Nyhed

Det skal du høre på Roskilde – ifølge GAFFAs world-ekspert

Vores skribenter fortæller, hvad de ser mest frem til på årets festival – her gælder det Torben Holleufer

Roskilde Festival er i gang, og derfor vil en række af vore skribenter i disse dage fortælle om, hvad de ser mest frem til på festivalen – forhåbentlig kan det give dig inspiration. Her kommer bud fra vores mangeårige verdensmusikanmelder og -ekspert Torben Holleufer.

Det er sin sag at koge ned til fem forslag, når man nu ville tage turen hele verden rundt. Så vi tager verdens absolutte uundgåelige, og så et par stykker ved siden af.

Khaira Arby, torsdag klokken 14, Pavilion (billedet)


Khaira Arby kommer fra Timbuktu i Mali. Hun er en legende, og det er fantastisk af Roskilde at få hende herop. Stor stemme og en egen stil, som ligger i krydsfeltet mellem flere kulturer. Ikke "bare" den såkaldte ørkenblues, men såmænd også ting, der kan minde om en Oumou Sangaré. Rytmisk og særdeles swingende musik med en stemme, som formidler både stolthed og blues i samme åndedrag. Kan gå hen og blive en af de uforglemmelige Roskilde-koncerter.

Jupiter & Okwess International, torsdag klokken 16, Arena 


Jupiter & Okwess International har fået genvalg på festivalen, ligesom det andet band fra Congo, Kasai All Stars, som jeg dog ikke er særlig vild med. Til gengæld er der seriøst gang i festen hos Jupiter Bokondji og hans orkester, som bl.a. har referencer til bands som Staff Benda Bilili og også Roskilde-aktuelle Africa Express. Vi snakker en funky musik, der med afrikanske elementer også har stærke vestlige elementer. Du kommer til at danse en vis legemsdel ud af bukserne.

Dreamers' Circus, torsdag klokken 16.30, Gloria 


Det er synd at sige, at Roskilde Festival er den store supporter af dansk verdensmusik. Det nærmeste, vi kommer på årets festival er da også fra folkemusikken, men her får vi også de seneste par års lysende sensation i form af trioen Dreamers' Circus. Med to fremragende album i ryggen har de skabt et ry, som kun herhjemme deles af kunstnere som violinisten Harald Haugaard og Afenginn. Vi taler flot svungent folkemusik, der kan minde om engelske bands som Spiro og nu opløste Bellowhead. Forvent stor tone, inderlig skønhed og en koncert på højt internationalt niveau. 

Chouk Bwa Libète natten efter torsdag klokken 01, Gloria

Fra den caraibiske østat Haiti kommer Chouk Bwa Libète, som formidler seriøs åndetrancemusik. Fransktalende Haiti ligger på den vestlige del af Hispaniola, og som også rummer Den Dominikanske Republik. Her hedder den afrikanske åndedyrkelse Voodoo, og ligesom på Cuba taler vi om musik, hvor besættende trommerytmer iblandes kald/svar kor. Jeg tror, at det kan blive en af de helt specielle world-oplevelser på en festival, hvor hybrider frem for roots synes i højsædet.

Chouk Bwa Libète live at home from Michael Wolteche on Vimeo.

Songhoy Blues, lørdag klokken 18.30, Gloria 

Songhoy Blues er fra Gao i Mali. Vi snakker om en af de nordlige provinser, der som Timbuktu og Kidal har været voldsomt berørt af krigen og islamisternes anti-musik-politik. I Gao spiller man musikformen Takamba, og de unge knægte, som blandt andet spillede på den dansk-producerede Spot On Mali Music-festival i Bamako i 2014, har mere end en snert af den ægte vare. Er du til Tinariwen eller Bombino, vil du være vild med Songhoy Blues. Men jeg vil også anbefale at tjekke den ægte takamba-musik ud, som ikke rigtigt er kommet til Vesten.

Bonuskunstnere:

Africa Express, Arena, lørdag klokken 23 

Endelig kommer vi ikke udenom den store afslutning med Africa Express. Her er Damon Albarn den, der samler trådene, og Roskilde Festival har indtil for nylig været meget hemmelighedsfulde omkring hvilke artister, der kommer på scenen til det specielle show på Arena, der følger op på energien fra sidste år med Atomic Bomb!-showet, hvor Albarn også var en ivrig deltager. Nu har de dog offentliggjort, at de optrædende blandt andet bliver Afrikan Boy, Alo Wala Batida, Bo Madsen (Mew), Damon Albarn, Dele Sosimi, Diabel Cissokho, Fatoumata Diawara, Jack Steadman (Bombay Bicycle Club), Jupiter & Okwess International, Kano, Krar Collective, Kwabs, Laura Mvula, Little Simz, M1 (Dead Prez), Malikah MC, M.anifest, Mehdi Haddab, Nick Zinner (Yeah Yeah Yeahs), Noura Mint Seymali, Rachid Taha, Romeo Stoddart (The Magic Numbers), Spoek Mathambo, Songhoy Blues, Terri Walker, Trentemøller og Warren Ellis (The Bad Seeds). 

Ligesom Sir Paul McCartney, der tidligere har spillet med gruppen, vel heller ikke er fløjet langt væk???

Selvhenter, lørdag 22.30, Gloria 

Selvhenter er fra København og er konstant på turné med deres pågående inferno af lyd. De fem kvinder, der også kendes fra bands som Choir Of Young Believers, Pinkunoizu og Valby Vokalgruppe, henter lystigt fra alskens inspirationer, ikke mindst afrikansk trance. Trækbasunen kørt gennem en octaver-pedal og basforstærker rammer dig i mellemgulvet, mens de to trommeslagere spiller op til hinanden. Dertil kommer violin og saxofon, som via guitarforstærker nærmest har karakter af en skærebrænder. Er du til afrikansk åndetrance med en snert af Sonic Youth, er du bestemt ikke gået galt i byen. En koncert, der vil smadre dit verdensbillede. Pågående skønhed og shamanisme incorporated.

ANNONCE