Nyhed

Søren Seirup fra Steppeulvene: "Nu får pladen endelig den opmærksomhed, som den fortjener"

Vi har mødt de tre nulevende Steppeulve til en snak om dengang og nu

 

Se flere billeder af Steppeulvene anno 2015 her

På vej fra Aarhus til et hus lidt uden for Ringe sidder jeg med det nyeste nummer af GAFFA og viser min makker et billede af dem, vi skal møde i dag. I levende live. Billedet er fra Langelinie, året er 1967, og de optrædende er naturligvis Steppeulvene. Forsanger Eik Skaløe, Stig Møller på elektrisk guitar, Søren Seirup på bas og Preben Devantier på trommer. Sidstnævnte er den første, vi skal tale med på dagens rundtur. Vi skal møde de nulevende Steppeulve. Hver for sig, af praktiske årsager. Derfor vil de samme spørgsmål også gå igen i større eller mindre grad. Svarene er i visse tilfælde også lige så forskellige som de tre musikere.


 

Preben Devantier:

Den nu 72-årige trommeslager tager imod med et "hej rødder", da vi omsider har fundet det sted, hvor han for tiden indspiller sit kommende album. I dag holder han fri og er sammen med et af børnebørnene og ekskonen Marie Louise, som bor her.


Jeg viser ham billedet fra Langelinie i 1967, hvor han sidder med krigsmaling på begge kinder.

Hvad husker du fra denne dag?

– Jeg kan huske, at vi kom derud og stillede op. Dengang havde man jo ikke tænkt på, at et trommesæt ikke kunne stå på en græsplæne. Det var et stort besvær for mig at få det til at stå ordentligt, men det lykkedes, og vi begyndte at spille. Koncerten gik fint, og der var et hav af mennesker. Der var jo ingen afspærring omkring, så når folk havde røget nogle fede, og hvad de nu ellers var på af piller og trip, begyndte de at nærme sig orkesteret mere og mere. Hvis der er noget, som er irriterende, er det, hvis man for eksempel sidder og spiller "Itsi Bitsi", og så står der nogle idioter og slår på bækkenet eller stortrommen, mens man sidder og prøver at koncentrere sig for at få det til at lyde ordentligt. Men alt i alt husker jeg dagen som en positiv oplevelse.


I var vel allesammen på noget?

– Jeg kan jeg ikke forestille mig andet. Det tror jeg sgu aldrig, at vi ikke var. Den dag havde vi i hvert fald røget noget tjald. Hele den periode var fuldstændig kaos uden nogen som helst form for struktur. Ikke for mig i hvert fald. Jeg fulgte bare med og havde slet ikke tjek på, hvad der foregik.

– Vi havde en tur til Aalborg, hvor vi skulle spille. Den husker jeg tydeligt. Vi havde Tom Fastholm med, som var pusher. Han havde medbragt et halvt kilo rød Libanon, og det blev røget. Til sidst når vi stoppede piberne, kunne vi slet ikke mærke, at vi røg. Der blev fyret op kontinuerligt hele tiden, så det var en konstant rus. Især på den tur, for der var hashen jo frit tilgængelig. Det var ikke altid, at vi havde penge til det. Tom skulle jo have solgt det halve kilo.

Hvordan er det at være Steppeulv?

– Det er fint. Jeg har haft utallige oplevelser med folk, som har været glade for musikken. For eksempel er det ikke så længe siden, at jeg spillede inde på Drop Inn i København. Der var ikke så mange mennesker, og pludselig kom en mand ind, som gik direkte op til scenen og spurgte, om det var mig, der var Preben Devantier. Jeg nikkede, og han trykkede mig i hånden og sagde tak for det, vi lavede dengang – og så gik han igen. Jeg troede jo, at det var en, som ville høre musikken (latter). Vi spillede også på en efterskole på et tidspunkt, hvor de unge mennesker var oppe og få autografer efter koncerten. Der har været mange sjove oplevelser.

Hvad var dit forhold til "HIP", lige da I havde lavet den?

