Silvana Imam, Girl Band og danskere i topform ved gårsdagens by:Larm
Se en stor billedserie fra aftenen her.
Så blev det fredag aften på dette års by:Larm festival i Oslo, hvor der var en herlig cocktail af udenlandske og danske favoritter på plakaten. Vi kiggede forbi begge dele.
Laseren ramte hårdt
Bag scenetæppet på den store Sentrum scene i Oslo var der en gigantisk jesusfigur med en neongrøn laser skydende ud af øjnene med en nedadgående retning. Den lyste lige ned på svenske Les Big Byrd - en firemandsgruppe, der spiller rock af den krautede slags. Gruppen består ikke af nogen hr. hvem som helst, da det er et sammenstykke af medlemmer fra grupperne The Caesars, Fireside og Teddybears med flere. Materialet var især fra gruppens debut "They Worshipped Cats", der udkom sidste år. For eksempel den fantastiske "Indus Waves", hvor vi for alvor oplevede gruppens subtile dynamiske kunnen foldet ud i al sit psych-rockede flor.
Store dele af gruppens sæt var bygget op omkring udsyrede instrumentaludladninger, hvor især trommeslager Nino Keller for alvor formåede at give de relativt monotone forløb nogle utrolig subtile fremdriftsforløb. Ganske glimrende. Den komprimerede fuzzbas kombineret med sanger Joakim Åhlund i front, som en fabulerende karakter, der guidede os igennem Les Big Byrds syrede verden, var en dejlig cocktail. Også de hallucinerende synths, der blev til en kaleidoskopisk virvarsrejse mod et sted, hvor ingen helt kunne holde foden i ro.
Jorden rundt på 30 minutter
Vi fortsatte vores færd til Red Bull teltet, hvor de to herrer Simon Dokkedal og Martin Højland fra Den Sorte Skole var klar til at tage fat. Med deres nærmest arkæologiske tilgang til at skabe musik var det atter en fornøjelse at blive taget forbi fjerne og mere eller mindre ubekendte dele af verden. Der er meget få, der når gruppens afveksling, legen med frekvenser, samples og ikke mindst mix af deres sæt, til sokkeholderne. Gruppens velvalgte fragmenter tilsat tunge bas- og beatforløb var en smuk cocktail - især når den nåede de velkonstruerede peaks. Beatmæssigt var der også en herligt variation, hvor det gik fra komplekse break beats, til hårdtpumpende drum 'n bass forløb. Man kunne have lys til at opleve Den Sorte Skole i en 360 graders stereooplevelse, for i produktionen var der også virkelig lagt arbejde i placeringen af detaljerne i lydbilledet, og det var en fornøjelse at være vidne til denne fredag aften.
En moderne altmuligmand
Med et par hurtige afstikkere endte vi i Red Bull-teltet igen - denne gang i selskab med britiske East India Youth, der er William Doyles enmandsprojekt. Doyle stod som scenens altmuligmand med bas, SPD-S'er, synth og backtrack på scenen samt en vældig energi. Den jakkesætsbeklædte brite stak lidt i forskellige stilretninger i løbet af sættet. For eksempel den elektroniske "Hinterland", der blev drevet af større elektroniske landskaber bygget op af synthdroner, bas, beat og en dynamisk saw-figur. Nummeret udviklede sig til et af den tungere slags, men lige efter dette skiftede vi karakter til en 80'er-agtig og nærmest A-ha-agtig (bandet) performance. Derefter også den meget ørehængende "Looking for someone", hvor der bliver leget med synth-solo og en meget dynamisk opbygning.
Det virkede også som om, at Doyle insisterede på at spille så meget live, som muligt - en sympatisk tanke, men indimellem virkede det til, at de små figurer han spillede på sin Roland SPD-S simpelthen tog for meget fokus i forhold til at holde et flow. Samlet set gik man også en smule forvirret fra koncerten, da det var lidt svært helt at forstå, hvordan man skal placere East India Youth. Diversitet kan være en god ting - bevares, men de allerbedste momenter var faktisk, når William Doyle kombinerede de tunge flotte elektroniske eksperimenter med en afdæmpet og knap så ekspressiv patos i sin performance. Spændende at se, hvilken af de mange stier, denne ellers talentfulde fyr kommer til at følge.
Et papercut ved endetarmsindgangen med alko-mave
Den britiske musikside The Quietus skrev følgende efter Girl Bands første koncert på by:Larm 2015: "Girl Band rev et nyt anus i mit anus". En fantastisk vending, der naturligvis betød, at GAFFAs udsendte måtte slå en tur forbi den lille rockklub Mono, der var helt stoppet til randen til gruppens anden og sidste koncert på festivalen. Hvis man skal præcisere The Quietus' formulering, så er vi måske nærmere ude i fornemmelsen af et papercut ved endetarmsindgangen med alko-mave. Det lyder ubehageligt, men det er det også - på en fantastisk dejlig måde. Kvartetten Girl Band rev klubben fra hinanden med deres utrolig energiske alternative noise-garagerock-udladninger, hvor frontmand Dara Kiely med sine vokale karakterskift formåede at krænge rockvokal - og ikke mindst infernalske skrig ud over den tætpakkede klub.
