Nyhed

13 uheldige musikere til fredag den 13.

Det er fredag den 13., og vi sætter derfor fokus på uheldige musikere

Det er i dag fredag den 13., en dag, mange forbinder med uheld. Her er en række musikere, der har været ramt af uheld.

Pete Best blev skiftet ud kort før gennembruddet

Inden The Beatles brød igennem, spillede de på tyske natklubber, hovedsageligt i Hamburg. Den øvelse har været altafgørende for deres fremgang. Dengang var det Paul McCartney på guitar, Stuart Sutcliffe på bas og Pete Best på trommer. Han var meget populær blandt fansene, fordi han så godt ud, men han blev skiftet ud, fordi trommerne var for konventionelle. Ringo kom til, mens Sutcliffe hellere ville male. Pete Best forsøgte sig med andre musikprojekter, men lykkes ikke særligt godt med noget af det.


Dik Evans kom til at vælge studierne i stedet for U2

Musikbranchen er ikke let at lykkes i. Dik Evans valgte at forlade bandet The Hype for at tage en uddannelse. Musikken kunne vente. Evans' bror Dave fortsatte med at spille med forsangeren fra The Hype, en gut, der kaldte sig Bono. Dave er i dag kendt som The Edge, guitaristen i U2.

Leonard Cohen blev snydt for sin pension


Da sangeren og sangskriveren Leonard Cohen i slutningen af 90'erne kom hjem efter et længere ophold i et kloster, manglede der flere millioner kroner i hans regnskab. Det viste sig, at Cohens manager Kelley Lynch havde solgt rettighederne til hans sange løbende gennem et årti. Cohen havde derfor ikke råd til at gå på pension. Til glæde for sine fans.

Janet Jackson gav den hele barmen – var det egentlig et uheld?

Den 1. februar 2004 blev den 38. Super Bowl afholdt i Houston, Texas. Her skulle Justin Timberlake og Janet Jackson underholde i halvlegen, en tradition, der er stor prestige i at få lov at stå for. Under koncerten blev Janet Jacksons ene brystvorte blottet, da Justin Timberlake hev i hendes beklædning.


Det blev uundgåeligt en stor skandale i USA, hvor der blandt andet blev rejst kritik af den faldne moral i den amerikanske kultur. Dette betød også, at FCC, et statsligt organ, der regulerer nationale tv-udsendelser, gik ind i sagen og hævede bøden for uanstændig opførsel fra 182.000 kroner til over 2 millioner kroner. Derudover blev live-udsendelser efterfølgende sendt med to sekunders forsinkelse, således det ville være muligt at censurere eventuelt indhold fra.

Hændelsen skulle angiveligt være grunden til, at YouTube kom til verden, da grundlæggerne ikke kunne finde en video af hændelsen - derfor ville de lave en service, der skulle gøre det nemmere for forbrugerne at finde frem til videoer. Se "uheldet", som mange mener slet ikke var et uheld, herunder ved tidsunktet 4:04. 

Hvad fatter gør, er ikke altid det rette

Mickey Fredie-Petersen, faren til søskendeparret bag gruppen Brother + Sister, købte 400 eksemplarer af deres første og eneste album, "Sonny vs. Gigi" i 2005, i håb om, at de ville toppe salgshitlisten. Desværre blev det opdaget, og hitlistereglerne blev ændret i kølvandet på denne historie.

Husk dit fly

Pete Doherty fra Babyshambles og The Libertines har mange gange været uheldig, ofte under indflydelse af stoffer. I maj 2006, forud for de første danske koncerter med Babyshambles, på Train og Vega, for han vild i lufthavnen i London og missede derfor sit fly. Han fik dog fluks hyret et privatfly, som var næsten lige så dyrt som bandets honorar for at spille de to koncerter, ankom til koncerten med to en halv times forsinkelse og sejlede ind på scenen uden et øjeblik til at lave lydprøve, hvilket koncerten bar præg af – og undervejs brændte han også sig selv med cigaretter og fik elektrisk stød. Læs GAFFAs alligevel forholdsvis positive anmeldelse her.

Vær altid klar til at padle

Ekstra Bladet skrev, at alt gik galt, da GAFFA-prisen blev afholdt i 2012 med Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard som værter. Det, folk nok husker bedst er scenetæppet, som satte sig fast på live-tv i 20 minutter, mens Pretzmann og Tolsgaard måtte padle med sved på panden. Scenetæppet gjorde det ud for en storskærm og måtte skæres ned, så showet kunne fortsætte.

Catwalk gone bad

Ved All Tomorrow's Parties-festivalen i Keflavik i Island i 2013 faldt Nick Cave i slutningen af sangen "We No Who U R" ned fra catwalken foran scenen. Hans band The Bad Seeds spillede dog videre, og efter et par minutter var Cave tilbage på scenen og fuldførte sangen og koncerten. Herefter tog Cave dog på hospitalet, hvor han blev undersøgt. Intet var brækket, men Cave havde fået mindre kvæstelser og blev rådet til at holde et par ugers hvil – som han dog ikke overholdt.

Pas på med musikalske hjælpemidler

Thomas Helmig ville ved sin optræden til Kronprinsparrets Priser i Aalborg sidste år bruge en pedal, der samplede hans trommen på guitarkassen og bruge det som beat. Da han sad på scenen med sin guitar med blandt andre kronprinsparret som publikum, virkede pedalen imidlertid ikke – eller også var det Helmig, der fumlede med den – og han undskyldte over for publikum. Pedalen kom dog senere til at virke, og Helmig gennemførte.

Styrt på live-tv

Popdronningen Madonna blev offer for billige grin i hele Europa, da hun i februar 2015 styrtede på scenen til Brit Awards. Årsagen var en sejlivet kappe, der gjorde at hun faldt bagover og ned fra scenen.

Væltede på regnvåd scene

Stig Pedersen faldt under en D-A-D-koncert i maj på Aarhus Havn og brækkede armen, fordi scenen var regnvåd. Bandet måtte aflyse koncerten, men vendte tilbage et par måneder scenen og gjorde gengæld ved at sælge koncertbilletter til 51 kroner per styk, hvilket må siges at være spotpris.

Årets mest omtalte brækkede ben?

Årets mest omtalte brækkede ben tilhører nok Dave Grohl, der faldt ned af scenen og brækkede benet ved Foo Fighters' koncert i Göteborg i juni. Det forhindrede ham dog ikke i at gennemføre koncerten efter en lille pause, hvor han fik benet i gips. Gruppens efterfølgende turné fortsatte da også som planlagt med en siddende Grohl, dog med et par enkelte aflysninger, fordi benet skulle have ro, blandt andet koncerten som hovednavn på engelske Glastonbury Festival. Heldigt for Florence + the Machine, der fik Foo Fighters' tid og scene.

Kravitz viste klokkeværket

I august 2015 gav Lenny Kravitz koncert i forlystelsesparken Gröna Lund i Stockholm. Og her gik alt, som det skulle, bortset fra en lille detalje. I begyndelsen af koncerten revnede Kravitz' bukser lige mellem benene, og det hele hoppede ud, da han ikke havde underbukser på. I de følgende dage svømmede medierne over med billeder og videoer fra episoden, som Kravitz selvironisk døbte #penisgate. Senere skiftede Kravitz dog taktik og truede medierne, også GAFFA, med retssager for krænkelse af privatlivets fred, hvis de ikke fjernede billederne.

 

ANNONCE