Devin Townsend: Fansene kunne pludselig relatere til Ziltoid

The Devin Townsend Project anses efterhånden af mange som værende synonym for avantgarde-metal, der med adskillige udgivelser af meget forskellig natur har draget lytteren ind i sindet hos geniet fra Vancouver. Seneste skud på DTP-stammen er konceptalbummet Z², som følger op på "Ziltoid The Omniscient" fra 2007. Her tages niveauet et skridt videre med musikalske kontraster udgjort af det gode mod det onde, personificeret af Devin Towsends personlige jeg og hans alterego, rumvæsnet Ziltoid, der i sin kamp for overtagelsen af verdensherredømmet desuden søger svar på, hvor den bedste kaffe findes på de jordiske planer.

"Chaos In The Skies" er navnet på den igangværende og omfattende europæiske turné, hvor Towsend ud over sin seneste udgivelse Z² desuden har norske Shining og de amerikanske prog-koryfæer Periphery med på plakaten. Jeg mødtes med Devin Townsend forud for hans koncert på VoxHall i Aarhus til en snak om livet på landevejen, alteregoet Ziltoid the Omniscient, og hvordan man lever op til rockstjerneidealerne efter mere end 20 år branchen. Med et nyt album i bagagen, som på mange måder ses som en milepæl af den mere storslåede slags, hvad er så det næste i Hevy Devy-universet?

Hvordan har turnéen været indtil videre?

– Det har uden tvivl været den bedste turné, jeg nogensinde har været på. Jeg har været omkring de bedste mennesker, haft det bedste gear at arbejde med – alt har bare været godt. Men på den anden side, så har jeg mistet fokus lidt fra alt det der tour-liv. Allerede nu har jeg lyst til at lave noget andet, da jeg egentlig synes, jeg keder mig en smule.

– Jeg gør mit bedste for ikke at vise det på scenen, men det er heller ikke den her form for respektløse kedsomhed, derimod mere et produkt af, hvor jeg befinder mig i mit liv. Det er ikke ligesom, da jeg var ung og kunne lege rockstjerne og virkelig dykke ned i den rolle, men jo ældre jeg bliver og jo mere jeg udvikler mig som person oplever jeg, hvordan det modvirker den generelle opfattelse af, hvordan man bør være på scenen. Så den udvikling, der er med til at gøre mig til et mere funktionelt menneske, er på den anden side med til at gøre det sværere at være den tumpe, jeg er på scenen. Men igen, sådan er virkeligheden og til trods for det, har det aldrig været bedre.

Du har denne gang taget både Shining og Periphery med på turné, hvor Periphery i særdeleshed kan opfattes som en klasse for sig selv – hvordan er det at have dem med i tourbussen?

– Det er fedt. Jeg har kendt drengene fra Periphery i noget tid, og de er tydeligvis et ret populært band, men derudover er de egentlig bare nogle cool fyre, så det er en fornøjelse at have dem med, og det samme gælder egentlig for Shining. Det er samtidig også med til at bekræfte, at turnéen går så godt.

Du besøger Danmark hele to gange på denne turné – føler du nogen forskel ved at spille her, i forhold til for eksempel Canada eller resten af Europa?

– Jeg tror det hjælper, når man har venner i de lande, hvor man spiller, for så får man også klargjort de forskellige parametre, der er for at spille i det land, hvad enten det er i form af humor eller landets kulturelle måde at udtrykke sig på. Jeg kan huske engang for mange år siden, da vi spillede i Tyskland, hvor jeg tænkte "hvad er der galt med det her sted? De reagerer overhovedet ikke", men eftersom jeg har mødt flere og flere mennesker fra Tyskland, har jeg fundet ud, at det er bare deres måde at reagere på. I forhold til Danmark, har jeg altid set det som et land der skiller sig lidt ud fra resten af Skandinavien. Der er et ret fedt miljø i Danmark. Men igen – mennesker er jo mennesker.

Du vandt for nyligt en JUNO Award for årets metalalbum med Z², og har i samme forbindelse nævnt, at du ser dig selv som en slags ambassadør for canadisk musik ude i verden – hvordan føles det at vinde en sådan pris?

– Ja, vi er de underlige canadiere på den anden side af Atlanten. Men det er fedt at få den anerkendelse, for det har altid været vanskeligt at bryde ordenligt igennem i Canada, så det er med til at bekræfte den kamp. Samtidig kommer det også på et tidspunkt, hvor "Z²" udgør enden på den her cyklus, som The Devin Townsend Project har været en del af, og en JUNO Award sætter ligesom kronen på værket.

Nu nævner du, at Z² er enden på en cyklus – hvad får det af betydning for The Devin Townsend Project?

