Throwback Thursday: Da Oasis var i GAFFA første gang

Du har måske set ham som livstilsekspert i DR-programmet "Kender Du Typen?" eller læst en af hans hurtigkørende artikler som bilekspert på Euroman. Snart kan du også se ham i TV2-programmet "Vi elsker biler" med tv-vært Anders Breinholt. Men engang i sine tidlige år som skribent skrev Christian Grau for GAFFA.

Det var dengang, GAFFA-magasinet udkom i avisform, og britpop var den hotte nye genre i musikverden med frontgængerne Oasis, som Grau fik til opgave at interviewe i 1996. I artiklen fortalte Grau om den nervepirrende taxatur til interviewet med Oasis i KB Hallen og om et band, der tydeligvis ikke gad at snakke med pressen. "Jeg føler mig som en 9-årig søspejder, der har fået lov at interviewe Flemming Povlsen [tidligere dansk landsholdsspiller i fodbold, red.] til klubbladet," skrev Christian Grau i artiklen, som du kan læse i sin fulde længde her. 

Det er snart 20 år siden. Men i anledning af GAFFAs udgave af "Throwback Thursday" tager vi et kig tilbage på Oasis-artiklen gennem Christian Graus øjne. 

Hvordan havde du det med Oasis dengang?

– Jeg kunne godt lide dem. Jeg syntes, det var et spændende band med fart på. Der var en masse hype om nye bands, men ved Oasis var der lidt om snakken. Det synes jeg også, historien har vist, til trods for at de ikke blev helt så store, som Liam [Gallagher, red.] gjorde dem til [se artiklen, red.]. På det tidspunkt arbejdede jeg hos et reklamebureau med en masse overarbejde, hvor Oasis bragede ud af højtalerne konstant. Vi blev marinerede i Oasis. Men jeg kunne bedst lide de to første albums. Ved det tredje album – som, Liam i interviewet ellers sagde, skulle blive det bedste – mistede jeg lidt interessen. 

Hvordan var det så at interviewe Oasis?

– Jeg gruede for det. Der gik jo en masse historier om, hvordan de åd journalister til aftensmad. Dels det, og så vidste jeg, at de havde et meget lokalt engelsk, som var svært at forstå, så jeg var nervøs. Jeg var meget opmærksom på, hvad der skete omkring mig, for ellers havde jeg kun den her tarvelige diktafon med hjem, hvor jeg skulle til at tyde, hvad de egentlig havde sagt. Jeg var sindssygt koncentreret. Og ydmyg. Jeg havde jo kun de her 15-20 minutter, før en eller anden manager bankede på døren. Jeg vil ikke sige, at jeg var bange. Men jeg var nervøs for at blive ædt.

– I virkeligheden var de jo søde og til at tale med. De var ikke så krigeriske, som jeg måske havde regnet med. For eksempel svinede Liam ikke sin bror til, som jeg havde regnet med, at han ville. Men de var arrogante. Man kunne godt fornemme, at de ikke gav en fuck for at blive interviewet. Det var en pr-opgave, der fulgte med. Og så det der lille skuldertræk, når Liam var færdig med at svare og ville have et nyt spørgsmål, som i "stil mig et spørgsmål, jeg ikke har fået stillet før". Men det er jo tit det samme de forskellige journalister og fans interesserer sig for.

Hvad tænker du om interviewet i dag?

– Det er et sjovt øjebliksbillede på Oasis på et tidspunkt, hvor deres udviklingskurve var stejl. The sky was the limit. Det var der, de peakede. På det tredje album løb de lidt tør. Og så havde de jo sagt, at de ville lave tre albums, der var i den samme genre og så skifte over til noget helt andet, men de blev ved med at hænge fast i det samme.

– Desuden læser jeg det jo med de år, der er røget på. Jeg krummer tæer over min skrivekunst anno 1996. Det er nemt at spotte wannabe-delen, hvor jeg bruger taxaturen, fordi jeg ikke har fået så meget ud af selve interviewet. Nu skal det eddermaneme være godt, hvis taxaturen skal med. Det er en nybegynder-ting. Nu er jeg mere to the bone. 

Hvordan har du det med Oasis i dag?

– Det er hyggeligt at høre en Oasis-sang fra de to første albums i radioen. Det er god musik. I alt derefter faldt de ligesom af på den. Når jeg kører i bil med Anders Breinholt, som er stor Oasis-fan, synger han tit med på sangene fra "(What's the Story?) Morning Glory" [Oasis' andet album, red.]. Det er fedt nok de første to-tre numre, men derefter er det sådan lidt "er du ik' kommet videre?". Jeg er enormt illoyal i min musiksmag. Jeg har det ikke sådan, at jeg absolut skal ud og købe det nyeste album med en kunstner. Loyalitet har det med at lukke folks ører for musikken. C.V. Jørgensen er den eneste, som jeg altid har lyttet til. Resten er faldet fra efterhånden.

Oasis blev opløst i 2009 efter indbyrdes spændinger i bandet, især imellem brødrene Liam og Noel Gallagher. Noel Gallagher forlod gruppen og kører i dag sit soloprojekt Noel Gallagher's High Flying Birds, der spillede på Store Vega tirsdag den 17. marts i år, og som desuden også optræder på Roskilde Festival 2015. Resten af bandet fortsatte under navnet Beady Eye, hvilket i dag også er opløst.

Oasis nåede at udgive hele syv albums. Du kan høre storhittet "Wonderwall" fra Oasis' album nummer to "(What's the Story?) Morning Glory" her: