Underholdende film om Spids Nøgenhat-sanger med flere spørgsmål end svar

Det var nærmest en grundresearch til at anmelde denne portrætfilm, da jeg i 2011 var blandt publikum på Roskilde Festival, hvor Spids Nøgenhat MÅTTE ses – om ikke for andet så for det suspekte bandnavn. Det bandnavn henviser ganske direkte til svampen med det latinske navn psilocybe semilanceata, der er den stærkeste hallucinogene svamp i Europa. I den nye film af Palle Demant er vi da også på svampejagt.

Det sker ved en kluntet overgang hen over et elektrisk hegn, hvor hovedpersonen i portrætfilmen "Born to Lose", Lorenzo Woodrose – forsangeren med det borgerlige navn Uffe Lorenzen, fra netop Spids Nøgenhat og Baby Woodrose, tilter klodset ind over elhegnet.

Målet forude er en bakke, hvor der er chancer for god svampehøst.

Det griner vi så lidt af.

For filmen lægger mere op til grin over syretrip, øl, tjald og rock & roll end den eftertænksomhed, der er den præmis, som filmen skal give indtryk af at have som bærende element.

Lige tilbage til Roskilde: Det er en af de koncerter helt uden for filmens ramme, som står mejslet i min egen erindring: En koncert, der fyldte hele det store teltrum ud med en fortættet stemning. Men der bliver for lidt musik i filmen til, at det bliver gengivet ordentligt. Og det er en generel anke. For musikken er for fed til at blive gemt til alt for korte glimt.

For en mand som Lorenzo Woodrose, der hænger sammen med sin musik i et totalt symbiotisk forhold, så må det fravær af musik i længere passager give et amputeret portræt.

Han får aldrig lov at spille sig selv ud i filmen – og vi har ellers god tid.

I stedet fokuserer filmen i eksempelvis Roskilde-klippet på et eksalteret publikum, der i rundkreds gengiver refrænet "Er vi de sidste her på jorden?". Koncerten blev i øvrigt optaget og udgivet året efter med netop titlen "De Sidste Her På Jorden."

En understregning af en pludselig succes kronet i 2014 ved Danish Music Awards, hvor Spids Nøgenhat modtog to priser for "Årets Danske Livenavn" og "Årets Danske Rockudgivelse" for deres tredje album "Kommer med Fred."

Successen kom efter en endnu større indsats fra Lorenzo Woodrose i rockbandet Baby Woodrose, der sjovt nok også tog navn efter en hallucinogen plante, nemlig Hawaiian Baby Woodrose. Også her er der tale om en gang psykedelisk rock, som i 2003 åbnede Roskilde Festival på Orange Scene – og i øvrigt fik "P3 Prisen" det år. 10 album er det blevet til i det orkester.

Men kommer filmportrættet ind under huden på dette fænomen af fortidig 70'er-psykedelisk rock, som pludselig bliver banket overbevisende ind i nutiden?

Ikke helt.

Vi ved bare, at det sker – uden filmen hjælper til at kunne forklare helt hvorfor.

Lorenzo Woodrose taler på et tidspunkt i filmen om angsten for at blive mainstream – og samtidig have en længsel efter det. Især (som jeg forstår det) en længsel efter at gøre musikken til en reel levevej, der ikke kræver, at han også langer bajere over disken på den lokale bar for at få brød på bordet.

Her mangler jeg som flere steder i filmen en instruktur/producent – Palle Demant – som træder i karakter og går Lorenzo Woodrose på klingen. En stemningsfuld portræt- og musikfilm er ikke nogen journalistisk krydsild, men hold nu dette sympatiske syrehoved lidt fast!

Hvad udelukker kommerciel succes fra musikalsk integritet?

Ikke nødvendigvis noget som helst.

Men svaret blafrer i filmens røgfyldte spor fra Lorenzo Woodroses altid tændte cigaret eller joint.

Den største modsætning i filmen er faktisk, at hvis Uffe Lorenzen i stedet brugte den samme energi på noget helt andet – ja, hvis han nu var blevet bankmand (bare et tankeeksperiment!) – så havde han formentlig gjort en strålende karriere.

Vi fornemmer en mand, som brænder i begge ender for sin musik 24-7 – ganske som den mest strømlinede habit i bankens direktionslokale brænder for sin ganske anderledes platform i livet – bare uden tjald, langt hår og skæg.

Der er i Lorenzo Woodrose ingen forskel på det energiniveau og de lederevner, som de to typer arbejdsindsatser kræver. Derfor er det ærgerligt, at vi aldrig trænger helt ind i den disciplin, som Lorenzo Woodrose må have for over de sidste 20 år at have leveret over 500 sange og turneret i ind- og udland for større og især mindre publikumsskarer.

Hvor er hemmeligheden bag hans hellige ild?

I filmen afsløres det ikke.

Der er antydninger: En snak om sorte sange og den vrede kynisme, som må ud. Tanker om det korte liv understreget ved den nære ven, lydmanden og produceren Ralph A. Rjeileys alt for tidlige kræftdød. En rejsegrammofon placeres ved hans grav med de seneste sange, hvor der småfilosoferes over, at Lorenzo Woodroses egen livsstil bestemt ikke ligefrem er livsforlængende.

Seancens eftertænksomhed bliver bare ikke fulgt til dørs.

Det er ellers her mod slutningen, at vi begynder at fornemme bare lidt af mennesket Lorenzo Woodrose. En dygtig disciplineret musiker og kunstner, som tænker over livet og prøver at udtrykke det, men er drivkraften virkelig hans selvdestruktive livsstil?

En livsstil, som han selv beskriver som at bruge livet grådigt og sultent.

Er kunsten umulig uden den dødsdrift, der implicit nærmest driver værket frem?

Måske.

Men filmen giver ikke entydige svar, og jeg sidder tilbage med tvivlen.

I stedet konstaterer Lorenzo Woodrose, at meget af den nye musik, der spilles i dag, bliver dummere og dummere.

Uden svar i filmen på de eksistentielle spørgsmål, som filmen netop rejser, fremstår Lorenzo Woodrose bestemt heller ikke selv som manden med de vises sten.

Det er synd. Og det er ikke hans skyld. Hele vejen igennem er man nemlig i godt, behageligt, absolut begavet, sjovt og sympatisk selskab. En rummelig velformuleret fyr, vennernes ven, en humørfyldt mand med respekt for sit publikum og egen rolle i en grad, så han ikke en gang gider spille for mammon til en havefest som et andet sølvbryllupsband. Han er til glæde og fest – men ikke for enhver pris.

Danmark ville være fattigere uden en musikalsk kunstner med en integritet som den Lorenzo Woodrose møder op med. Og han kan fortælle meget bedre om den, hvis han blev presset lidt mere.

Jeg er derfor ikke sikker på, at jeg siden koncerten i Roskilde kender Lorenzo Woodrose ret meget bedre nu efter at have set portrætfilmen. Men jeg var begge steder godt underholdt!

Vurdering: Tre ud af seks stjerner

Film: "Born to Lose": Lorenzo Woodrose - portrætfilm om forsangeren med det borgerlige navn Uffe Lorenzen fra Spids Nøgenhat og Baby Woodrose.

En film af Palle Demant.

Premiere onsdag d. 2. december 2015 i en række biografer landet over. Filmen vises dog også på Forbrændingen i Albertslund 14. november og Viften i Rødovre 19. november, i begge tilfælde efterfulgt af en solokoncert med Lorenzo Woodrose. Find billetter via CPH:DOX.