Nyhed

Prince giver to solokoncerter i Danmark

Hvor og hvornår er endnu uvist, men det bliver inden jul

Prince giver to danske solokoncerter inden jul, kan man i dag læse i den spanske avis El Pais. Hvor og hvornår er endnu ikke offentliggjort, men koncerterne bliver en del af hans kommende soloturné "Prince Spotlight: A Piano and a Microphone", hvor han fra 21. november til 22. december vil give 16 koncerter i 11 europæiske lande – kun med et klaver og en mikrofon på scenen og altså uden band.

Koncerten 21. november bliver i Wien, og den 22. december vil Prince spille i Bruxelles. 13. november spiller han i Barcelona.

Prince giver også en koncert i Norge og én i Sverige i denne periode. Desuden spiller han i Storbritannien, Holland, Schweiz, Italien, Tyskland og Frankrig. El Pais tager dog forbehold for visse datoer og byer, da ikke alle kontrakter tilsyneladende er underskrevet. Nyheden slap ud i forbindelse med, at El Pais har overværet en intimkoncert med Prince i hans Paisley Park-studier i Minnesota i weekenden.


Det er første gang i karrieren, at Prince tager på turné solo. Om turnéen udtaler Prince:

"Hvorfor gøre dette nu? Af adskillige årsager. For nybegyndere er det en udfordring. Jeg vil ikke have dårlige anmeldelser, men jeg vil ikke gå tilbage til, hvad jeg er sikker på, jeg kan, fordi jeg har gjort det i 30 år. Du er nødt til at prøve nye ting. Med klaveret er det mere nøgent, mere rent. Du kan se præcis, hvad du får."

Prince har senest udgivet albummet "HITnRUN" via streamingtjenesten Tidal i september.


GAFFA har uden held kontaktet Princes danske koncertarrangør Kim Worsøe for en uddybende kommentar, men vi vender tilbage med mere nyt, så snart vi ved noget.

 

ANNONCE