Nyhed

Flere store navne til Årets Gudman

Blandt andre Thomas Helmig og Peter Sommer melder deres ankomst til musikfesten

Tidligere på året blev det offentliggjort, at multi-instrumentalisten Gustaf Ljunggren, kendt for sit samarbejde med C.V. Jørgensen, Steffen Brandt, Emil de Waal og et utal af andre danske og internationale musikere, er modtager af "Årets Gudman". Selve hyldesten af Ljunggren finder dog først sted den 22. november i Amager Bio, og nu har foreningen Gudman løftet sløret for flere navne, der optræder til koncerten, heriblandt Thomas Helmig og Peter Sommer. Den imponerende gæsteliste kan du se nedenfor.

"Gustaf Ljunggren er Årets Gudman. Og det er han, fordi han mere end næsten alle andre er selvskrevet til titlen. Han er en af de mest eftertragtede musikalske magikere i Danmark. Han mestrer lige præcis den evne at give sin stemme og sin sound til alt, han rører ved. Musikken bliver bedre, når Gustaf Ljunggren spiller på den. Listen, over hvem han har spillet med, er uoverskueligt lang, men alligevel formår Gustaf Ljunggren altid at yde sit bedste. Ofte går man til koncert med en hovedartist og ender med at lytte på Gustaf. Gustaf Ljunggren er ydmyg i sit spil, men sikker på sine evner. Vi er stolte af at kalde ham Årets Gudman," siger Kristian Leth, formand for foreningen Gudman om årets prismodtager.

Selv siger Gustaf Ljunggren om den måde, han arbejder med musik på: "Jeg har altid været meget åben over for musik. Som barn var jeg meget modtagelig, og den umiddelbare opmærksomhed og åbenhed forsøger jeg at bevare. Det vigtige for mig er selve det øjeblik, hvor musikken sker. Hvad jeg gjorde lige før, og hvad jeg skal gøre efterfølgende, er ikke så vigtigt. Jeg har en undren over for musik. Jeg skal være et værktøj i forhold til, hvad musikken gerne vil. Man kan roligt lade musikken bestemme. Det er en proces, og jeg vælger at tænke på det på den måde. Det giver mig en frihed," siger Gustaf Ljunggren.


Gustaf Ljunggren har som nævnt samarbejdet med mange musikere, men han har også været kapelmester for Anders Lund Madsens hedengangne "Det Nye Talkshow". Siden 2011 har han været musikalsk tovholder på det stærkt roste "Naked"-koncept på aarhusianske Spot Festival, ligesom han også har været det faste indslag i Aarhus Festuges "Trio"-arrangmenter, der også har fået meget positiv omtale.

Årets Gudman hed tidligere Ken Gudman Prisen og er opkaldt efter afdøde Ken Gudman, der var trommeslager for Young Flowers og Savage Rose samt en lang række andre bands fra dansk rocks spæde barndom. Tidligere har blandt andet Per Christian Frost, Laust Sonne og Cæcilie Trier modtaget prisen, der er en kollegial hyldest til en udvalgt musiker, som har markeret sig på den danske musikscene. 

Billetter til koncerten kan erhverves her.


Gæstelisten til Årets Gudman er som følger:

Cathy Jordan

Eddi Reader


Boo Hewerdine

Sofia Karlsson

Roger Tallroth

Per Ekdahl

Kill J

Thomas Helmig

Anders Matthesen

Mads Damsgaard Kristiansen (Reptile Youth)

Emil de Waal

Povl Dissing

Marie Key

Kasper Eistrup

Peter Sommer

August Rosenbaum

Nulle

Bent Clausen

Nikolaj Busk

Thommy Andersson

Kaare Munkholm

Sven Lindvall

Mads Hyhne

Rune Harder Olesen

Jacob Anderskov

Søren Kjærgaard

Der er desuden gjort plads til overraskelser.

Nyd Gustaf Ljunggren som akkompagnement til Marie Key og en salsadanser her:

ANNONCE