Nyhed

Forpremiere: KarriereKanonen-vindere udgiver single

Keep Camping smider nyt, poppet nummer på gaden

Sidste års vindere af talentkonkurrencen KarriereKanonen udgiver i morgen deres nye single "Streets", men allerede i dag har GAFFA fået lov at holde snigpremiere på nummeret. Singlen er skabt i samarbejde med Frederik Vedersø (The White Album, The Eclectic Moniker, red.), og GAFFA har i den anledning taget en snak med både Frederik Vedersø og Keep Campings-forsanger Mikkel Møl. 

Hvad handler "Streets" om?

Mikkel: – "Streets" er meget eksistentiel. Den handler om erkendelsen af, at livet er en rejse, og at det er netop den rejse, der er meningen med livet selv. Det eneste mål, vi bevæger os imod er, at vi skal dø på et tidspunkt, så det drejer sig om at finde tilfredsheden i den bevægelse. Hvile i alle de oplevelser, livet giver os på vejen – nyde opturene og acceptere nedturene. "Streets" er desuden forløber for vores ep "Be There", der udkommer den 12. oktober 


Er det samme tema, der gør sig gældende på ep'en?

Mikkel: – Ja, eftersom ep'en handler om at finde sin plads i livet. Den eksistentielle kamp om, "hvad meningen er med det hele." Samtidig handler den også om en gennemgribende utilfredshed, som der er at spore i samfundet – på trods af, at der ofte er tale om såkaldte førsteverdens problemer, hvor mange ting tages for givet uden at være det. 

Hvad kan "Streets" rent musikalsk?


Mikkel: – Ambitionen har været at lave et renskåret og stærkt popnummer, hvor vi fjerner alle de mellemregninger, der ellers ofte presses ind. Det er faktisk dét, der har været styringen på hele ep'en, og som står i stor kontrast til det, vi tidligere har lavet, der har været funderet i det mere alternative og snørklede indie-univers. Vi ønskede at arbejde med noget, der var mere dansabelt og fysisk let tilgængeligt, og havde nogle simple og klare hooks. Det rene og mere ukomplicerede udtryk i popmusikken fortæller på mange måder bedre ens historie. Og så er det sjovere at optræde med pop live! Fra være indadvendte og indie-optagede af, hvad vi står og gør, så er det nu blevet til en fest spille live, hvor vi løber rundt på scenen og danser det dårligste, vi kan. Vi har det rigtig sjovt, og det smitter også af på publikum. 

Har det været svært at finde sig selv som band i det mere poppede?

Mikkel: – Både og! Det er altid lidt angstprovokerende, når der kommer nogle udefra og skal diktere, hvad man skal gøre, men Frederik Vedersø kom ind som producer på "Streets" for at gøre netop dét. Han skulle tage retningen på nummeret. Så i samarbejde med Frederik fandt vi et sted, hvor stilen repræsenterede noget nyt og mere poppet, men stadigvæk var hundrede procent Keep Camping. Krydsfeltet blev noget umiddelbart tilgængeligt, punchy pop, men med masser af dybde – både lyd- og tekstmæssigt. Det må ikke ligge og flyde på overfladen: du skal blive fanget ind, fordi overfladen taler til dig, men når du så går ind, oplever du, at der er flere lag nedenunder. 


Ud over at give "Streets" en retning, hvorfor valgte I så at samarbejde med Frederik Vedersø?

Mikkel: – Da vi var i KarriereKanonen sidste sommer, havde de teamet os op med Frederik. Han bad os om at gøre alt andet end det, vi plejede at gøre: vende alting på hovedet og hive det et nyt sted hen. Nummeret, vi fik ud af den session blev den spæde start på "Streets", netop fordi vi fik nogle nye perspektiver på det at skrive musik, og hvad det er vi kan som band. Frederik formår at få os ud af vores comfort zone uden at ændre på, hvem vi er. Vi bibeholder de samme kerneværdier og det samme udtryk, det bliver blot forfrisket. Derfor giver det os stor værdi at arbejde sammen med Frederik. 

Frederik, hvorfor sagde du ja til at arbejde sammen med Keep Camping igen?

Frederik: – Først og fremmest fordi jeg tror meget på det projekt, drengene har gang i. De har et stort drive og er meget dedikerede samtidig med, at de har en modenhed, der sjældent ses hos et debuterende band. Derudover er de yderst talentfulde musikere og har, vigtigst af alt, en stærk og talentfuld forsanger. Dernæst synes jeg, at det har været en spændende proces at prøve at få dem et nyt sted hen, som jeg synes vi har opnået med "Streets". Nummeret har et mere slagkraftigt lydbillede, men stadig med en umiskendelig Keep Camping'sk signatur. 

Hvad er det, der gør, at "Streets" bliver et vellykket nummer?

Frederik: – Det er selvfølgelig utrolig individuelt, men for mig er det det første nummer, jeg nogensinde har produceret med et band, som jeg ikke selv er en fast bestanddel af. Derfor er jeg både stolt og taknemmelig over vi har præsteret et stykke musik som "Streets". Et nummer, der i mine ører rammer en velgørende balance mellem mindeværdigt og lyttevenligt, tilbageskuende og moderne, festligt og melankolsk, hipt og corny – ja, I forstår pointen. 

Hvad har du kunne bidrage med i forhold til det?

Frederik: – I forlængelse af det førnævnte synes jeg, kontraster og dynamik er vigtige redskaber, når man laver musik. Eksempelvis prøver jeg altid at få de enkelte delelementer i et arrangement til at springe lytteren i øret, samtidig med at det støtter op om helheden. Musik må gerne lyde friskt, selvom det er lidt gammelt i kanten. Derudover synes jeg ikke mindst, at det er vigtigt at have en historie at fortælle – og det har Keep Camping. Jeg har hjulpet dem på vej til at fortælle den på en fed måde.

Oplev Keep Camping på Vegas Ideal Bar i København den 23. oktober og på Atlas i Aarhus den 7. november, hvor de holder releasekoncerter for ep'en "Be There". Billetter kan findes via GAFFA Live.

Hør "Streets":

ANNONCE