Nyhed

Det skal du høre på Roskilde – ifølge GAFFAs Christian Voldborg Andersen

Vores skribenter fortæller, hvad de ser mest frem til på årets festival – forhåbentlig kan det give dig inspiration

Roskilde Festival er i gang, og derfor vil en række af vore skribenter i disse dage fortælle om, hvad de ser mest frem til på festivalen – forhåbentlig kan det give dig inspiration. Her kommer bud fra vores allround-anmelder Christian Voldborg Andersen.


Noel Gallagher's High Flying Birds (Arena, onsdag, klokken 20:30)

Den 48-årige britpop-legende Noel Gallagher behøver ikke at gendanne Oasis. Solopladerne Noel Gallagher's High Flying Birds og Chasing Yesterday vidner nemlig om en sprudlende rockveteran, der bliver bedre og bedre med alderen. Den ældste Gallagher-bror mestrer stadig at lave store popmelodier og mesterlige omkvæd, men instrumenteringen har fået en bredere vifte af inspirationskilder. Solokarrierens ekspansive referencer til klassisk rock'n'roll, syrerock, vestkystrock, krautrock, disco og sågar spacejazz har redefineret, hvem Noel er som sangskriver. Efter at have været til triumfkoncerten i Store Vega tidligere i år har jeg højtflyvende forventninger til Manchester City F.C.-tilhængerens indtog på Roskilde Festival.

Ryan Adams (Orange, torsdag, klokken 17:00)


Sidste år udgav Ryan Adams sit 14. album, Ryan Adams, som han producerede sammen med den undervurderede amerikanske singer-songwriter Mike Viola fra power pop-kultbandet The Candy Butchers. Forinden samarbejdet var det faktisk Ryan, der havde skrevet fanbreve til Mike i årevis – og ikke omvendt. Resultatet var en tilbagevenden til den tidligere Whiskeytown-frontmands guitarbaserede poprock i stil med Fleetwood Mac, Tom Petty & The Heartbreakers, Bruce Springsteen og The Smiths. Jeg nød hvert eneste sekund af koncerten i Falconer Salen tidligere i år, og jeg er helt sikker på, at Ryan og hans sublime backingband The Shining vil være i topform på Orange.

Foxygen (Avalon, torsdag, klokken 19:00)


På deres seneste album …And Star Power blander den amerikanske duo Foxygen psykedelisk hippiepop med groovy r'n'b-toner. Syrehovedernes musikalske forkærlighed for blandt andre The Beatles, Carole King, Todd Rundgren og David Bowie er krystalklar, men Jonathan Rado og Sam France formår alligevel at lyde som et friskt bud på stammen af excentrisk og legesyg poprock. Det bliver spændende at se og høre, hvordan Foxygen vil sætte gang i en farverig hippiefest.

Jungle (Avalon, torsdag, klokken 21:00)


På deres anmelderroste selvbetitlede debutalbum fører det engelske band Jungle 1970'ernes soul- og funkmusik ind i det 21. århundrede. Med udgangspunkt i kompetente falsetvokaler, eksotisk percussion, psykedeliske virkemidler og en urban streetattitude hypnotiseres lytterens krop, sind og sjæl. Jungle rygtes til at lyde dobbelt så respektindgydende live som på plade. Det må komme an på en prøve.

Paul McCartney (Orange, lørdag, klokken 22:00, billedet)

Da jeg anmeldte Paul McCartneys koncert i O2 Arena i London tidligere i år, kvitterede jeg med seks store stjerner. Som en af de mest indflydelsesrige sangskrivere i rockmusikhistorien behøver den 73-årige levende legende fra Liverpool næsten ingen introduktion. På årets Roskilde Festival kan man forvente, at Paul vil spille en varieret blanding af numre fra både The Beatles, Wings og solokarrieren, når han indtager Orange med sit rutinerede backingband. Paul er sommetider blevet beskyldt for at være for poppet og mangle kant, men det eklektiske repertoire taler mildest talt for sig selv: Uanset om han har komponeret hjerteknusende popballader som den smukke "Yesterday" eller hårdtslående rock'n'roll som den brutale "Helter Skelter", har Paul aldrig været bange for at tage chancer som sangskriver. Koncerten på Orange bliver med garanti festivalens musikalske højdepunkt og en oplevelse for livet. Det bliver i hvert fald min femte af slagsen med Macca.

ANNONCE