GAFFAs reporter melder tilbage fra festivalen i Barcelona
Se masser af billeder fra Primavera 2015 her
Det er fredag på den store spanske indie festival Primavera. Solen brager ned fra en skyfri himmel, og temperaturen nærmer sig 25 grader, mens unge hipsters fra hele Europa og USA valfarter ud til betonjunglen i Parc Del Forum for at sætte gang i løjerne til endnu en dag med fest og musik.
Ballet starter med Patti Smith, som i år er på 40-års jubilæumsturné med sit ikoniske debutalbum "Horses", der var med til at kickstarte hele den amerikanske punk og new wave-scenen i midten af halvfjerdserne med andre navne som Blondie, Ramones, Television og Talking Heads. Albummet var ikke nogen kommerciel succes i sin samtid, men er siden blevet namedroppet af alle fra Michael Stipe og Bono til Morrissey og The Libertines som en af deres væsentligste inspirationskilder. Samtidig ligger "Horses" altid i toppen af musikritikernes dom over verdens mest indflydelsesrige album. Og hvad er det så, som er så specielt ved det album, kunne man fristes til at spørge?
Jo - der er først og fremmest en fænomenal og fandenivoldsk energi over hele albummet. Man kan mærke, at Patti Smith virkelig vil frem i verden og bevise sin eksistens. Sangene er både rå og punkede og jazzede og sløve fyldt med socialrealistiske, politiske og poetiske tekster og dedikationer til Jim Morrison, Jimi Hendrix og andre af hendes musikalske helte. Patti Smiths stemme er vild og råbende og fyldt med knæk og staccato. Dernæst er selve indpakningen, altså coveret, i en klasse for sig. Det er et ganske simpelt sort/hvid portræt foto af taget af Patti Smith iført skjorte, seler, bukser og blazer, mens hun kigger direkte ind i kameraet med et stoisk blik og med sin ranglede og drengede skikkelse ser meget androgyn ud. Billedet er taget af Patti Smiths daværende kæreste Robert Mapplethorpe, og deres turbulente forhold kan man læse meget mere om i Patti Smiths prisvindende erindringsbog "Just Kids" fra 2010.
Der er altså gode grunde til at fejre "Horses"-albummet, og Patti Smith og hendes gedigne band ligger hårdt ud med "Gloria", der med en kraftfuld energi og vokal bliver slynget ud fra scenekanten. Patti Smith headbanger med sin lange grå manke og danser indianerdans, mens guitaristen Lenny Kaye fyrer riffs ud over scenen, og så er vi ligesom i gang. Patti Smith har turneret rigtig meget de sidste 15 år, og onde tunger vil måske sige for meget, for nogle gange har hendes optrædender trådt vande og været på det jævne. Men i dag er der ild i den gamle hippie-punker, og det er en fornøjelse at høre hele "Horses"-albummet blive leveret med saft, kraft og stolthed af den nu 68-årige Patti Smith.
Mellem numrene opfordrer Smith vanen tro til oprør mod kapitalismen og til peace, love and harmony til publikums store begejstring. Der kommer også et par digte ind i sættet og hele herligheden bliver afsluttet med en fræsende udgave af "Rock 'n' Roll Nigger". De, som har sikret sig billet til Patti Smiths kommende koncerter i Det Kongelige Teater den 13 og 14. august kan godt glæde sig!
Blød indiehygge og rå riot grrrl
Et af 1990'ernes mest charmerende bekendtskaber, skotske Belle and Sebastian, står bagefter klar til at servere übermelodisk blød indiehygge på ATP-scenen i den modsatte ende af festivalen. Bandet har siden dannelsen i 1996 været særdeles aktive med ni studiealbum og uendelige koncerter oftest af høj kvalitet. Nyeste album "Girls In Peacetime Want To Dance" fra i år holder også distancen, hvis man er til forelsket, naiv og ungdommelig indiepop tilsat et skud eurodisco og electropop. Siddende i græsset i sommervarmen med udsigt til scenen er det svært ikke at elske Belle and Sebastian og bandleder Stuart Murdochs sarte og nærmeste rørende vokal. Stemningen smitter af på publikum, som smiler til hinanden og deler joints på omgang. Vi får fine smagsprøver fra hele bagkataloget, og under "The Boy With The Arab Strap" bliver der inviteret til akavet indiedans på scenen, hvilket omkring 50 publikummer takker ja til, mens Middelhavet blinker i baggrunden. En god aften er i vente på Plænen i Tivoli den 31. juli, hvor det skotske orkester spiller op.
