Festivalen er i gang, og GAFFA er med på mange planer
Årets Roskilde Festival er i gang, og som altid er GAFFA tilstærkt til stede. Vi anmelder, tager billeder, interviewer og laver tv, og vi har også en stand, hvor du kan møde os. Som noget nyt kan du også deltage i en musikquiz og lytte til dj's, og ligesom tidligere kan vi præsentere interviews med kendte musikere i standen.
I warm up-dagene har GAFFA stand ved Rising-scenen på Camping West, og her kan du komme til musikquiz to gange om dagen, søndag-tirsdag, hver dag klokken 13 og 16. Når den egentlige festival åbner onsdag, flytter GAFFAs stand til Trade-området syd for Orange Scene, hvor musikquizzen fortsætter hver dag klokken 13.
Vi har også interviews med musikere i vores stand på Trade-området syd for Orange Scene. Onsdag kan du se interview med Suspekt klokken 17, torsdag klokken 16 er der interview med Bikstok, og fredag klokken 16 kan du overvære et interview med Mew, der endda giver en lille akustisk minikoncert. Alle tre gange kan du også selv stille spørgsmål til grupperne.
Et helt nyt tiltag er Silent Disco, hvor udvalgte dj's spiller, og du kan lytte og danse med iført hovedtelefoner, som du låner i standen. Du kan komme til Silent Disco søndag til tirsdag fra 19-22 og fra onsdag-lørdag fra 20-midnat.
Hver dag fra 11-13 kan du i øvrigt høre spritnye albums i GAFFAs stand, og hver dag fra 14-16 kan du høre en playliste med Roskilde-aktuelle kunstnere.
Vi ses i GAFFAs Stand på Roskilde. Som sagt: Til og med tirsdag ligger den ved Rising-scenen på Camping West, fra onsdag og frem i Trade-området syd for Orange Scene.
Rigtig god festival!