überjam Deux" fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Ivan Rod under overskriften: "Respektindgydende energiudladning i grænselandet mellem jazz, blues og rock".

 

The Attic Sleepers, Ideal Bar

Folk-bandet The Attic Sleepers holder releasefest på Ideal Bar lørdag aften. The Attic Sleepers spillede opvarmning for Blaue Blume på Atlas i Aarhus sidste lørdag, hvilket førte til fem stjerner fra GAFFAs anmelder Kristoffer Veirum med ordene: "Over syv sange får de skabt et intimt rum, hvor man trygt kan bevæge sig ind".

 

Aarhus:

Bob Marley 70th Birthday Party, VoxHall 

Også VoxHall er med på fejringen af Bob Marleys 70 års fødselsdag med bidrag fra blandt andre reggaekunstnerne Omar Perry, Pops Jabu og Djala.

 

 

Udsolgte koncerter

Traditionen tro tværer vi også lidt i, hvilke koncerter du ikke nåede at få billetter til.

De Eneste To har på forhånd solgt alle billetter til weekendens koncerter. Rasmus Walter har udsolgt to af weekendens koncerter. Du kan dog stadig nå at få billet til Værket i Randers lørdag. Digte&Lyd på Vega søndag med blandt andre Nikolaj Nørlund og Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter er også udsolgt. 

ANNONCE