Man får helt sikkert gået sine anbefalede daglige 10.000 skridt her på festivalen, for der er laaaaaangt mellem alle de 11 scener. Turen går nu tilbage til hovedscenen, hvor den amerikanske trio Sleater Kinney er genopstået efter en pause på ti år. Pigetrioen var en af hovedfigurerne i i 1990'ernes riot grrrl scene, som med sine feministiske og venstreorienterede budskaber opnåede stor omtale og anerkendelse i både medierne og hos publikum. Med et nyt og ganske udmærket album udgivet på Sub Pop i ryggen er trioen nu tilbage, og det gør de rigtig godt. Der er ingen metaltræthed eller slinger i valsen, men derimod masser af power og urkraft i både vokalerne og de hurtige og fængende punk-rock sange. Et herligt gensyn.
Stilskabende shoegazer
Fredagens absolut fedeste gensyn bliver dog med britiske Ride, som er endnu et stilskabende gendannet band på festivalen. Ride blev dannet i 1988 og udgav to små mesterværker i starten af 1990'erne, som var med til at definere shoegazer-genren sammen med navne som My Bloody Valentine og Slowdive. Herefter fulgte to meget ujævne album, inden bandet gik i opløsning i 1996 og den ene halvdel af sangskriverteamet, Andy Bell, senere fik en ny karriere som bassist i Oasis. Ride blev gendannet sidste år, og er ude på en reunion festivaltour, hvor de er et af hovednavnene her på Primavera.
Efter The Stones Roses' skandaløst ringe gendannelse med en legendarisk elendig optræden på NorthSide 2012 var det med lidt bange anelser, man listede ned til koncerten. Men lige fra det to frontfigurer Andy Bell og Mark Gardener satte strengene og de enstemmige vokaler i på "Leave Them All Behind", var man i den syvende shoegazer-himmel. Lyden er krystalklar med ringende guitarer, soniske lydflader og så de der ufatteligt smukke neo-psychedeliske melodier pakket ind i en overdådig dejlig støj. Formidabelt intet mindre og det er en stor gåde, hvorfor ingen danske festivaler ikke forlængst har skyndt sig at få booket Ride.
Høj på det vilde joyRide går kursen nu i al hast ned mod Ariel Pink, hvor jeg når at få de tre sidste numre af koncerten med den produktive og særegne ener fra USA. Ligesom ved koncerten i Bremen Teater tidligere på året optræder Ariel Pink i høje hæle og en stumpet T-shirt, mens han skizofrent vrænger, growler, synger falset og skønsang på de mange forskellige numre fra det nyeste album "Pom Pom". Det er mere skævt og skørt end decideret godt, men inde midt i alt det corny gemmer der en række fine popsange.
Det gør der også hos den engelske trio Alt - J, som på tre år har fået stor succes med deres komplekse iørefaldende twist mellem hip-hop, dubstep og art-rock. Bandet spiller på festivalens største scene, og der er stuvende fyldt med et entusiastisk publikum, som kan alle sangene udenad. Meget imponerende. Klokken har nu nærmest sig tre om natten, og det tid er for den godt brugte reporter at sætte kursen mod hotellet og hvile ud inden den afsluttende dag i morgen.
Skinnende middelhav og høj sol
Lørdag starter med en lækker dukkert i det skinnende middelhav og senere tapas og vin på den lokale diner. Første musikalske skud på festivalens sidste dag er med den rødhårede pianoekvilibrist Tori Amos, som skød til berømmelses tinder i de tidlige 1990'ere med album som "Little Earthquakes" og "Under The Pink", hvor hun med sine meget intense koncerter også fik et stort livepublikum. Det er der også denne aften på Primavera, hvor der er stuvende fyldt på den store runde udendørs amfiteaterscene.
Tori Amos er uddannet klassisk pianist og sidder helt alene på scenen med farligt rødt hår og et gigantisk flygel. På den anden side af flyglet står et keyboard, og Tori Amos får hvinende respons fra hendes meget dedikerede publikum, da hun på samme tid både synger og spiller flygel og keyboard. Sangene er dog lidt for sfæriske, frelste og ferske til min smag, og selv hittet "Crucify" lyder ikke særligt spændende i mine ører.
