Nyhed

De bliver store i 2016: Is Tropical spiller skizofren pop i Vega i aften

Det engelske band spiller sammen med syv andre fremadstormende navne

I aften den 20. oktober åbner Vega dørene for ny koncertaften, Vegas New Crush. En aften tilegnet otte internationale navne, som ifølge Vega kommer til at præge radioerne, bloggere og koncertplakaterne i og uden for Danmark: Groves, Tenterhook, C Duncan, Beaty Heart, The Prettiots, JONES, Fraser A. Gorman og Is Tropical.

Vega har i samarbejde med koncertarrangøren Beatbox Entertainment skabt denne aften, hvor spirende navne får lov at vise sig frem. Vegas New Crush er en international pendant til Vegas Udvalgte, som tidligere har præsenteret navne som MØ, Sekuoia, Karl Williams og Rangleklods. Aftenen kommer derfor til at præsentere nye navne, som du bør holde øje med fremover.

Vegas booker Lene Vive Kristoffersen uddyber New Crush-konceptet:


"Vega har en høj stjerne i de internationale musikkredse, hvilket vi er utroligt stolte af. Over halvdelen af vores program er præget af udenlandske kunstnere. Lige så interessant det er for os som spillested at præsentere de nye acts fra udlandet, lige så betydningsfuldt er det for mange internationale kunstnere at ramme Vega på deres første tour. For at skabe mere opmærksomhed omkring de nye stjerner-på-vej har vi i samarbejde med Beatbox Entertainment skabt koncertrækken Vegas New Crush, hvor vi præsenterer en lille række, helt særligt udvalgte, nye og skarpe internationale kunstnere. Det giver dig som musikentusiast mulighed for at opleve dine nye ynglingskunstnere allerede første gang, de er på tour."

Køb billetter via GAFFA Live

Vi har i den seneste tid bragt interviews med de optrædende kunstnere og slutter her med det engelske band Is Tropical.


Hvilken slags musikprojekt er Is Tropical?

– Lige fra dag et har vi gerne villet have Is Tropical til at være mere end bare et band i den traditionelle forstand. Bandet har været en udvidelse af vores baggrunde som billedkunstnere, og vi fandt faktisk sammen med at spille improvisationsshows i vores gamle tilholdssted, som vi lavede om til et kunstgalleri. Siden vores tilblivelse har vi arbejdet hårdt for at skabe alt vores eget indhold og illustrationer og selv have kontrol over alt. Musikalsk set har vi aldrig haft nogen grænser for, hvad vi laver; vores lyd er energisk, eklektisk og skizofren, men altid med popmelodier i forgrunden.

Hvis I skulle vælge én sang, som giver et godt indtryk af jeres lyd, hvilken sang ville I så vælge, og hvad er historien bag sangen?


– Jeg tror, det skulle være noget fra vores nye album, "Black Anything". Albummet bliver udgivet i fem separate afsnit i form af to numre per gennemsigtig 10" vinyl. Afsnittene er optaget på hvert sit kontinent, og der er et element af verdslig historiefortælling i de fleste af sangene. Den første sang, vi udgav, var "Crawl". Den er meget "Is Tropical". Den fortæller om rituelle dyreofringer, som vi oplevede i Mongoliet på vores tidligere rejser. Den sang giver et godt indtryk af vores musik, eller i hvert fald den retning, vi bevæger os i.

Hvilket velkendt album eller kunstner har været en inspiration for din musik?

– Det er svært at udvælge et bestemt band eller en tidsramme for musik, der har direkte inspireret os. Vi er inspireret af alt, vi lytter til. Selv hvis du hører noget forfærdeligt, så inspirerer det dig til at lave noget, som ikke lyder sådan. Tom Waits' tekster er dog meget inspirerende.

Hvad er jeres planer for 2015?

– Vi har været i og uden for landet gennem hele sommeren, hvor vi har spillet på en masse europæiske festivaler, vi er lige kommet hjem fra Colombia og Island, og snart går vi i kast med vores tredje europæiske turné i år. Og så skal vi hygge os foran pejsen til jul og slappe af.

Planlægger I at se nogle af de andre kunstnere, der skal spille til Vegas New Crush sammen med jer? 

– Ja, helt klart. Det er et fantastisk line-up, så vi håber på at se så mange af de andre bands som muligt. En af vores lydmænd laver faktisk lyd for Beaty Heart til det show, så vi skal bestemt over og sige hej til de drenge. Det glæder vi os rigtig meget til.

ANNONCE