– Dengang kunne jeg faktisk ikke lide den, for jeg var vant til at spille med i nogle bands, som var totalt højtjekkede. Så jeg var nærmest lidt flov over, at min indsats var så dårlig. Omvendt vidste jeg også, at jeg var i den situation med junk og alt det, så jeg var i en helt anden verden. Jeg var bare trommeslager og fik et job. Jeg har det slet ikke sådan, at jeg syntes, det var fantastisk at være med. Omvendt kan jeg høre, hvor mange bøffer, der er i det. Som musiker kan jeg høre, hvor vi mister kontakten, og det bliver improvisation. Når jeg hører pladen i dag, tænker jeg, at det kunne have været fedt, hvis jeg ikke havde været så junket – men så var det bare blevet noget helt andet. Vi havde jo ikke øvet eller noget som helst.

Hvad er dit forhold til albummet nu?

– Jeg kan virkelig godt lide det og har jo spillet sangene mange gange. Dem kan jeg fuldstændig. Jeg er også glad for liveoptagelsen, vi lavede i 2002. Der havde vi styr på det og var mere tjekkede.

Hvad husker du fra indspilningerne?

– Det var et gedemarked. Der var mennesker, som bare havde fugt med ind i studiet på Metronome. Børn og folk fra Italien. Alle mulige. Spørg mig ikke, hvor de kom fra. Da vi så havde fået det junk, vi skulle have og var kommet på dupperne, spillede vi. Jeg kendte ikke rigtig sangene, og der er jo mange breaks med, så jeg spillede simpelthen efter Eik. Han stillede sig op og var dirigent, og når jeg kunne se, at han ikke sang, var der soloer, og når han gjorde sådan (slår ned med hænderne), var der break. Det betød også, at jeg hele tiden var et splitsekund bagud. Noget af det kunne jeg selvfølgelig, men hvis du hører pladen, er det meget forskellige breaks. Jeg spillede efter Eik. Så simpelt var det bare.

Hvad gjorde mødet med Eik Skaløe ved dig som person?

– Det var et kulturchok. Jeg kom fra mellemklassen i Søborg med villa, og så kom der sådan et gut som Eik, der var fuldstændig vild. Hvad fanden er det her for en verden, tænkte jeg, for jeg kendte den jo ikke. Det var virkelig en omvæltning. Min verden blev totalt ændret, for stofferne åbnede det hele. Jeg oplevede, at der var mere mellem himmel og jord, og en masse ting blev spirituelle.

Kunne "HIP" været blevet til uden stoffer?

– Nej, det var tidens tegn. Min filosofi er, at man altid er fuldkommen i nuet, og man kan ikke sige, at vi skulle have lavet den bedre eller anderledes. For den blev lavet der, og sådan skulle det være.

Hvordan havde I det med hinanden dengang?

– Det var musikken, som vi havde sammen. Stig havde mere en trang til at komme i de mere etablerede kredse. Dem, der havde kassen. Det er ikke tilfældigt, at han på pladens cover står ved en automat, hvor der står "kager". Stig var ikke på junk ligesom os andre og havde et andet liv. På den måde var han ikke hippie. Han havde kæreste, og vi andre besøgte ham. Hun gik på arbejde og ville have, at han skulle gøre det samme. Så Stig var splittet mellem to lejre. Vi andre levede jo på gaden og var altid sultne, så vi tømte Stigs køleskab gang på gang. Det hele var en meget kort periode, men vi er hæftet til hinanden gennem musikken.

– Søren og Stig har altid været lidt på kant med hinanden, for de var så forskellige. Også musikalsk. De sad altid i hver sit hjørne, og så skulle jeg sidde i midten og glatte ud. Også når vi var ude at spille. Det var ikke holdbart. Jeg har besøgt Søren en enkelt gang, men ellers ses vi ikke mere.

– Eik rejste jo bare og sagde ikke noget med, at han tog af sted. Som musiker tænkte jeg, at det kunne blive en fed trio, for han havde jo sange nok til en plade mere, men han døde. Nogle år efter lavede vi nogle turnéer, og der mødtes vi helt jomfruelige. Der gik lang tid imellem, så det var sjovt at mødes, men når vi så havde spillet koncerterne, kunne vi godt mærke, at det var nok for nu. Vi var også sammen nogle enkelte gange for at færdiggøre nogle af de gamle sange, men det kunne ikke gå.