Så turen går i stedet videre over til de unge amerikanske neo-hippiere i Foxygen. Duoen fik et mindre gennembrud med albummet "We Are The 21st Century Ambassadors Of Peace And Magic fra 2013". En meget sigende titel for bandet, som netop gør sig i en opdateret udgave af tresser psychedelica, garage og gospel. Det er dog med swingende held de gør det, og sidste års album "...And Star Power" var simpelt hen for ufokuseret og stak i alt for mange retninger. Det gør koncerten også mildest talt. Den starter ud med et hyperenergisk brag, hvor forsangeren løber rundt nede blandt publikum og råber i mikrofonen, mens tre korpiger og go-go dansere vrider sig rundt på scenen. Sådan fortsætter de første numre, og det hele minder mere om et bizart gøglershow end en egentlig koncert.
Kompromisløse støjpionerer
Det samme kan næsten siges om de tyske støj-, avantgarde- og industrial-pionerer Einstürzende Neubaten, som i år kan fejre 35-års jubilæum. Einstürzende Neubaten har altid været fuldstændig kompromisløse, og deres koncerter er legendariske for brugen af mærkelige instrumenter og lydeffekter. I danske sammenhænge er bandet blandt andet kendt for at blive bandlyst i Ungdomshuset, efter at de under en koncert i 1980'erne næsten fik smadret hele balkonen, da de brugte boremaskiner som en del af showet.
Det var dengang, og i dag er det hele noget mere bedaget, og frontfiguren Blixa Bargeld er også blevet adskillige kilo rundere, siden han var en vred ung mand. Kompromisløsheden fejler dog stadig ikke noget, og der bliver skruet godt op for den hvide støj og brugt splintret glas og sølvpapir som nogle af de mere alternative instrumenter under aftenens koncert. Om det bliver gentaget på sommerens Roskilde Festival skal blive spændende at følge.
Ultimativ rockfest og legendarisk techno
Halvvejs i showet begynder det at tynde ud. Det skyldes dels, at Interpol er ved at gå i gang på den store scene og dels, at de lokale fodboldhelte FC Barcelona er i gang med at spille pokalfinale på Barcelonas mægtige Camp Nou stadion. Holdet vinder - og så er der jubelscener foran storskærmene! Jubelscener er der også foran festivalens store scene et par timere senere, da The Strokes (billedet) går på. Her peaker festivalen, og nu kan man virkelig se, at der er udsolgt, da det kæmpe menneskehav eksploderer i ekstase under åbningsnummeret "Machu Picchu". Pigerne græder og smider tøjet i ren begejstring, og drengene krammer og hopper og der er dømt ultimativt rockfest.
Forsanger Julian Casablancas, som også har spillet med sit soloprojekt under festivalen, ligner med sine røde stiber i håret og gule T-shirt ikke den coole New York-rockstar fra "Is This It debuten" fra 2001. Men hans vokal lyder præcis så knastør og cool som altid, og bandet leverer en vaskeægte kraftpræstation, så det er umuligt ikke stå med armene over hovedet og skråle med på alle de store hits. Festen slutter med en forrygende udgave af "New York City Cops", hvor ALLE råber med på omkvædet: "New York City cops / They ain't too smart!" Sådan.
Efter denne hæsblæsende tour de force er det svært at komme ned igen. Men festen fortsætter lige bagefter med techno-legenderne Underworld. Den britiske gruppe blev dannet i 1980 og har nærmest opfundet progressiv house og techno, som i 1990'erne fik et kæmpe publikum og strøg til tops på alverdens hitlister. Bandet får med deres melodiske stadion-techno på et splitsekund skabt en stemning som på en sydende rave-club på ibiza i midten af 1990'erne, og sådan fortsætter tempoet under hele koncerten, der naturligvis kulminerer i monsterhittet "Born Slippy". De, som skal på Northside-festival i Aarhus midt i juni kan godt forberede sig på et frontalt festangreb!
Hermed siger denne udmattede festivalreporter tak for denne gang. Primavera har vist sig fra sin allerbedste side, og jeg kan kun på det varmeste anbefale folk at besøge festivalen, hvis man er til kvalitetsindie, sommer, middelhav og et fantastisk publikum, der både elsker musik og fest. Ses næste år!
