Nyhed

Christina Rosendahl: Prins Henrik er hipster extr'ordinaire

Vi har spurgt den Idealisten-aktuelle filminstruktør om hendes forhold til musik

Alder: 44 år

Civilstatus: gift med Emil Jørgensen

Profession: filminstruktør, biografaktuel med Idealisten


Kommer du fra et hjem med klaver?

– Min mor købte et flygel, efter hun og min far blev skilt. Jeg var 11 år gammel. Men jeg spillede aldrig på det. Det var for meget hendes.

Spiller du selv et instrument?


– Jeg spillede cello som barn, ikke godt, men jeg kunne lide klangen. Ellers spiller jeg trommer og havde en meget kort overgang et band med Sharin Foo og Karen Krogshøj, Vampamp. Men efter det første job, et opvarmningsjob for Sune Wagners Tremolo Bear Gut, stjal Sune Sharin til sit nye The Raveonettes. Vi gik omgående i opløsning. Det var jeg stolt over. Man vil gerne gå i opløsning til Sune Wagner.

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?

– Jeg kan godt lide situationen "at spille sammen med nogen". Men jeg er ikke så vild med, at man skal se på mig. Pladsen bag kameraet passer bedre til mig.


Synger du i badet?

– Nej, men jeg synger i bilen.

Hvad betyder musik for dig?

– Utrolig meget. Jeg hører det altid. Hjemme hos os hører vi næsten kun jazz, når jeg er alene hører jeg alt: Colllege, Rihanna, Savage Rose, Pharrell Williams, Beck, Vagn Holmboe, Deftones, Tim Buckley og Negash Ali.

Hvordan lytter du til musik?

– Jeg streamer, downloader og hører vinyl-plader.

Hvem er din yndlingskunstner?

– Rigtigt mange, og de skifter. Lige nu fotograf Ernesto Bazan. Men ellers den polske filminstruktør Roman Polanski. Hans evne til at skabe lurende uhygge, selvom solen skinner er fænomenal.

Hvilken slags musik kan du ikke holde ud at lytte til?

– Det synes jeg vil være lidt uhøfligt at svare på.

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?

– Det må blive Nina Simone med Take Care of Business.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

– Det kunne for eksempel være A Flock of Seagulls eller noget Depeche Mode.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

– Haha, det er jeg for genert til at svare på i offentligheden. Beklager!

Hvad hører du helst søndag morgen?

– Feeling Good med Nina Simone. Den sang fylder en med lykkefølelse.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

– Lige nu er det Revolution af Diplo, Pluto Remix eller også A Child of A Few Hours Is Burning To Death med The West Coast Pop Art Experimental Band.

Hvad er den første sang du kan huske? 

– "Jeg er i badeværelset, det lyder sådan her".. med Kaj og Andrea.

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

– Jeg hørte for en lille tid siden en demo fra min søsters nye plade. Den fik jeg tårer i øjnene over.

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

In My Room med Brian Wilson fra Beach Boys.

Har du været i operaen?

– Ja, det har jeg. I Berlin.

Har du været på festival?

– Ja, det kan du tro. Jeg kan bedst lide Copenhell.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

– Ravi Shankar i Carnegie Hall, New York i 1997. Jeg var af sted sammen med min søster (Pernille Rosendahl, red.).

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– Det må være Prins Henrik – "hipster extr'ordinaire". Manden skulle efter sigende spille udmærket klaver.

ANNONCE