Nyhed

Jelling Musikfestival afslører fire solide navne

Samtidig tager festivalen også på talentjagt i regionen

Jelling Musikfestival kan i dag afsløre hele fire bookinger til årets festival. Det drejer sig om Kim Larsen & Kjukken, Magtens Korridorer (billedet), Poul Krebs og Johnny Madsen. 

Efter mere end et års turnépause, er et af Danmarks mest populære orkestre, Kim Larsen & Kjukken, igen klar til at indtage koncertscenen i hele Skandinavien. Larsen gav lyd fra sig i begyndelsen af januar, hvor han og Kjukken udgav sangen "Ind I Mørket", som han har skrevet og indspillet – med sit trofaste band Kjukken – til sin mangeårige ven og samarbejdspartner Erik Clausens kommende film, "Mennesker Bliver Spist", der har premiere 26. februar. 

Det københavnske rockband Magtens Korridorer, med den folkekære gavflab Johan Olsen i spidsen, fik deres endelige gennembrud, da de i 2005 vandt P3's KarriereKanonen med sangen "Lorteparforhold". Magtens Korridorer kan derfor i år fejre ti års jubilæum for gennembruddet med "Friværdi", og siden er det blevet til yderligere fire album til samlingen. GAFFAs Keld Broksø var til stede ved bandets koncert i Store Vega i november og skrev blandt andet følgende i sin femstjernede anmeldelse:


"Her var der også et band på total hjemmebane på Vesterbro, som skabte en stemning omkring dem, som jeg husker fra Roskilde Festivalens Orange Scenes langt større volumen, der gav en tilsvarende stjernestund for Magtens Korridorer."

Selvom Poul Krebs har en lang og omfattende karriere bag sig, blev 2014 alligevel et af de helt store år for troubadouren. Med udgivelsen af det anmelderroste album "Asfalt", der gik direkte ind som #1 på listen over de mest solgte albums i Danmark - og med hans succesfulde medvirken i TV2 programmet "Toppen af Poppen", var 2014 året, hvor den århusianske hitmager - om muligt - blev endnu mere folkekær. GAFFAs Jan Opstrup Poulsen kvitterede med fire stjerner for "Asfalt" og skrev blandt andet: "Asfalt er indspillet næsten live i studiet, hvor et publikum har kunne overvære indspilningerne, og det giver musikken en fin og levende glød."

Vestjyden Johnny Madsen - med den karakteristiske stemme og det utæmmede ydre - har rundet sit 30 års jubilæum som tunerende musiker - og er stadig en ener på den hjemlige musikscene. Johnny Madsen Band er netop nu i studiet for at indspille en samling helt ny skrevne sange med Chief 1 som producer. Albummet forventes udsendt i marts/april 2015.


Jelling Musikfestival 2015 afholdes i Pinsen fra 21.maj – 24. maj. Billetter er i salg og kan skaffes via GAFFA Live

Offentliggjorte navne: Roxette (S), Dizzy Mizz Lizzy, Christopher, The Script (IRL), S!vas, The Minds of 99, De Eneste To, Lars H.U.G., Kim Larsen & Kjukken, Magtens Korridorer, Johnny Madsen og Poul Krebs.

Talenter fra regionen


"Vi inviterer regionens ihærdige talenter til at træde op på scenen og vise os, hvad det er, de går og arbejder med i øvelokalerne. For Jelling Musikfestival er Quasar Rock en enestående mulighed for at lægge øret til vækstlaget i dansk musik, og for talenterne er det muligheden for at afprøve, om det er realistisk at satse på musikken som levevej", fortæller festivalleder Lars "Charlie" Mortensen, der tog initiativet til musiktalentkonkurrencen i efteråret 2006 – i samarbejde med Mobile Music, der er en regional støtteordning for up-and-coming musikere i de rytmiske genrer.

"Vi samarbejder med fire spillesteder i regionen, Bygningen i Vejle, Kulisselageret i Horsens, Godset i Kolding og Det Bruunske Pakhus i Fredericia, om at give de talentfulde musikere professionelle forhold at optræde under. En kompetent dommergruppe, bestående af musikere og branchefolk, oplever og bedømmer bandenes indsats, og tilbyder efterfølgende en værdifuld feedback, som alle bandene tager imod. Selvom man ikke går videre til finalen kan man sagtens komme fra arrangementet med en fornemmelse af at man har vundet og motivationen til at arbejde videre med musikken", fortæller Charlie.

Netop kombinationen af at "det gælder" og efterfølgende den gode og engagerede feedback har fået niveauet blandt de deltagende bands til at stige støt gennem årene. At det er eftertragtet at deltage i konkurrence, vidner en konstant stigende søgning om.

Et andet væsentligt element i Quasar Rock er, at alle bands spiller egne kompositioner. For publikum er der således mulighed for at komme og lytte til morgendagens stjerner med deres egen, originale musik, personlige stil og udførelse.

"Det er særdeles positivt at overvære den overvældende spillelyst og livsbekræftende glæde, der kommer ud af folk, når de spiller musik sammen. Jelling Musikfestival er stolte over, at vi med Quasar Rock kan være med til at styrke rammerne for den kommende generation af musikere, som også mærker et stærkere tilhørsforhold til regionen, og derfor nok er mere tilbøjelige til at komme her for at berige os med deres musik", fortæller Charlie.

Første indledende runde afvikles i Vejle på spillestedet i Bygningen fredag den 23. januar med start kl 19. Der er gratis entre til arrangementet, og der spiller seks bands med ca 20 minutters spilletid til hvert band. De seks bands er


• Andre Tonelege kl. 19.30
• Rolled Up Sleeves kl. 20.00
• Dirty Sexmachine kl. 20.30
• Inverted Love kl. 21.00
• Great White Buffalo kl. 21.30
• Mud Stripes kl. 22.00

Et kyndigt dommerpanel vælger mindst 1 band ud, som skal deltage i finalen, som afvikles på Jelling Musikfestival torsdag den 21. maj 2015.

Læs meget mere om Quasar Rock og rammerne for konkurrencen på jellingmusikfestival.dk

 

 

ANNONCE