Heksekvinden kom ned fra fjeldet med naturmedicin til folket
Se flere billeder fra G! Festival her
Der ligger et rødt træhus på en fjeldside i Syd-Gøta på Færøerne. Det er her, at sangerinden Eivør debuterede.
Fem år gammel stod hun i stuen med et lille anlæg og en mikrofon og sang for de andre gæster.
Siden har hun aldrig sluppet sangen, og i dag er hun uden sammenligning Færøernes mest elskede artist.
"Gøta er Eivør, og Eivør er Gøta," som konferencieren sagde.
Muserne melder deres ankomst
Sangerinden og sangskriveren indledte koncerten med "On My Way To Somewhere" fra det seneste album "Bridges".
Hun vugger fra side til side. Svinger håret over skuldrene. På vej til mikrofonen ombestemmer hun sig.
Var det for tidligt? Havde sluserne endnu ikke åbnet sig? Hun vugger igen, og så tager hun fat.
Stemmen virker grænseløs. Teknisk er hun overlegen. Hun rammer tonerne så rent og ligetil, som man klemmer en tangent i bund på et klaver.
Musikken har et elektronisk beat, og det er hen over det, at hun flyver af sted i en søgen efter lykken.
Det er et tema, som hun ofte vender tilbage til, og hver sang bringer hende rundt om endnu et hjørne. Det kan være her, at den venter.
Det tredje krydderi
Ud af de 11 sange i koncerten kommer fem fra det seneste album. De er alle på engelsk.
Det er dog i de ordløse passager, hvor stemmen bliver et kaldende, klagende og besværgende instrument, at hun er allerbedst.
Derefter kommer de færøske sange. De ligger anderledes i munden. Hun virker smidig og hendes vibrato glider så smukt igennem "Silvitni" ("Blikstille sø").
Det er som om modersmålet bidrager med det tredje krydderi.
Eivør er ikke en beskeden artist. Derfor har hun "Hounds of Love" af Kate Bush på repertoiret. Det er en af hendes ældre indspilninger, og genkendelsen vækker jubel hos publikum.
Samtidig sætter sangen Eivör i lidt fastere rammer, da hendes egen sangskrivning her et vist impressionistisk præg.
Medicin-kvinden
Det ubestridte højdepunkt i koncerten er sangen "Trøllabundin." Det er Eivör alene på scenen med en håndtromme.
Det er her, at trold-kvinden kommer ned fra fjeldet med naturmedicin til folket.
Her bliver du forhekset af en lokkende kalden, der også er en slags tilgivelse for dine ugerninger i livet.
Samtidig præsterer hun en form for human beatbox med strubelyde og høje hvin, som ingen aner, hvor kommer fra.
Det er efter den sang, at jeg kigger op mod klipperne og undrer mig over, om de har trukket sig lidt tilbage?
I et øjeblik føles verden i hvert fald større.
P.s.
Desværre var flere passager af koncerten præget af lyd-problemer, hvilket også fik en frustreret trommeslager, Hogni, til at kyle en trommestik efter en af lyd-teknikerne.
Teitur
Teitur er Færøernes største musik-eksport.
Trods hans lidt sørgmodige fremtoning på scenen lignede han lørdag en mand, der var kommet for at have det skægt.
Bandet bestod af trommer, bas og xylofon samt lidt rasleværk og perkussion, mens Teitur selv skiftede mellem guitar og klaver.
Attituden var afslappet, og musikken blev præsenteret, som var vi venner på besøg i øvelokalet.
De første tre numre var afdæmpede, og folk snakkede mere end de lyttede, så "Hopeful," "Hard Work" og "Indie Girl" druknede i menneskehavet foran den lille scene på legepladsen.
Selv "Let The Dog Drive Home," der blev leveret i en slags sløv rock'n'roll à la Lou Reed, fik ikke færingerne på krogen.
En pop-stjerne bliver til
Vi skulle frem til de færøske sange, før det klikkede mellem det fest-tørstige publikum og Teitur.
Så var der til gengæld dømt fællessang og idol-dyrkelse.
Den vuggevise-smukke "Tokspor," og "Havnin er ein lítil bygd" med afsnubbet kontra-bas (begge fra albummet "Kata Hornid") gik rent ind.
Det samme gjaldt "Ongir Pengar" ("Ingen Penge"), som sangeren sjovt nok serverede i en T-shirt med påskriften End Extreme Wealth.
Resten af koncerten var en sejrs-dans for sangskriveren, og noget tyder på, at han selv nød at være på hjemlands-scenen.
I hvert fald spillede han sit største hit "Louie Louie," selv om det ikke var skrevet på sæt-listen.
Sangeren selv holdt nummeret i den melankolske tone, mens koret blev sunget af Færøernes gen-forkælede kvinder, der ledsagede med hundredvis af stemmer.
Ekstra-nummeret var den Nick Lowe-inspirerede "I Want To Be Kind," hvilket kunne have været koncertens overskrift.
At blive taget med bukserne nede
G! Festival har to hovedscener, der byder på et alsidigt program, og det er umuligt at høre det hele, hvis man også vil skrive med et par vågne hjerneceller i behold.
Lørdag aften sad jeg således ved tasterne, da bandet Ave omkring midnat begyndte deres koncert.
Det var dog umuligt at koncentrere sig, da musikken, der sejlede ind af vinduet blev mere og mere påtrængende.
Til slut hev jeg jakken over skuldrene og hastede mod scenen på legepladsen, hvor jeg nåede at få de sidste tre numre med.
Det var dystet og dunkelt i de to første; som var sangene skrevet i en krypt eller om bord på en ophugget kutter.
Bandet var på dupperne (Teitur spillede guitar og banjo), og det sidste nummer "Arr" var et regulært hit med en støvet landevejs-stemning iblandet vandrerens glade sang.
"Jeg hænger ikke min tilværelse op på din knage," som det hed i en af linjerne.
Jeg siger det ligeud
Bandets hovedpersoner er sangeren og digteren Petur Pólson og hans gudsøn Benjamin Petersen.
Sidstnævnte har flere gange på festivalen bevist, at han er en af Færøernes største musikalske begavelser.
Hvilket lyder lidt af halvlunken høflighed, så tillad mig at omformulere det en smule. Den færøske sanger, guitarist og sangskriver Benjamin Petersen er en fucking stjerne.
Verdensfreden
G! Festival 2015 har været en musikalsk lækkerbisken.
Spørger man folkene bag, hvorfor den hedder "G!," får man ikke rigtig noget svar, men det kunne stå for Good Times, og det er betryggende.
Ruslands præsident Putin får nemlig hummer fløjet ind fra Færøerne én gang om ugen.
Så alle har en interesse i, at færingerne er glade og passer deres arbejde.
For verdensfredens skyld, du.
