Varm op til næste uges danske koncerter med ti højdepunkter fra bagkataloget
Tirsdag og onsdag giver den 57-årige, australske rocklegende Nick Cave udsolgte koncerter i DR Koncerthuset - uden det faste backingband The Bad Seeds.
Cave vil dog ikke mere være mere "solo," end at han vil være flankeret af fire af bandets medlemmer: Warren Ellis (guitar / violin / mandolin / loops), Martyn Casey (bas), Thomas Wydler (trommer) og Barry Adamson (keys / vibes).
I anledning af det fornemme besøg har vi samlet ti af de stærkeste videoer fra Caves mere end tredive år lange karriere. Nick Cave var for kort tid siden aktuel med bogen "Brækposesangen;" et langdigt undfanget på sidste års turné i USA; du kan læse GAFFAs femstjernede anmeldelse af bogen her.
1. In the Ghetto (From Her to Eternity, 1984)
Første album med The Bad Seeds, "From Her to Eternity," kunne fejre tredive års jubilæum for få måneder siden. Albummet, som blev skrevet og indspillet i Berlin, indeholdt flere covernumre - blandt andet Leonard Cohens "Avalanche" og den sentimentalt socialrealistiske klassisker "In the Ghetto," som Elvis Presley gjorde til et hit.
2. Tupelo (The Firstborn is Dead, 1985)
Den punkede attitude fra de tidlige dage med gruppen The Birthday Party var stadig intakt på de første par Bad Seeds-album - herunder toeren "The Firstborn is Dead", hvorfra den afsporede Elvis Presley-hyldest "Tupelo" stammer.
3. The Weeping Song (The Good Son, 1990)
Tyske Blixa Bargeld, også kendt fra sit eget band Einstürzende Neubauten, var en prominent del af The Bad Seeds frem til sin afgang i 2003. Se og hør ham på dybt vand sammen med Cave her i "The Weeping Song" fra "The Good Son" (1990).
10. Jubilee Street (Push the Shy Away, 2013)
4. Jack the Ripper (Henry's Dream, 1992)
Efter den stærke samling rocksalmer på eksilalbummet "The Good Son" (1990), indledte Cave midthalvfemsernes morderiske rocktrilogi med "Henry' Dream" i '92. Albummet blev bakket op af en omfattende turné, hvorfra glimrende Amsterdam-optagelser er udgivet i dvd-format på "Live at the Paradiso."
5. What a Wonderful World (m/Shane MacGowan, single 1992)
Nick Cave har altid haft gang i diverse projekter sideløbende med bandarbejdet - skrevet bøger, filmmanuskripter, lavet filmmusik og medvirket i forskellige enkeltstående, musikalske samarbejder. Et af dem var denne coverversion af Louis Armstrongs signatursang "What a Wonderful World," indsunget i (u)skøn duet med The Pogues-frontmanden Shane MacGowan.
6. Do You Love Me? (Part 1) (Let Love In, 1994)
To år forud for "Murder Ballads" havde vi fået den ikke mindre depraverede, sex- og volds-centrerede "Let Love In", et neo-gotisk rockmesterværk, som blev indrammet af to versioner af dramatiske "Do You Love Me," foruden at byde på stærke sager som titelnummeret, "Red Right Hand" og "Lay Me Low."
7. Stagger Lee (Murder Ballads, 1996)
Mesterværket "Murder Ballads" fra '96 blev Nick Cave & The Bad Seeds store, kommercielle gennembrud, ikke mindst takket være Kylie Minogue-duetten "Where the Wild Roses Grow" - og kastede en gysende smuk koncert på Roskilde Festival samme år af sig. Og så inkluderede albummet Cave og bands uforglemmelige, morderiske take på den gamle traditional om outlawen Stagger Lee. Sangen er siden blevet et fast højdepunkt på Caves liverepertoire.
8. Into My Arms (The Boatman's Call, 1997)
Det underspillede klimaks på Caves imponerede 90'er-produktion blev sorgfulde "The Boatman's Call," hvor en stadig heroinafhængig Cave rugede over bruddet med kollegaen P.J. Harvey. Hun havde selv slået sit navn fast i årene forinden med ikke mindst "To Bring You My Love" (1995), og sang i øvrigt duet med Cave på "Murder Ballads"-skæringen "Henry Lee."
9. Nature Boy (Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus, 2004)
Tyve år efter "From Her to Eternity" ryddede Nick Cave & The Bad Seeds bordet med dobbeltalbummet "Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus," som også bragte bandet til København i november 2004, hvor de gav en storartet koncert i Falconer Salen.
10. Jubilee Street (Push the Shy Away, 2013)
Det hidtil seneste album fra Nick Cave & The Bad Seeds blev hyldet som et comeback af anmeldere og både nye og gamle fans. I kølvandet på albummet gav Cave og kompagni koncerter i både København og Århus - og GAFFA dækkede det hele ekstensivt med interview, reportage og anmeldelser.