Nyhed

Ny video: We At Sea mister ikke alt til havs

Rebekka Søndergaard Mortensen debuterer som We At Sea med en række kendte musikere fra den danske undergrund bag sig

Bag We At Sea finder man sangskriver og komponist Rebekka Søndergaard Mortensen. Hun er senere i år klar med sin debut-ep, hvorfra du kan se musikvideoen til førstesinglen "We At Sea" her forneden.

Om førstesinglen fortæller Rebekka Søndergaard Mortensen: "We at Sea handler om at det øjeblik man er nødt til at give slip på den man elsker… Når man ikke kan blive sammen længere, fordi det gør så sindssygt ondt, at man måske er nødt til at tage langt væk, for at kunne komme videre. Når man så har gjort det, så kan man pludselig ånde igen, og måske starte forfra et nyt sted…med en ny kærlighed."

Mortensens far er bosat på Færøerne, og det er da også deres barske natur og til tider hårde levevilkår, der ligger til grund for en stor del af den lyriske inspiration bag teksterne. En stor del af den mandlige befolkning arbejder stadig på havet, langt væk fra deres familier, kærester og børn - og nogle gange helt op til et år ad gangen. 


"De klarer den alligevel og er utroligt gode til at holde fast i hinanden, at tage det, som det kommer, og være tålmodige. De har et ordsprog deroppe. 'Dét, du ikke har mistet, har du stadig; Og dét du mister, mister du aldrig helt', og det siger meget om, hvor mange kære de har mistet til havet, der omslutter deres liv i bogstaveligste forstand," siger Mortensen.

Det er et mere eller mindre stjernespækket besætning fra den danske alternative undergrund, der medvirker på We At Sea: Asker Bjørk (Boho Dancer, Penny Police, Shy Shy Shy, Maskinvåd) på trommer, Peter Skibsted (Maskinvåd, Dad Rocks) på bas, Amalie Thusgaard (Rawbird, Ulvetimen) på keys og klaver samt Simon Kjeldgaard (Shy Shy Shy) på elguitar. Ep'en er produceret af Kaspar Kaae (CODY, Broken Twin) samt Esben Ingslev (NovemberDecember) der står bag mixet.

Hør den dramatiske "We At Sea" her:

ANNONCE