– I øvrigt kom jeg ret tæt på Eik engang, da vi havde taget LSD og endte helt udmattede i nogle slumkvarterer på Christianshavn. Han sagde, at lige meget hvad der skete, skulle de aldrig få hans frihed. Om han så skulle bo i et eller andet skur.

Hvad var der sket, hvis Eik ikke var død?

– Jeg tror ikke, at vi havde lavet en plade mere. Efterfølgende har jeg læst mange af Eiks ting og synes, det fremgår tydeligt, at han var på vej et andet sted hen. Han så "HIP" som et projekt, og det var slet ikke hans stil at skulle ud at spille. Hvis han havde fået lov at udvikle sig, kunne det virkelig have været blevet fedt. Han mente, at rockmusikken var den nye budbringer. Den nye avis.

– I skal for øvrigt lige se noget, siger den aldrende trommeslager og begynder at tage strømpe og sko af. Så fortæller han:

– Den stjerne, der er på "HIP" - sådan en skulle vi alle sammen have haft. Eik havde den, og jeg fik den også. Den blev lavet oppe i Peter Severins atelier – ham der også malede mine trommer - om vinteren med tuschflaske og sikkerhedsnål. Han stak den ned og ned igen, og det gjorde pisse ondt. Til sidst blev foden helt lam, og tatoveringen har holdt sig helt eventyrligt. Det er den bestjernede fod.

– I øvrigt vil jeg lige sige, at nu der også kommer en film om hele trippet… Altså alt det her var jo aldrig gået i dag. Når folk siger, "at det må da have været kanon fedt at være med til". Det var det sgu ikke. I starten, da vi begyndte at ryge hash, var det sjovt, men vi blev jo afhængige af det, og det var tvangsrygning. Og når vi ikke havde noget, så kom abstinenserne. Folk har ofte et alt for romantiseret billede af den tid, og det er jeg også bange for, at filmen kommer til at afspejle.

 

Søren Seirup:

Vi kører videre mod København og de to andre Steppeulve. Først skal vi besøge 70-årige Søren Seirup, som bor på plejehjem i Indre By. Han blev for en del år siden opereret i nakken, og operationen gik galt. Derfor er det en liggende legende, som tager imod.

Jeg viser ham billedet fra Langelinie i 1967, hvor han står ved siden af forstærkeren med billede af Kålormen fra "Alice i Eventyrland".

Hvad husker du fra denne dag?

– Ikke så meget. Jeg kan huske Provo Knud, som dansede rundt og var på syre. Jeg havde bare røget hash.

Hvad var dit forhold til "HIP", lige da I havde lavet den?

– Den var lidt mærkelig, og jeg havde svært ved at forstå, hvad Eik sang. Jeg kom direkte fra Beefeaters, som foregik på engelsk, så jeg troede slet ikke, at det kunne lade sig gøre at synge på dansk. Det troede ingen. Men så kom Eik. Han var fantastisk. Havde jeg ikke mødt ham, ville jeg ikke have været den, som jeg er i dag. Når jeg så på ham, forstod jeg, hvad det ville sige at være "hip". Han kunne se igennem samfundet. Det er jo Eiks erfaringer, som er i teksterne – og så spillede vi andre lidt til.

Hvad er dit forhold til albummet nu?

– Jeg synes, den er brandgod og stadig holder hele vejen. Nu har folk endelig fået øjnene op for, hvor god musikken er. Først nu får pladen endelig den opmærksomhed, som den fortjener.

Hvordan havde I det med hinanden dengang?

– Det gik sgu fint. Vi rendte rundt hos hinanden i byen og røg hash med de andre hippier og snakkede om livet, men det var musikken, som vi havde sammen. Preben har været her og besøge mig en enkelt gang, men ellers ser vi ikke så meget til hinanden.

Føler du dig stadig som en Steppeulv?

– Det gør jeg helt sikkert. Nu er jeg 70 år, og al den erfaring, jeg har fået, plus det at jeg mødte Eik gør, at jeg føler mig som en Steppeulv. Også selvom nogle af erfaringerne har været dyrt købte. Vi var ved at dø flere gange af heroin. Det er ikke noget, som jeg kan anbefale, men jeg fortryder ingenting.

– Selvfølgelig er det ærgerligt, at jeg er endt her. Jeg ville hellere have været ude at spille med Preben og Stig, men det skulle altså ikke være.

