Nyhed

Guide: Her er ugens bedste fester

Vil du feste under åben himmel eller i en kælder? På en strand eller foran en graffitivæg? Find vej til de bedste og sommerligste dansegulve her.

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

Sidste chance for Søndagsvenner


VIGTIG INFO: SØNDAGSVENNER ER AFLYST PÅ GRUND AF MEGET ILDEVARSLENDE VEJRUDSIGTER

Det VILDT populære udendørs arrangement Søndagsvenner er tilbage denne weekend – for anden men alligevel sidste gang i år. Stort fremmøde garanteret. Det starter klokken 10 og slutter klokken 24, og som altid vil stemningen rykke fra loose og børnevenlig til mere voksent og dansegulvsvildt, efterhånden som tusmørket stille og roligt lander, og procenterne stille og roligt stiger.

Mikkel Brask, Dee Brown, Jonas Frandsen og C.K. spiller techno og bouncy house på hovedscenen, mens Daniel Savi, Terry Tester og Gordy Zola (<-- australsk afrofunk!) tager sig af chilloutscenen.

Værd at bemærke er, at der denne gang ikke blot er børneområde med ansigtsmaling og byggeworkshop, yoga og ønsketræ (ligesom der plejer at være), men også workshops for house-dans (ja, dét er jeg simpelthen nødt til at opleve), historieskrivning og spiritualisme.

Og udover ALT det ovenstående har Søndagsvenner også tre simple ting, der sikrer massiv goodwill fra alle her i de mildeste af de danske sommermåneder: Det er gratis, det er udendørs, og baren er billig.

Hvad: Søndagsvenner #2
Hvor: Refshaleøen, Refshalevej 185, Kbh. K.
Hvornår: Søndag 26. juli fra kl. 10
Hvordan: Facebooklink


Saftig graffiti
Der er godt gang i graffiti-scenen i København for tiden, hvilket er en skøn ting for byboer med legesyge pupiller. I den forgangne weekend kunne graffitiglade københavnere f.eks. både tage til Spray Off-festivitas i Sydhavnen og til Søren Solkærs gigantiske streetartfotoudstilling i Øksnehallen.

I denne weekend fortsætter løjerne: Verdens største graffitifestival, Meeting of Styles, der hvert år samler over 25.000 besøgende til 200 events over hele verden, rammer København lørdag og søndag, og i den anledning omdanner Pumpehusets Byhave hele haven og hegnet mod Studiestræde til en kæmpe graffitiwall, som graffitikunstnere som Lints (DK), Bims (FR), Malakkaii (ES) og Furious Styles Crew (DK) får lov at udsmykke gennem hele weekenden. Det helt awesome foto/bogprojekt Mens Du Sov kommer også forbi.

Tjek det ud på festligste vis lørdag eftermiddag, hvor Burgers 'N' Hiphop indtager Byhaven med dj's fra kl. 15 (DJ Joebacca, DJ Radas og DJ Adam Hussein), liveacts fra kl. 18 (SKYGG, Geeza G, EE feat. Constantin aka Heretic og Fabeldyret m. band) og saftige cajun-style kyllingeburgers på grillen. Det er gratis, yo.

Hvad: Burgers'n'Hiphop – Southern Edition + Metting of Styles
Hvor: Pumpehusets Byhave, Studiestræde 52, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag 25. juli fra kl. 15
Hvordan: Facebooklink


Musikdrømme på stranden
Fredag aften er der strandfest i Hornbæk med Kenneth Bagers pladeselskab Music For Dreams som sommerglad hippievært. Kenneth Bager og venner vender plader, og strandfesten er arrangeret i forbindelse med de skandinaviske verdensmesterskaber (ja, det hedder det) i strandpolo. For de, der ikke er i Hornbæk i forvejen, er der shuttle-bus fra Forum på Frederiksberg kl. 20. Bussen kører tilbage til København igen kl. 03. Billetten til bussen (købes på Billetto) er inklusiv øl på turen og gratis entre til festen. 

Hvad: Music for Dreams – Beach Club
Hvor: Hornbæk Strand, Hornbæk
Hvornår: Fredag fra kl. 21
Hvordan: Facebooklink


Fugtig fest på Boxen
Londonklubaftenen WetYourSelf!, som er en fast gæst på Culture Box, er tilbage lørdag aften med Ivan Smagghe og Cormac bag pulten på mainfloor. Jean von Baden & Lillemor, Leragér og Finn S holder festen rødglødende og kærlig i kælderen, mens islandske Ohm (fra Island) og Hidden People spiller på White Box.

Hvad: WetYourSElf med Ivan Smagghe og Cormac
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag fra kl. 23
Hvordan: Facebooklink


Sol i kælderen
Kælderklubben BlueVelvet i det indre København pløjer uden pause videre gennem sommermånederne, weekend efter weekend, og denne lørdag med to af hovedstadens venligst smilende dj's bag pulten, nemlig Al Lindrum og Rasmus Backhaus. Arrangørerne lover, at de spiller et hav af "buldermørke hits" i løbet af deres fem timer bag pulten. Jeg tror også, man vil kunne fornemme et par solskinsstrejf i pladevalget, men det må man jo dukke op for at lure. House og disco, i hvert fald.

Hvad: Al Lindrum og Rasmus Backhaus
Hvor: BlueVelvet, Studiestræde 14A, København K.
Hvornår: Lørdag kl. 23.55
Hvordan: Facebooklink

Holder du verdens bedste fest næste uge? Send info til fester@gaffa.dk

ANNONCE