Både Jens Unmack og afdøde Hilmer Hassig og Henrik Hall kan opleves i Alle Har En Drøm At Befri
I anledning af udgivelsen af Tommy Heisz' bog "Himmelflugt og Højdeskræk – historien om Love Shop" har instruktøren Andreas Haaning Christiansen begået en video baseret på sine optagelser fra bandets "Copenhagen Screaming!"-koncerter i København. Her gav gruppen seks udsolgte koncerter seks dage i træk på seks forskellige københavnske spillesteder i september 2003, hver aften med en ny sætliste.
Videoen viser gruppen fremføre "Alle har en drøm at befri" fra albummet "Anti" fra 2001, primært i Pumpehuset. Den lange, repetitive sang er et af gruppens mest populære livenumre, som de stort set altid har spillet til deres koncerter, siden albummet udkom. Se videoen nedenfor.
– Videoen er tænkt som en lille flaskepost fra fortiden, en tid hvor bandets legendariske producer og guitarist Hilmer Hassig og den sjælfulde mundharpespiller Henrik Hall begge var i live, udtaler Andreas Haaning Christiansen.
Hilmer Hassig omkom ved en trafikulykke i november 2008, 48 år gammel, og Henrik Hall døde af kræft i januar 2011, 62 år gammel.
I bogen "Himmelflugt og Højdeskræk" kan man i øvrigt læse, at livealbummet "Copenhagen Screaming!", der udkom oven på turnéen, var en af grundene til, at Hilmer Hassig forlod gruppen i efteråret 2004. Han var nemlig meget uenig med de to øvrige medlemmer, sanger og sangskriver Jens Unmack og Henrik Hall om, hvordan albummet skulle mikses og ønskede, at Unmack skulle genindspille alle vokalerne, som han syntes var for falske. Det nægtede Unmack – det var jo et livealbum – hvorfor Hassig efterbehandlede vokalerne, så meget han kunne. Hverken Unmack eller Hall var tilfredse med resultatet og talte stort set ikke med Hassig ved receptionen for udgivelsen.
Love Shop fejrer i år 25 års jubilæum for udgivelsen af debutalbummet "1990". Det markerer de 16. oktober med opsamlingen "Evergreen – Best of Love Shop" og en akustisk releasekoncert og interviewsession på Bremen Teater 15. oktober. Fredag den 9. oktober udkom Tommy Heisz' biografi "Himmelfart og Højdeskræk – historien om Love Shop".
Køb billetter til Love Shops releasekoncert på Bremen Teater her.
I februar 2016 kan man igen opleve Love Shop live i Musikkonservatoriets Koncertsal med symfoniorkestret Copenhagen Phil. Find billetter her. Derudover et bandets kalender for 2016 for tiden helt åben.
Læs GAFFAs begejstrede anmeldelse af den netop udgivne biografi "Himmelflugt og Højdeskræk"