Nyhed

Reportage: G! Festival på Færøerne – dag 1

En revolutionær kaldte til kamp i midnatstimen

Det er den mest spektakulære festivalsplads, jeg nogensinde har set. 

Hovedscenen ligger langs stranden kun 15 skridt fra vandet. Fjorden strækker sig ud mod horisonten til venstre, og til begge sider troner de grønne fjelde op mod himlen. 

Vi er i den lille by Syd-Gøta på nord-øst-siden af Færøerne. Her bor 400 mennesker, men i tre dage ti-dobles antallet af ansigter, når G! Festival afvikles, hvilket den gør én gang om året. 


Programmet spænder vidt: Folk, funk, rock, electronica og metal. 

De fleste artister stammer fra Færøerne, men det betyder ikke, at det er ungdomsklubbens fritids-bands, der er på scenen. 

Der er en lang og stolt musik-tradition på disse Atlanterhavs-klipper, og det kan høres på kvaliteten, der er solid som den basalt, der sprænges væk, når endnu en vej-tunnel skal bygges. 


Hovedscenen åbnes 

Dagens første højdepunkt er sangerinden og sangskriveren Gudrid Hansdóttir. 

Der er en let form for elegance over hendes stemme, og det er tydeligt, at orkestret stoler på sangene og lader dem om at føre ordet. 


Sangene er en slags folk-pop med en melankolsk undertone. 

Bandet er velspillende og især bassisten Mikael Blak spiller opfindsomt og gør sangene levende og tilføjer nuancer. 

Guitaristen, Benjamin Petersen, er en af den sjældne slags musikere, som ved, at det ind i mellem er lige så vigtigt, hvad han ikke spiller, som det han ret faktisk spiller. 

I et nummer som "Animal" er det tydeligt, at materialet er gennem-arbejdet og finpudset. De fleste tekster er på engelsk, men vi får et par stykker på modersmålet. 

"Stjørnur" er et af dem, der vækker begejstring hos publikum. Her i live-udgaven er med ekstra skæbnetung gunslinger-guitar. 

Ekstra-nummeret bliver "Sleeping With Ghost," og igen må man undre sig over, at det lykkes Gudrid Hansdóttir at gøre sødme og sarthed til noget så stærkt og holdbart. 

Smooth R'nB 

G! Festival har eksisteret siden 2002. Hvert år blander de internationale navne ind i programmet og i år er et af dem den engelske R'n'B-sanger Jamie Woon, der har hittet "Lady Luck." 

Han leverede sine sovekammer-sange med en følelse af, at her var alt-under-kontrol, og det eneste tidspunkt, han ramte ved siden af, var da, han introducerede en sang med beskeden om, at "den her er god til solnedgangen." 

For solen går ikke ned kl. 22.45 på denne tid af året. Den hænger oppe lige så længe som de børn, der er med på festivalen. 

Mørket kommer omkring midnat og hviler over øerne et par timer, inden det begynder at lysne igen. 

Beredt til kamp 

Hvis der skal være revolution på Færøerne, skal sangskriveren Hogni (billedet) levere slagsangen. 

Allerede fra første nummer blev der ægget til kamp med opdaterede protest-sange med titler som "Justice For All," "Who's Gonna Save You Now" og "Bow Down (To No Man)." 

Tunge og opfindsomme arrangementer på en slags rock-bund, blandede genre-elementer med en frejdig dødsforagt, og sendte sangene ud over scenekanten, så guderne må vide, hvor langt de borede sig ind i fjeldsiderne. 

Vi var alle klar til revolte, hvis Hogni havde givet ordren om, at det var nu, vi skulle marchere. 

Sangene var på engelsk bortset fra "Minned," der er en duet med Eivør (der spiller på festivalen i dag fredag), og da hun blev præsenteret som gæstestjerne i sangen, var jublen til at tage at føle på. 

Det blev en intens live-udgave af sangen, hvor sangerinden på få minutter beviste, hvor ubesværet og grænseløs hendes stemme er. Hun er en naturkraft under kontrol; som har vundet et stort publikum udenfor hjemlandets grænser. 

Ni sange med kampgejst blev det til og efter at have vækket os til modstand, beviste Hogni så, hvor fin en kunstner han er. 

I stedet for at skabe splid, skabte han nemlig det, der er større: fællesskabsfølelse. 

Folk tog hinanden under armen og vuggede med åbne hænder under himlen, mens hans sang ekstra-nummeret, den stille "Morning Dew." 

Vil du tro på det, hvis jeg fortalte, at der var flere lightere end mobil-telefoner under himlen?

Koncertens guitarist bør også fremhæves. Det var igen Benjamin Petersen. 

G! Festival afvikles i dagene 17., 18. og 19. juli.

ANNONCE