– The Devin Townsend Project har egentlig altid bare været en slags mærkat på min musik. Hvad enten det har været The Devin Townsend Project, Strapping Young Lad, Devin Townsend Band eller Ocean Machine, har det i virkeligheden altid været det samme – essentielt er det bare Devin Townsend.

De første fire albums med The Devin Townsend Project var også stilistisk meget forskellige, hvor Epicloud og Z² skiller sig mere ud – hvad har forårsaget den udvikling?

– De første fire albums var et ret tydeligt produkt af de forandringer, der skete i mit liv på det tidspunkt. Jeg havde droppet den dekadente rock'n'roll-livstil og var blevet ædru, jeg havde fået børn, så mit liv var pludselig blevet meget anderledes. Det gav en masse inspiration, som blandt andet skabte "Ki" og "Addicted". Med "Epicloud" havde jeg mest lyst til at lave storslåede popmetal-numre, og med "Z²" var det dukken, der kom i fokus. Men de har alle sammen været inspireret af vidt forskellige ting afhængige af omstændighederne. Når jeg ser tilbage på de albums, jeg har lavet med The Devin Townsend Project er jeg overbevist om at, uanset omstændighederne, har jeg givet dem alt, hvad jeg kunne.

Hvad er dit forhold til karakteren Ziltoid?

– Det er jo mig! Ziltoid startede da jeg stoppede med at drikke og være på stoffer – på den anden side var jeg aldrig på kokain eller heroin, men jeg røg rigtigt meget hash, og det er der tydeligvis nogle mennesker, der ikke bør gøre. Samtidig var Strapping Young Lad et overstået kapitel, og så blev Ziltoid en kanal at udtrykke mig gennem. Det var egentlig ikke så bevist med den intension om, at det skulle være et stort og pompøst kunstværk, det var bare en dukke som var inspireret af "The Dark Crystal", som jeg var meget glad for som barn.

– Før jeg viste af det, var Ziltoid pludselig en hel karakter i sig selv, med en stemme og en ondsindet personlighed, som på den anden side er præget af hans samvittighed, der er med til at holde ham tilbage. Alt det var med til at iscenesætte og reflektere over min fortid og tiden med Strapping Young Lad, hvor objektiveringen af Ziltoid pludselig gjorde det nemmere at finde sympati med mig selv. Så terapien er en side af den, men hvad der overraskede mig lidt var, at folk pludselig fik et forhold til figuren, som naturligvis gjorde det nemmere at kanalisere Ziltoid over i musikken.

Du har tidligere nævnt, at din kreativitet er todelt – hvordan ser du Z² som et produkt af dette?

– Jeg har altid været meget tiltrukket af symmetri og opfattelsen af det uendelige. "Fermat's Last Theorem" er en matematisk teori, der udtrykker X² + Y² = Z², hvor på man ser to kontraster, som intet har med hinanden at gøre, men når de så sammensættes, udgør de så en form for perfektion og symmetri. Det er det, som jeg forsøger at udtrykke på Z², hvor det er mig mod Ziltoid – det gode mod det onde, som altså i sin helhed skaber en elegant forbindelse mellem to ting, som er vidt forskellige. Metaforen i det hele er, at det essentielt er det samme, og målet med Z² at slå bro mellem disse to kontraster.

Med det sagt, hvad bliver så det næste fra Devin-universet?

– Jeg er i gang med skrive en symfoni, og det kommer til at koste en formue. Jeg har planer om at indspille det i surroundsound med et kæmpe kor og orkestre af flere hundrede mennesker, visuelle komponenter med en Fantasia-inspireret atmosfære og instrumenter fra forskellige kulturer og samfundslag – det bliver fuldstændigt absurd. Jeg fortalte nogle fra mit pladeselskab omkring det, og de var alle sammen overbeviste om, at jeg var helt fucked. Så det jeg har gjort er, at jeg bare har startet det selv, hvor jeg engang imellem sender dem nogle lydbidder, som faktisk så småt er begyndt at overbevise dem mere og mere om, at det nok skal fungere.

– Derudover skal jeg have gang i mere Casualties Of Cool – det er faktisk det projekt, som jeg har været mest tilfreds med længe. Selvom hele Ziltoid-konceptet er sjovt, og børn er vilde med det og alt det der, så er Casualties Of Cool der, hvor jeg befinder mig lige nu.

The Devin Townsend Project leverede forleden en engageret og storslået optræden på VoxHall i Aarhus, men gik du glip af dette, kan du stadig nå at fange ham i Amager Bio i København den 25. marts. Der er stadig ledige billetter, og disse kan findes via GAFFA Live.