Nyhed

Tre danske musikere har brug for hjælp til alternativ kræftbehandling

Venner af og familie til Djuna Barnes, Linkoban og Solveig Sandnes søger nu støtte

Der er desværre flere sørgelige nyheder i samme kaliber, som da vi for nylig kunne berette om dj'en Djuna Barnes' uhelbredelige kræftsygdom. Også rapperen Linkoban og den ene halvdel af Er De Sjældne-projektet, tidligere Lovebites-sangerinde Solveig Sandnes søger nu – på initiativ fra venner og familie – efter økonomiske bidrag til at få alternativ behandling i Tyskland. 

Efter at være blevet ude af stand til at arbejde er det svært for musikerne at skaffe penge til den alternative behandling, der tilbydes i Tyskland – hvilket har fået kvindernes nærmeste til at sætte gang i tre individuelle indsamlinger via organisationen Caremaker.

Maria Gerhardt, bedre kendt som Djuna Barnes, fik konstateret brystkræft i 2013. Efter en lang kamp mod kræften, som hun i første omgang overvandt, og som var inspiration til hendes roman "Der bor Hollywoodstjerner på vejen", fik den nu 37-årige Gerhardt i løbet af sommeren 2015 et tilbagefald. De danske læger kan nu udelukkende tilbyde livforlængende behandling. Kræften har spredt sig med metastaser i skulder, rygsøjle, lunger og kraveben.


Djuna Barnes var især i 00'erne med til at skabe soundtracket til de københavnske gader og klubber. Her blev hun hurtigt en af Danmarks mest respekterede og brugte dj's herhjemme og har også optrådt rundt om i Europa.

Støt Djuna Barnes her

Ling Ly, der står bag aliasset Linkoban, opdagede sin sygdom for lidt over et år siden. Det meldte hun dengang ud på Facebook med beskeden: "Jeg skriver dette offentligt, fordi jeg er sikker på, at jeg vil smadre denne sygdom – og fordi jeg vil have, at I skal vente på mig". Forleden fulgte Linkobans manager op på Facebook med den hårde besked om, at de danske sygehusvæsen nu ikke længere kan hjælpe den 30-årige rapper og sangerinde. Derfor søger hun nu mod alternativ behandling i Tyskland. 


Dansk-vietnamesiske Linkoban er en af de mest skelsættende kvinder på den danske grime-/rapscene og er blandt andet kendt for numrene "Like This", "Popgun Track" og "Oh Oh". Blot et halvt år inden sygdommen brød ud, udkom hendes første fuldlængdealbum, "Ox", udgivet af Lucy Love på dennes pladeselskab Superbillion Records. Albummet fik imponerende fem stjerner af GAFFAs anmelder. 

Støt Linkoban her

I 2013 fik Solveig Sandnes tilbagefald fra den kræftsygdom, hun oprindeligt blev ramt af i 2007. Hendes brystkræft spredte sig først til knoglerne som kræft-metastaser og har siden spredt sig til leveren. Solveig Sandnes gennemgår et behandlingsforløb på Rigshospitalet, men er også startet i et anerkendt behandlingsforløb i Frankfurt, Tyskland, som indtil nu viser lovende resultater. Behandlingen er dog samtidig meget omkostningsfuld.


Solveig Sandnes brød igennem som sangerinde i indiepop-gruppen Lovebites, der i 1997 udgav det anmelderroste debutalbum "Nothing But Joy", der gav dem flere radiohits. Kort efter forlod hun bandet for at indlede en solokarriere, der indtil videre dog kun har resulteret i et enkelt album i 1998, og herefter forsvandt hun fra offentligheden i flere år. I 2005 medvirkede hun på H.C. Andersen-hyldestalbummet "Andersens Drømme", og i 2009 vendte hun for alvor tilbage til musikken som halvdelen af duoen Er De Sjældne sammen med digteren og korsangeren Lone Hørslev. Er De Sjældne har udgivet to velanmeldte album, senest "Olé Olé" fra 2014.

Støt Solveig Sandnes her

 

ANNONCE