Nyhed

Guide: 11 essentielle bands, du ikke må glip af på Copenhell

Der er noget for enhver smag

Sommeren er skudt i gang, og lige om lidt åbner Refshaleøen op for helvedets porte, når den står på hurtige riffs, deathgrowls, pigsqueels og masser af dobbeltpedal. Det hele løber af stablen fra torsdag den 18. juni til lørdag den 20. juni, og det betyder, at du har et par dage til at få varmet hele rygmuskulaturen op, for der skal svinges med hele ryggen hele weekenden. Er du ikke helt sikker på, hvad du vil høre, så har GAFFA-redaktionen fundet 11 essentielle bands frem fra programmet, som du ikke må gå glip af:  

At the Gates

At the Gates bliver krediteret for at være med til at skabe den melodiske dødsmetal-genre, også kaldet for Göteborg-lyden, sammen med blandt andet In Flames og Dark Tranquillity tilbage i de spæde 90'ere. At the Gates været derudover dannet inspiration til blandt andet As I Lay Dying, The Black Dahlia Murder og The Darkest Hour. Bandet har frem til deres split i 1996 udgivet fire studieplader. De fandt dog sammen igen i 2007 for en kort periode, og de så endnu engang fandt sammen i 2010, hvor de sidste år udgav "At War with Reality", deres første album i 18 år.


At the Gates spiller om fredagen på Hades Stage klokken 20.00.   

Sving håret til: "Death And The Labyrinth" fra "At War With Reality"


Cannibal Corpse

Er du en metalfan, der kan sit pensum, så behøver du næppe nogen introduktion. Har du dog på en eller anden ubegribelig måde aldrig hørt om disse legender, så sætter du først deres 1992-udgivelse "Tomb of the Mutilated", og så får du lige et par hurtige facts med: Cannibal Corpse blev dannet tilbage i 1988 i New York, med Chris Barnes som frontmand. Han forlod dog bandet i 1995 for at fokusere på sit andet projekt "Six Feet Under". Bandet hentede derefter Corpsegrinder, der ikke er stoppet med at growle siden. Bandet var i sin tid først inspireret af thrash metal bands som Anthrax og Kreator, men har sidenhen fundet sin inspiration i klassiske dødsmetal-bands som Morbid Angel, Autopsy og Death. De har igennem tiden fået skabt sig et stort bagkatalog med 13 studiealbums. I 1996 udgav bandet "Vile", deres, første album, der har fået en plads på Billboard 200, på en 151. plads. Sidenhen har de kun fået mere mainstreamsucces med senest deres seneste udgivelse "A Skeletal Domain" fra 2014, der toppede som nummer 32 på Billboard 200.  

Cannibal Coprse spiller torsdag på Hades Stage klokken 19.00.


Sving håret til: "Sadistic Embodiment" fra deres seneste udgivelse "A Skeletal Domain"

Exodus

Amerikanske Exodus er pionerer inden for thrash-genren og har i gennem 34 år spillet trommehinderne i smadder. Bandet blev dannet i 1980 af guitaristen Kirk Hammett, Tim Agnello, Tom Hunting og Carlton Melson. Kirk Hammett forlod dog bandet og joinede Metallica i 1983, to år før bandet var ude med deres første plade "Bonded by Blood" i 1985. Op igennem tiden har bandet jævnligt produceret nye udgivelser, der tilsammen tæller 10 studieplader, med deres seneste og mest aktuelle "Blood in, Blood out" fra 2012. Er du til hurtig tråd, så sving nakken forbi Hades Stage.

Exodus spiller om torsdagen på Hades Stage klokken 00.15.

Sving håret til: "War Is My Sheppard" fra "Tempo of the Damned"

 

 

  

 

   

Gojira

Frankrig eksporterer bestemt andet end ost og rødvin. Det er franske Gojira et levende bevis på. Siden 1996 har franskmændene leveret teknisk metal, med elementer fra death-, groove-, thrash- og progressive metal inspireret fra store metal-acts som Metallica, Sepultura, Pantera, Morbid Angel og Meshuggah. De debuterede i 2001 med "Terra Incognita" og har med jævne mellemrum sendt plader ud. Senest er "L'Enfant Sauvage" fra 2012, der af GAFFAs anmelder Keld Rud fik fem stjerner. Gojira er for alle metalelskende frankofile.

Gojira spiller om lørdagen på Helviti Stage klokken 19.00.

Sving håret til: "L'Enfant Sauvage"

Hammerfall

Et af Sveriges største navne inden for speed- og powermetal-genren gik sammen i 1993 i Göteborg, hvor guitaristen Oscar Dronjak gik sammen med trommeslageren Jesper Strömblad fra In Flames, og inden længe blev yderligere tre musikanter, fra blandt andet In Flames og Dark Tranquillity, rekrutteret. Bandet var i 1997 klar med deres debutplade "Glory to the Brave", og året efter var de klar med efterfølgeren "Legacy of Kings", denne gang med mastodonten Nuclear Blast som pladeselskab. Til dags dato har powermetal-kongerne udgivet ni studiealbums, hvor "Renegade" fra 2000, "Threshold" fra 2006 og "(r)Evolution" fra 2014 toppede som nummer 1 på den svenske hitliste.    

Hammerfall spiller om lørdagen på Helviti Stage klokken 16:30.

