Er dette den første forsmag på hendes længe ventede tredje album?
Adeles længe ventede tredje album skulle ifølge Billboard udkomme i november, og nu har Adele offentliggjort en smagsprøve fra albummet i en tv-reklame, der blev vist i aftes under showet X Factor på britisk tv. Det er i hvert fald, hvad mange seere antager.
I reklamen fremgår det ikke direkte, at det er Adele, der synger på klaverballaden, man hører knap 30 sekunder af, men det lyder umiskendeligt som hende. Reklamen oplyser heller ikke mere om musikken, men nøjes med at vise den tekst, Adele synger, på en sort baggrund, inden reklamen slutter med tre prikker, der antyder, at vi snart får mere at vide.
Adeles tredje album bliver opfølgeren til den massivt succesfulde "21", der udkom i januar 2011 og har solgt mere end 30 millioner eksemplarer, hvilket gør albummet til et af de mest solgte album i dette årtusinde. Albummet modtog både en Grammy og en Brit Award for "Album of the Year" og mange andre priser, så der er altså mildt sagt noget at leve op til for Adele.
Se en optagelse af tv-reklamen foretaget af Twitter-brugeren @sighzach nedenfor.
OH MY GOD ADELE'S NEW SONG pic.twitter.com/eTM1dCYAS7
— zach (@sighzach) October 18, 2015