Nyhed

Thurston Moore: Kreativ ener mellem professortweed og fuzzpedal

Vi har talt med den stilskabende guitarist, som optræder i Danmark i næste måned – og bliver adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium

Thurston Moore har som guitarist og en af de kreative drivkræfter i den stilskabende støjrockgruppe Sonic Youth haft stor indflydelse på de sidste tre årtiers musikalske frembringelser. Men er der en udløbsdato på kreativ energi og indflydelse efter så mange år på scenen?

Svaret synes at ligge lige for: Med stor en Europaturné i hælene på sit nye album "The Best Day", som også bringer sangskriveren forbi Train i Aarhus og København under CPH:DOX Dokumentarfilmsfestival samt en stilling som adjungeret professor ved Rytmisk Musikkonservatorium i København virker amerikanske Thurston Moore i topform, da GAFFA taler med ham.

Professor Moore


Først og femmest stort tillykke med din stilling som adjungeret professor ved Rytmisk Musikkonservatorium i København. Hvordan føles det lige pludselig at være professor?

– Tak! Stillingen som professor føles ikke særlig pludselig. Jeg har undervist i sangskrivning siden 2011, hver sommer. De studerende ved Jack Keourac School of Disembodied Poetics på Naropa University (i Boulder, Colorado, red.) og jeg har igennem årene studeret og diskuteret de mange indflydelser, som denne form for skoling har haft. Blandt andet skolens grundlæggere, de buddhistiske Chögyam Trumpa Rimpoche, poeterne Allen Ginsberg og Anne Waldman. Ud fra dem komponerer vi sange sammen.

– De danske og specielt den københavnske scene har haft en enorm indflydelse på den nordeuropæiske musik. Jeres episke festivaler og legendariske spillesteder har været vitale elementer for et international fællesskab af musikere, artister og poeter. At hædre denne historie bliver en del af mit pensum på Rytmisk Musikkonservatorium.


Hvordan kommer din undervisning til at foregå?

– Vi vil overtage skolens indspilningsstudier, improvisere og komponere som en stor familie. Det Rytmiske Musikkonservatorium har de vildeste faciliteter for musikere. Samtidig er fællesskabsfølelsen og miljøet derude enormt understøttende for de studerende.

En kreativ hvirvelvind


Jeg vil gerne tale lidt om dit nye band også. Hvordan kom det i stand til at begynde med? 

– Det er sjovt, for det nye line-up, med My Bloody Valentines fænomenale bassist, Deb Googe og den progressive guitarist, James Sedwards, sprang også ud af et enormt godt fællesskab. I 2012 begyndte jeg ofte at rejse til London og sidenhen flyttede jeg dertil. Min kæreste, Eva, introducerede mig til sine gode ven og roommate, James, og han foreslog, at vi ringede til Deb for at spørge hende, om vi ikke skulle spille sammen. Steve (Shelley, red.) fra Sonic Youth fløj ind fra New York for at spille med til nogle hemmelige shows. Vi indspillede lidt hist og pist til "The Best Day" i den forstad, hvor jeg bor. Derefter indspillede vi i den her helt vilde kirke, som er blevet ombygget til studie. Det har været en meget drømmende, vidunderlig og helt igennem stjerneklar process.

Hvordan strukturerer I fire jeres roller i bandet? Er det dig, der kommer med alle idéerne, eller finder der en vekselvirkning sted imellem jer?

– Ligesom med alle mine andre soloprojekter og Chelsea Light Moving har jeg skrevet alting. Sangene på det nye album er festlige. Den kærlighed, jeg føler i mit hjerte for tiden har nok ændret min tilgang til at indspille og sågar også den måde, jeg optræder på. Da jeg spillede med Sonic Youth, ville jeg bare have, det skulle være vildt. Men med de nye plader skal det simpelthen bare være perfekt og ægte. Så perfekt, som kun et perfekt indspilningsrum kan gøre det.

Filmisk ndflydelse

Du kuraterer et filmprogram på CPH:DOX Dokumentarfilmsfestival før din koncert på Vega. Kan du åbne lidt for nogle af detaljerne bag de film, du har valgt?

– Jeg glæder mig som et lille barn til den koncert og til festivalen. Du må dog vente med at se, hvilke cinematiske skattekamre, jeg har på lager... En smule punk, men mest af alt en masse skønhed.

The Thurston Moore Band spiller i Store Vega den 8. november som en del CPH:DOX-koncertrækken Audio:Visuals. Thurston Moore vil før koncerten præsentere et filmprogram også i Vega.

Dagen før, altså 7. november, giver The Thurston Moore band koncert på Train i Aarhus.

Torsdag 29. oktober kl. 13.30-15.00 giver Thurston Moore åbningsforelæsning i Koncertsalen på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Der er gratis adgang.

ANNONCE