Sving håret til: "Hammerfall" fra debutpladen

 

 

 

Kreator

Tyske Kreator kom til verden i 1982 i Essen, hvor de i 1985 udgav deres debutplade "Endless Pain". Siden har thrash-legenderne tilføjet yderligere 12 studiealbum til deres katalog. Seneste plade, "Phantom Antichrist", ramte gaden 2012 og toppede som nummer 1 på Billboards Heatseekers Album-chart, og blev ligeledes hyldet som et mesterværk af GAFFAs anmelder, der ligesom læserne kvitterede med seks stjerner. Er du til Anthrax, Metallica og Megadeth, så er du helt sikkert også til Kreator.

Kerator spiller om fredagen på Helviti Stage klokken 21.30.

Sving håret til: "Phantom Antichrist" fra deres seneste udspil

 

 

 

Primus

Primus er en trio bestående af Les Claypool, Larry "Ler" Lalonde og Tim "Herb" Alexander, der blev dannet i 1984. I starten af nullerne tog de dog en pause, men fandt sammen igen i 2003 og har ligesiden leveret alternativ og eksperimenterende musik, krydret med hardrock-elementer og et skævt tekstunivers. De har desuden skrevet South Parks temasang. Tag bare nummeret "Jerry Was A Race Car Driver", der låner elementer fra både jazzen og den hårde rock. Lyt til dem, hvis du vil overraskes og udfordres.

Primus spiller om fredagen på Helviti Stage klokken 00.00.

Sving håret til: "Over The Falls" fra "Brown Album"

 

 

  

 

  

Raunchy

Danske Raunchy blev dannet tilbage i 1992 og udgav i 2001 deres første studiealbum "Velvet Noise". Året efter skrev de, som det første danske band, pladekontrakt med et af verdens største metal-pladeselskaber, Nuclear Blast, hvorfra de udgav deres anden plade "Confusion Bay" i 2004. De har de efterfølgende 10 år udgivet yderligere fire plader, med "Vices. Virtues. Visions" fra 2014 som deres seneste udgivelse, og som indkasserede fire stjerner fra GAFFA. Er du til en god blanding af hurtige trommer, skrål og melodiske omkvæd, der bedst kan sammenlignes med Mercenary fra Ålleren? Så hold den danske fane højt, når Raunchy går på scenen.

Raunchy spiller om lørdagen på Pandæmonium Stage klokken 20.00.

Sving håret til: "Eyes Of A Storm" fra deres seneste udspil

Red Warszawa

De fleste burde være bekendte med disse drenge, og de fleste burde være bekendte med numre som "Technoparty", "Skinboy", "Æggemad", "Fjæsing", generelt hele deres bagkatalog. Red Warszawa har eksisteret siden 1987 og har til dato udgivet 14 plader. Gruppen fik sit navn, da guitarist Heavy Henning og forsanger Lækre Jens blev introduceret for polsk punk i gymnasietiden. De har sidenhen gjort sig til at de mest elskede boybands i landet, og derudover har bandet haft en gæsterolle i "Kina spiser de hunde" fra 1999. Slut årets Copenhell af med maner.  

Red Warszawa lukker festen om lørdagen på Pandæmonium Stage klokken 01.30.

Sving håret til: "Gratis Pikkemand"

Slipknot

Slipknot er et af de bands, der har fået størst mainstream succes blandt resten af dette års line-up. Bandet blev formeret i Iowa tilbage i 1995, under navnet "the Pale Ones", som kort efter blev skiftet ud med "Slipknot" efter et af deres første numre. De første spæde år var præget af mange udskiftninger, men i 1997 blev Corey Taylor fra Stone Sour hentet ind som forsanger, og knap to år senere i 1999 var de klar med deres selvbetitlede debutplade, der gav fansene "Wait and Bleed" og "Spit It Out". Det er på 16 år blevet til yderligere fire plader, senest med ".5 The Gray Chapter" fra sidste år, hvis navn refererer til deres bassist Paul Gray, der døde i 2010.

Slipknot spiller om torsdagen på Helviti Stage klokken 22.30.

Sving håret til: "Duality"

 

 

 

Turbonegro

Denim punk-rockerne, der tilsammen udgør Turbonegro, blev dannet i Nesodden i det sydøstlige Norge tilbage i vinteren 1988-1989 af en gruppe drenge med en trang til tråd og larm. Få måneder senere havde de deres første gig i det hedengangne Ungdomshuset i København, og de har igennem tiden besøgt Danmark ad flere omgange. I 1998 splittede bandet og havde ikke meget kontakt med hinanden i fire år. I mellemtiden gik Turbonegro dog hen og blev noget af et kultfænomen. Blandt andet er flere af deres numre blevet brugt i forbindelse med Jackass og dets spin-off shows. Den store popularitet betød, at bandet blev gendannet, og i 2003 var de endelig klar med et nyt udspil, "Scandinavian Leather", som røg ind på en førsteplads på den norske hitliste. Siden er det blevet til yderligere tre plader, med den seneste udgivelse "Sexual Harassment" fra 2012, der også toppede som nummer 1 på den norske hitliste.  

Turbonegerne spiller om lørdagen på Hades Stage klokken 20.30.

Sving håret til: "You Give Me Worms"

 

 

 

ANNONCE