 

Stig Møller:

Så er vi kommet til sidste stop på turen, og det er Stig Møller. Manden, som er stærkt medvirkende til, at musikken fra dengang stadig lever. For han spiller stadig "Itsi Bitsi", "Dunhammeraften", "Til Nashet", og hvad de ellers hedder. Han byder os inden for i sin lejlighed på Østerbro, og vi sætter os i køkkenet.

Jeg viser ham billedet fra Langelinie i 1967, hvor han står med sin elektriske guitar.

Hvad husker du fra denne dag?

– "Profeten" er der jo, så alt er godt. Det var Harald Olsen, en hellig mand og et vidunderligt menneske. Han var healer og yogi og flyttede vist til Norge. Vi spillede røven ud af bukserne. Jeg husker det tydeligt. Det var en fed dag. Man kan sige meget om Steppeulvene, men det var altid en stor oplevelse, når vi samledes og spillede. Folk gik fuldstændig agurk. Det er et smukt billede. Jeg har altid levet i nuet, og for mig er alting lige nu. Jeg er jo i virkeligheden stadig lige der (peger på billedet). Det er bare kadaveret, som ikke fornyer sig.

– Love In var en fin måde at mødes på. Vi lavede jo også en i Kongens Have, men til den på Langelinie var der langt flere mennesker. Der var alle mulige mellem himmel og jord.

Laver du stadig musik?

– Det sidste sang, jeg lavede hed "Arbeit Macht Frei". Peter sagde, at hvis jeg sendte det ud, ville jeg blive skudt. Jeg gav det dog til Christiania Radio, men der er otte vers, så den er alt for lang. Men altså, jeg har et hav af sange liggende, og der bliver måske en cd klar senere på året, når jeg fylder 70 år. Der er instrumentale numre og nogle, hvor jeg synger på afrikansk og tyrkisk. Det er ting, som jeg har lavet for at udforske musikken. For at finde ud af, hvordan det er at flyve på de planer.

Hvad var dit forhold til "HIP", lige da I havde lavet den?

– Min første reaktion gik på alle bøfferne, men de jo senere hen blevet til kuriositeter. (skraldgriner).

Hvad er dit forhold til albummet nu?

– Nu synes jeg, det er helt genialt. Der er sange til alle stemninger. Rocksange og bålsange, og jeg har altid elsket at spille dem. "HIP" blev til i nuet, og der var ingen bagtanker med den. Skiven var helt ren. Det var et trip at lave den, og det tog tre dage. Første dag indspillede vi alle numrene, anden dag brugte vi på at sang og soloer, og tredje dag blev den mixet. Det gik sgu hurtigt. Alting var "first take".

Hvad var der sket, hvis Eik ikke var død?

– Vi havde lavet flere plader, og han havde skrevet en masse bøger. Det er helt hundrede.

Hvad husker du fra indspilningerne?

– Vi øvede i cirka to timer inden. Det var bare en eftermiddag, hvor der var vildt gang i den. Der var en sigøjnerfamilie fra Italien, og de rullede det andet og det andet til os. Studiet var lukket ned, fordi Metronome var bange for al den røg. Så blev der åbnet et vindue, og italienerne råbte "bom shiva shanka", og så kan det nok være, at vi allesammen var i Bombai. (skraldgriner).

Føler du dig stadig som en Steppeulv?

– Ja. Det eneste, der er lavet om, er indmaden, ellers er jeg jo den samme. Jeg har de samme holdninger, som jeg altid har haft. Nu kommer den tid, hvor de godt vil have os ud af røret og ned i en lille fin krukke. Så længe jeg kan synge og spille, brokker jeg mig ikke over noget. Jeg nyder det stadig og spiller stadig, som om jeg var 25 år.

Hvad siger du til, at der kommer en film om dengang?

– Det er ligesom en tegneserie. Man tager nogle figurer og laver en historie over dem. Det har jo ikke noget med virkeligheden at gøre, og man skal ikke tage den som dokumentation af noget, men mere som en slags roman. Jeg synes bare, det er fedt, at der er nogen, som vil interessere sig for os.

 

Se flere billeder af Steppeulvene anno 2015 her



 

 

ANNONCE