Nyhed

Det synes publikum om Tinderbox

Festen er forbi – vi har talt med nogle gæster for at høre deres dom

I aftes ved midnat sluttede den første Tinderbox Festival efter tre dage med musik i Tusindårsskoven i Odense. På vej ud spurgte vi nogle gæster, hvad de syntes om årets festival. Læs også GAFFAs omfattende Tinderbox-dækning her.

Lene Grunnet, 24 år, Billund, nyuddannet markedsføringsøkonom


Hvad synes du om festivalen?

– Det har været rigtig godt, som forventet, med et godt lineup af kunstnere og okay vejr.

Hvad var højdepunktet?


– Robbie Williams, det var også især ham, vi gik efter. Ham kender vi, Robbie er Robbie, og han er rigtig god. Og så Major Lazer. De lavede et vanvittigt godt show, der fik publikum med.

Hvad var bundskraberen?

– Det var en bundskraber, at vi ikke kunne få lov at komme ind og se Morten Breum på Magic Box-scenen, men det er jo ikke hans skyld. Ellers ikke noget.


Kommer du igen næste år?

– Ja.

Hvem vil du gerne se næste år?

– Suspekt. Og Green Day, det kunne være fint med lidt alternativ rock. Og så mere Robbie, ham kan man ikke få nok af.

Mathias Eriksen, 23 år, Billund, tv-fotograf (med Cille på foto)

Hvad synes du om festivalen?

– Superfedt, men en ret lille festivalplads.

Hvad var højdepunktet?

– Helt klart Robbie Williams, jeg elsker ham og har været til fem-seks koncerter med ham, han var grunden til, at jeg købte billet. Og Major Lazer, det var sindssygt fedt, det var så pladsen væltede.

Hvad var bundskraberen?

– Jeg fik kun set fem koncerter, blandt andet også Calvin Harris og Axwell Ingrosso, og der var ingen bundskrabere blandt dem.

Kommer du igen næste år?

– Ja.

Hvem vil du gerne se næste år?

– Meget gerne Coldplay eller Muse. Jeg vil virkelig gerne til Roskilde og se Muse på torsdag.

Emma Burke, 27 år, Odense, studerer oldtidskundskab

Hvad synes du om festivalen?

– Enormt imponerende, jeg er positivt overrasket. Der har været meget dårlig omtale, men jeg synes, de har klaret det rigtig godt. De er gode til at trække lokale steder til, for eksempel lokale madsteder og studier, og de repræsenterer Odense godt.

Hvad var højdepunktet?

– Helt klart The Prodigy. Jeg har ligget vågen som syvårig for at se videoen til "Smack My Bitch Up" på MTV efter midnat. Det er personlige minder, der gør, at de er noget helt særligt.

Hvad var bundskraberen?

– Jeg var her ikke i går lørdag, da programmet ikke var sådan, at jeg ville trodse regnen og et dårligt knæ. Så lørdagsprogrammet har været bundskraberen.

Kommer du igen næste år?

– Ja, helt klart.

Hvem vil du gerne se næste år?

– Topnavne, der samler folk på tværs af generationer, ligesom D-A-D i år, hvor man kan få mor, far, mormor og morfar og sønnike og datter med til en fed oplevelse.

Brian Lundemose Johansen, 33 år, Odense, kulturformidler

Hvad synes du om festivalen?

– Den er rigtig godt afviklet og meget godt organiseret; man har ikke stået i kø til noget.

Hvad har været højdepunktet?

– Black Rebel Motorcycle Club i går og Spids Nøgenhat i dag. Det var rock, og det er jeg mest til. Jeg har ikke set Black Rebel Motorcycle Club live før.

Hvad var bundskraberen?

– Der har været lidt meget dance til min smag.

Kommer du igen næste år?

– Ja, det tror jeg.

Hvem vil du gerne se næste år?

– Nogle mere højprofilerede rockbands à la Queens of the Stone Age. Og mere rock om aftenen.

Marie Nordheim, 33 år, Odense, kommunikationsmedarbejder

Hvad synes du om festivalen?

– Jeg synes, det har været fantastisk. Jeg har ikke oplevet noget lignende, men jeg er heller ikke den store festivalgænger, jeg har ikke været på festival siden Midtfyns Festival omkring 2000, og der er en verden til forskel. Jeg husker klamme tørklosetter, og det mad, der var til at få, var Steff Houlberg-pølser. Jeg er imponeret, også over sikkerheden, den er meget synlig. Og der var masser af god musik. Der har dog været stor forskel på de tre dage på festivalen. Der har været mange flere personer søndag, og køerne har derfor været lidt længere.

Hvad var højdepunktet?

– I går aftes, kombinationen af, at vi var på vej hjem, men overtalte os selv til at blive og se Black Rebel Motorcycle Club. Vi mødte en gammel kammerat, jeg har gået i folkeskole med i Jylland, vi hørte noget fed musik, fik nogle fadøl, alt gik op i en højere enhed.

Hvad var bundskraberen?

– Vejret, men det er ingen jo herre over.

Kommer du igen næste år?

– Ja, ja og atter ja.

Hvem vil du gerne se næste år?

– Lidt mere rock, lidt mindre elektronisk musik.

 

 

 

ANNONCE