Sangerinden og sangskriveren fortsætter samarbejdet med internationale topnavne i studiet
I næste måned pakker Kira skov nye akkorder i rejsekufferten og drager til England, hvor hun indspiller sit kommende album.
Indspilningerne kommer til at foregå i Wales, og sangerinden fortsætter sit samarbejde med internationale top-navne bag pulten.
John Parish (P.J. Harvey, Eels med flere) skal producere sangene, og tekniker bliver Paul Corkett (The Cure, Nick Cave & the Bad Seeds med flere).
Begge herrer har arbejdet sammen med den danske sangskriver før. Både Parish og Corkett var involveret i Kira Skovs seneste solo-album "When We Were Gentle," som blandt andet indbragte Skov to Steppeulve som årets vokalist og årets danske plade samt en femstjernet anmeldelse i GAFFA. Læs anmeldelsen her.
Kira Skovs nye sange kommer til at kredse om krig, tab og kærlighed, og inspirationen er blandt andet hentet hos to amerikanske digtere: Den vidtfavnende naturkraft Walt Whitman og lowlife-litteraturens største stjerne Charles Bukowski.
Kira Skov har det seneste år haft travlt med projektet The Cabin Project med Marie Fisker – som spillede på weekendens Spot Festival – men nu er hun altså tilbage på egen hånd.
Det endnu titelløse album udkommer til oktober og efterfølges af en live-turné:
12.11 Godset, Kolding
13.11 Tapperiet, Køge
14.11 Gimle, Roskilde
18.11 Lille Vega, København
19.11 Toldkammeret, Helsingør
20.11 Posten, Odense
21.11 Studenterhuset, Aalborg
26.11 Sønderborghus, Sønderborg
27.11 Nygade huset, Aabenrå
28.11 Atlas, Aarhus
Find billetter via spillestedernes hjemmesider