Den anmelderroste amerikanske singer/songwriter spiller i København til foråret
Fredag den 22. april vender den anmelderroste singer-songwriter Damien Jurado fra Seattle atter tilbage til Danmark og Lille Vega i København.
Sidst Jurado gæstede Danmark var i februar 2014, hvor han spillede for et udsolgt Lille Vega. Tilbage i 2010 gav han en formidabel koncert, der stemplede Jurado som yderst veloplagt og en særdeles alsidig kunstner. Vores anmelder kvitterede med fem stjerner og skrev blandt andet:
"Damien Jurado er ene mand på scenen med sin akustiske guitar, men fylder alligevel lydbilledet flot ud. Både i sin vokal og i sit guitarspil formår Jurado at kombinere det skrøbelige med det voldsomme."
Jurado er en særdeles produktiv mand, der har udgivet hele 13 album siden hans start i 1995. Hans musikalske opvækst på Seattles punkscene i begyndelsen af 90'erne kan synes langt fra hans nu rolige og følelsesmættede sange. Senest udgav han "Brother and Sister of the Eternal Sun" i januar 2014, der tilslutter sig rækken af de mere afdæmpede singer/songwriter-album, han primært har fokuseret på de sidste ti år gennem pladeselskabet Secretly Canadian.
Billetsalget er i gang via Billetnet.