M Train er en bog, som skaber en personlig verden
Det er ingen hemmelighed, at undertegnede altid har været ambivalent, når det drejer sig om Patti Smith, aktuel med bogen M Train. Bevares, bortset fra den ene gang, jeg mødte hende udenfor dem normale kunstner møder journalist/offentligheden-sfære, har hun virket autentisk, ja, ekstremt sød, åben og nærmest illumineret. I den grad i tråd med den legende, som en enig presse har opbygget omkring hendes person, hvor begreber som "punkens bedstemor", "shaman", "ikon" og mere af samme skuffe har stået i kø og egentlig skjult de mange facetter, der udgør denne på en gang selvbevidste og dybt sky kvindelige kunstner.
Jeg havde det allerede svært, da hun i min optik, tog Jim Morrisons gode idé og med udtryk som Rockin' Rimbaud lancerede sig selv som deklamerende poet i en halvpsykedelisk lyd, men samtidig måtte jeg overgive mig, når hun lagde fra land på de rendyrkede rocknumre sammen med sit sublime band med folk som Ivan Kral, Lenny Kaye og Jay Dee Daugherty. Jeg købte pladerne, fra Horses og frem til eksilet fra New York og rockverdenen og sætter stadig Ask The Angels og Pumping (My Heart) fra Radio Ethiopia på, når jeg skal have det helt rigtige newyorkerpunkfix. Men har også den der træthed indbygget, som Lou Reed formulerede på en liveplade, hvor han midt i en rablende amfetaminfalbelade får sagt ordene "Fuck Radio Ethiopia, man, I'm Radio Brooklyn. I ain't no snob!" Så det er dobbelt for en Lyngby-dreng, for hvem Lou Reed nærmest var Gud.
Siden har jeg oplevet en kunstner, der syntes at være på en veritabel hovedjagt, hvor hun blev en slags selvudnævnt ambassadør for en lang række forbilleder, fra de franske digteren Rimbaud og Verlaine til beatpoeterne og Jean Genet, hvor hun blev venner med de vigtigste og ville markere sig - ikke mindst over for pressen - når hun lige nåede at smide lidt heroin ned i William S. Burroughs' kiste, eller begavet skrev bluesklassikeren C. C. Rider om til en hyldest til Allen Ginsberg - og det hele tiden syntes at balancere på kanten af det usmagelige.
Der hvor jeg mødte Patti, i september 1996 hos forfatteren og komponisten Paul Bowles i Tanger (ikke i 1997, som Smith skriver i bogen), var hun som taget på sengen, midt i en af de pilgrimsrejser til et forbillede, som gik videre til Jean Genets grav nede i Larache, længere nede i Marokko. Kort sagt har Smith altid virket, som passede hun godt ind rockstjernens ofte flygtige form, hvor hun så kunne deklamere løs, uden at der for alvor var fare på færde. Og på autopilot som tiden gik, ligesom med ridderkorset for lang og tro tjeneste, ville høste diverse udmærkelser, uden for alvor at blotlægge sjælden og levere kunst på niveau med alle forbillederne.
Det ændrede sig drastisk med den fem år gamle forudgående bog, Just Kids. Her trådte Patti Smith ind og bortvaskede enhver tvivl. Hendes erindringer om barndommen og sit eget ungdomsliv i almindelighed og New York i tiden 1967-89 i særdeleshed, med det formidable portræt af vennen, fotografen Robert Mapplethorpe, var af unik karakter, og blev fortjent behængt med priser, ligesom undertegnede kastede fem stjerner efter den. Så det var med betydelig forventning, at jeg nu læser hendes nye bog, som er helt anderledes. Som på overfladen synes fragmentarisk og som derfor ikke åbner sig op på samme måde, som den altfavnende forgænger. Det synes at være en bog, der i højere grad henvender sig til dem, der allerede er fortrolige med Patti Smith. Og som selvfølgelig er et must for fans.
Der er stadig tale om selvbiografi og vi er fortsat på en rejse, hvor de litterære forbilleder fylder meget, ligesom der er plukket en masse fra de notesbøger og tekster, som blev til, da Patti blev til Tricia - ægtemanden Fred "Sonic" Smiths kælenavn - og fortrinsvis boede sammen med denne i Detroit-forstaden St. Clair Shores. Ægtemanden, der havde været guitarist i det berømte kultorkester MC5. Han er stadig med som den usynlige medrejsende i denne fabel her over tyve år efter hans død som 45-årig.
På en rejse, hvor M-toget kunne være en linje i New Yorks undergrundsbane, hvor M står for Manhattan, men nærmere er en rejse viden om til destinationer over hele verden, men dog mest i sindet, hvor M står for Mind. En meditativ bog, hvor stationerne er caféer, hvor kaffeentusiasten Smith slår sig ned med en god bog. Og følgelig tager os med ind i hjertet af en lang række af de værker, der har betydet mest for hende, fra klassikerne til nutidige forfattere som Haruki Murakami, og såmænd til hendes passion for sitcoms, i særdeleshed krimi-serier, hvor hun i løbet af bogen går meget op i den originale danske version af The Killing, Forbrydelsen.
M Train er en bog, som skaber en personlig verden, skrevet i et sprog, som mere og mere væver dig ind i sin egen rytme. Ikke øjeblikkeligt fangende som forgængeren, men jeg fornemmer, at det bliver en af den slags bøger, der tages frem igen og igen, fordi man lige skal læse en passage. Eller lige skal falde ind i den røgede stemning, mens man lader sig vederkvæge. Ligesom man må have respekt for en enkes fortsatte hengivenhed overfor den mand, som blev taget fra hende, men som stadig får liv på disse rejser i denne usædvanlige bog.
Jeg vover et øje og giver M Train samme karakter som sidst. Tricia fra Detroit alias Patti Smith fra New York/New Jersey holder niveauet og skal honoreres for sit mod til at skabe en fuldkommen anderledes og ærlig bog, der går ind bag hendes skyhed og alle de ikoniske tilnavne og triumferer på en nærmest Turèll'sk Jeg holder af hverdagen-måde.
Tak for turen. God kaffe.
Vurdering: Fem ud af seks stjerner
Patti Smiths "M Train" er anmeldt ud fra den amerikanske udgave på forlaget Knopf, men den er også netop udgivet på dansk, på forlaget Klim og oversat af Charlotte Kornerup, med samme titel. 300 sider.