Gruppen formåede også at skabe en kradsbørstig afveksling i deres lyd med brug af nogle enkelte samples fra trommerne, der formåede at udsmykke det yderligere. Højdepunktet var gruppens coverversion af nummeret "Why They Hide Their Bodies Under My Garage" (oprindelige af den elektroniske producer Blawan) - her fortolket med en LCD Soundsystem'sk opbygning af den udstrakte slags, mens der nærmest var et Rage Against the Machine-raseri undevejs. Intensiteten voksede fra et bekymrende dissonerende univers til et decideret lydinferno, der kunne mærkes helt ind i maven med den bekymrende repeterende titelsætning, som kun musikken gav os svaret på. Fordøjelsen af denne oplevelse var først ved at indtage her dagen derpå. Det var fantastisk og smerteligt.
Dansk kvalitet
Herefter tog vi pulsen på en række danske orkestre, der var repræsenteret på festivalen i år. Først var det unge talent Karl William, der gav smagsprøver på sin solide danske version af, hvordan r&b skal lyde i dag. William og dennes band fik godt fat i det norske publikum til den første af sine koncerter, og det lykkedes bestemt også til deres anden koncert. Det velspillende medbragte band formåede at tilføre de rette luftige elementer til hans fine små-soulede vokal undervejs. Trompeten lagde en smuk tone an, da "Rammer Perfekt" startede sættet, mens både trommer og synths holdte sig tæt til plade-produktionen. Det trioliserede beat på "Syredronning" gav sættet et nyt løft sammen med Willams vokal, der virkelig blev varm efter de første numre. Momentvis opbyggede Karl William og co. en virkelig stor og flot lyd, der må have efterladt et særdeles positivt indtryk hos de tilhørende.
Herfra gik vi til gaderap med S!vas, der for alvor satte gang i Red Bull-teltet. De tunge produktioner og de mørkere narrativer ville folk virkelig gerne have denne fredag aften. S!vas lagde også hårdt ud med hits som: "Det Gode Liv", "d.a.u.d.a" og "Kbhavana". Både Sivas og producer Reza agerede fine indsparkere med en solid energi og en tung tung bas - især på "Markering (Hæld Op)", der fyldte teltet som en tæt euforisk dyne. Til at slutte sættet blev rapper Hans Philip (Ukendt Kunstner) inviteret på scenen til "Stein Bagger". Han kom med en fantastisk og mere stakkeret energi, der stod fint i kontrast til S!vas' noget mere laid-back udtryk. Det var tung ghettorap, og det var måske første gang på festivalen, hvor der faktisk blev holdt noget, der mindede om en fest i det tætpakkede telt. Solidt.
Herefter gik vi mod den ambitiøse elektronisk forankrede rockgruppe Julias Moon, der spillede på Main Stage. Gruppen, der normalt er en trio, var udvidet til en kvintet. Lydbilledet var meget fokuseret omkring rytmegruppen, der for alvor gjorde en spændstig figur. Det stærkeste kort havde gruppen i frontmand Louis Samson Myhre, der som en anden Freddie Mercury styrede publikum koncerten hele vejen igennem med opildnende udmeldinger. Det var både tight og velspillet hele koncerten igennem, og Myhre viste vokalt overskud ved at udforske nogle meget høje falset-toner. Stærkest stod de passager, hvor gruppen for alvor syrede ud blandt andet med håndholdt synthsolo og længere rytmiske klimaks. Selvom gruppen beskæftiger sig med en genreformel, der allerede er både brugt og kendt, så overbeviser Julias Moon, når materialet er stærkest. Som for eksempel på "Bay" og hittet "Lipstick Lies", hvor der blev festet på Main Stage for alle pengene.
100% power pussies
Vi sluttede dagen med at overvære den svenske rapper Silvana Imam (med litauiske og syriske rødder) - en hårdsparkende kvinde, der gjorde sin entré med et klart politisk statement iført Pussy Riot hood (se billede). Det gjorde hun til nummeret "I•M•A•M" med strofen: "Vi är power pussies / fuck en 5:2 diet / jag 176 centimeter pussy riot!". Nummeret var pakket ind i en minimalistisk og meget tung produktion, hvor vi virkelig blev taget med ind i et mørkt og samfundskritisk univers på en fuldstændig pakket Main Stage, hvor rygtet om den toneangivende feministiske svensker var hørt af mange.
Vi fik den spyttende "Svär På Min Mamma" med de jamaicansk klingende vokalsamples og kvindestatements tilsat dybe bastante punches. Jantelov var udelukket i selskab med svenskeren, der undervejs erklærede sig som "rappens Tarantino". Hun afvekslede sit sæt ved at spille helt uden den medbragte dj - udelukkende på sin SPD-S med tunge minimalistiske samples. Silvana var her, der og alle vegne på scenen, og man lod sig hurtigt suge ind i hendes "zone" - hvor det dog primært var hendes tungeste og mest spydige momenter, der fungerede. Hun endte ikke mindst med at få ret i følgende statement fra nummeret, "I min zon": "Det her er et statement / når du ser mig / se dig". Det gjorde vi.
